Utroskabstesten taget af markedet

”Vi tog utroskabstesten af hjemmesiden i går ved middagstid,” fortæller Mikkel Roed, ejer af Testdig ApS, der indtil i går forhandlede utroskabstesten CheckMate på sin hjemmeside.

Det var en blanding af artiklen på b.dk og Teknologirådets nye rapport om hjemmetest, der »triggede« beslutningen, fortæller Mikkel Roed.

Læs også: Sådan tester du din partner for utroskab

Læs mere: Teknologirådets rapport Test dig selv! (eksternt link)

”Vi har faktisk løbende diskuteret, om det er et produkt, vi skulle sælge eller ej. På den måde var det faktisk meget godt, at Teknologirådet havde vores test med og gjorde opmærksom på det, for det skærpede også vores opmærksomhed. Så vi er bare kommet til den konklusion, at det her produkt simpelthen ikke passer ind i vores sortiment og det, vi gerne vil stå for,” siger han.

Intet boom i bestillinger
Testdig ApS har hidtil kun solgt ca. 20 utroskabstest om måneden, og salget boomede faktisk ikke i går, på trods af at Berlingskes artikel havde mere end 12.000 nysgerrige læsere.

”Det er helt bevidst, at vi ikke har haft så mange købere. Vi har faktisk gjort en del for, at det ikke skulle være så fremtrædende, fordi vi hele tiden har haft den holdning, at den er på grænsen af, hvad der er god moral og etik. Vi tog testen ind, da vi startede forretningen op, og så har vi egentlig bare haft det liggende uden egentlig at markedsføre det eller noget som helst,” forklarer Mikkel Roed.

Dem, der alligevel skulle føle sig fristet af at få fingrene i en utroskabstest, skal nu på skraldespandsjagt.

”Vi smider resten af lageret ud,” siger Mikkel Roed.