Unge taler ligeså grimt som for ti år siden

I sidste uge udtalte Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til TV2 News, at skældsord mod skolelærere er et stigende problem i de danske skoler, og at bandeordene bliver grovere. Men ingen undersøgelser kan dokumentere, at unge i dag taler grimmere end før i tiden.

”Der er ikke lavet mange undersøgelser på området, men en undersøgelse har vist, at de unge bander lige så meget som for ti år siden, men at det er nogle andre ord de bruger,” forklarer Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn.

Marianne Rathje er altså ikke sikker på, at unge taler grimmere i dag end før i tiden, men at man måske bruger nogle andre bandeord, som virker lidt mere voldsomme. ’Fuck’ er således mere typisk blandt de unge, men også andre steder:

”En enkelt undersøgelse viser, at bandeordene i aviser er fordoblet på 15 år, men det er det eneste, der viser nogen form for sprogudvikling på dette område,” fortæller Marianne Rathje.

Det er altså ikke muligt at afgøre, om det sprog, som unge benytter i dag, er grimmere end for 10-20 år siden, men der kan være forskel på, hvilke skældsord der bruges og hvordan de opfattes.

”Når folk siger, at det er blevet værre, og at det er et stort problem, er det nogle oplevelser som lærerne har, men der har ikke været nogen undersøgelser i udviklingen af unges sprogbrug,” siger Marianne Rathje.

Unge og gamle bander lige meget

Man kan heller ikke sige, at unge bander mere end andre aldersgrupper. Unge og gamle bander lige meget, men de bruger forskellige bandeord, forklarer Marianne Rathje og henviser til en undersøgelse, hvor man har spurgt folk fra forskellige aldersgrupper, hvad de opfattede som de værste skældsord.

”Når man spurgte personer i undersøgelsen, var det i højere grad de unge, frem for de ældre generationer, som syntes at ’fuck’ er et grimt bandeord, hvorimod de ældre syntes ’for fanden’ er grimt,” forklarer Marianne Rathje og tilføjer, at ældre måske har svært ved at forholde sig til et engelsksproget udtryk som ’fuck’.
Generationerne var ikke helt enige om de grimmeste ord, men de var enige i at ’luder’ og ’fuck’ var blandt de værste skældsord. Desuden brugte de yngre generationer i højere grad mere seksuelle grimme ord og nedvurderende udtryk over for kvinder. Det gjorde de ældre ikke.

 

Læs også Groft sprog er et problem på de danske skoler