Unge skal spille sig fra ludomani

Adrenalinen pumper, og pengene ruller, når de unge satser på blandt andet fodboldhold og gode kort i diverse spil. Afhængighed af pengespil som poker og oddset skal nu forebygges gennem nye spil, der skal give de unge en bedre forståelse for konsekvenserne af ludomani.

Mere end 33.000 unge mellem 12-17 år er gamblere ifølge den seneste rapport fra Center for Ungdomsforskning om Unge og Gambling. Det er en tendens som Center for Ludomani gerne vil gøre noget ved. Derfor udsender de i november måned en række spil til folkeskolens 6.-10. Klasse, som skal forebygge afhængighed af spil, der involverer pengesatsninger.

»Der er ingen tvivl om, at pengespil er noget, som man kan blive afhængig af. Sådan er det bare,« fortæller Benedicte Ejlers, souschef for Center for Ludomani, og fortsætter, »Derfor er det enormt vigtigt, at de unge lærer om konsekvenserne af pengespil.«

Spil er også sjovt
Det er helt bevidst, at Center for Ludomani har valgt at sprede budskabet om faren ved pengespil, gennem spil. Det er nemlig ikke nødvendigvis en dårlig ting, at børn og unge spiller.
 
»Det er også sjovt og lærerigt at spille. Det er jo almindeligt for de fleste danskere at spille, ligesom det er almindeligt for de fleste danskere at drikke. Det gør dem ikke til alkoholikere,« fortæller Benedicte Ejlers. Hun ser en stor forskel i, hvilke former for spil, de unge bruger.
 
»Man kan jo også købe pokerspil i netto. Det ser jeg ikke nogen grund til, at de unge skal lære om,« udtaler hun.
 

Spillene er de første forebyggende tiltag for spilproblemer blandt unge i Danmark.

’Spil for sjov’ og ’Dilemma’
Et af de forebyggende spil er computerspillet ’Spil for sjov’, som er udviklet i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening. Her skal eleverne blandt andet lære at beregne sandsynligheden for at vinde i diverse pengespil. I spillet følges fire unge pengespillere, og eleverne skal på den måde sætte sig ind i, hvad konsekvenserne ved at spille kan være. I ’Spil for sjov’ kommer eleverne blandt andet på kasino, hvor de spiller på, og beregner sandsynlighed for, både ’Rouletten’ og ’’Spillemaskinen’.
 
Et andet spil er kortspillet ’Dilemma’. Kortspillet skal både hjælpe kommende ludomaner og deres pårørende. Her bliver eleverne sat over for dilemmaer, hvor de blandt andet skal forholde sig til, hvad de ville gøre, hvis de opdagede, at deres bedste ven var ludoman.
 
 
Spil i undervisningen
Lene Christensen, tidligere formand for Danmarks Matematiklærerforening, er vant til at bruge spil i sin matematikundervisning.
 
»Spillene optager eleverne utroligt meget. De lærer noget, som de ikke normalt ville lære. Men det er vigtigt, at spillet ikke står alene. Det skal indgå i en kombination og i en pædagogisk sammenhæng,« fortæller hun. Lene Christensen ser frem til at afprøve ludomanispillene i november måned.
 

De forebyggende spil fra Center for Ludomani udkommer i form af to internetbaserede computerspil samt et kortspil, der i november måned bliver sendt gratis ud til folkeskoler.

Læs også:

Farvel og tak til den moralske panik

www.for-meget.dk