Af Kasper Marquardtsen og Schannie Nyholm
Økolog Ole Olsen ønsker at få affald som madrester og biogødning sendt fra byen ud til landet. Affaldet skal erstatte den konventionelle gødning, som økologiske landmænd lige nu er afhængige af.
– Der er ganske enkelt ikke nok økologisk gødning til markerne, siger Ole Olsen, der også er bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarers sektorbestyrelse for økologi, og her drøftes problemet hyppigt. Økologerne i Landbrug & Fødevarer mener, at en optimeret affaldssortering kan få byaffaldet ud til markerne.
– Vi ønsker at blive uafhængige af konventionel gylle. Den skal udfases i takt med, at vi får recirkuleret nærringstofferne fra byerne, fortæller Ole Olsen.
Ole Olsen driver 150 hektars ren planteproduktion nær Næstved, og er meget afhængig af nærringsstofferne.
Læs også: Affald ender ofte i de forkerte skraldespande
Idéen med at få optimeret affaldssorteringen, så vigtige næringsstoffer ikke går tabt for økologer, begejstrer Lars Stoumann Jensen, der er professor i Jordfrugtbarhed og recirkulering af plantenæringsstoffer.
– Jeg synes, det er en rigtig god idé. Man kan sige, det er helt i tråd med filosofien med økologisk jordbrug, nemlig at det baseres på recirkulerende principper, siger Lars Stoumann Jensen.
Politikerne skal tænke økologisk
En ændring af affaldssorteringen er dog ikke op til økologerne selv. Ifølge Ole Olsen skal politikerne træde i kraft.
– Politikerne skal tænke økologien ind i affaldshåndtering. De skal sørge for, at de næringsstoffer, der er i affaldet, kan komme retur til økologien, siger Ole Olsen.
Læs også: Økologiboom giver skadedyrsbekæmpere kronede dage
I Næstved Kommune afviser man ikke økologernes ønske. De har vedtaget, at deres affaldssorteringen skal være mere bæredygtig.
– Det er selvfølgelig noget, vi prøver på at imødekomme. I Næstved Kommune har vi for 14 dage siden, besluttet os for at indføre nye affaldssorteringssystemer, hvilket betyder, at alle husholdninger i Næstved skal udsortere deres bioaffald. Det kan formentlig komme økologerne til gode, fortæller Søren Nielsen, affaldschef for Næstved Kommune.
Optimeringen af affaldssorteringen bliver indført i løbet af 2018 i Næstved Kommune.