TV: Julen varer ikke helt til påske, men begynder allerede i oktober

Af Julie Kauffmann og Hjalte Christensen

Pebernødderne står klar på hylden, kalenderlysene er sat frem og juleanden ligger i supermarkedets køledisk.

Julesalget er skudt i gang, og det har det været siden starten af oktober.

Læs også: Bliver det hvid jul i år

I Dansk Supermarked, som blandt andet har butikkerne Føtex, Netto og Bilka, begynder julesalget i uge 41. I Coop’s butikker begynder julesalget lidt senere, nærmere bestemt i uge 43.

Det er ikke noget nyt, at butikkerne begynder julesalget flere måneder før juleaften. Butikkerne har nemlig et fast mønster, hvor det er nøje planlagt, hvornår julesalget påbegyndes, og det er det samme tidspunkt hvert år.

Blandede følelser hos kunderne

I Føtex i Vanløse har kunderne forskellige holdninger til butikkernes tidlige julesalg. Nogle finder det stressende og unødvendigt.

– Det er helt vanvittigt. Det er irriterende. Vi har ikke brug for det på det tidspunkt, siger kunde i Føtex i Vanløse Lennard Pedersen.

Læs også: Allergiker: Nye glutenfri produkter er som juleaften

Det er dog ikke alle, som er utilfredse med det tidlige julesalg.

– Mig generer det ikke. Jeg elsker julen, siger Inger Staal, som er pensionist og kunde i Føtex i Vanløse.

Nogle kunder nyder det tidlige julesalg, og andre må forsøge at holde sig væk fra de julepyntede butikker i de kommende måneder.