Vinterbadning skaber nærhed: »Det er måske den eneste snak, de får i dag«

Vinterbadning er et fællesskab ad libitum, som både er uformelt og uforpligtende. FOTO: Netavisen

I morgensolens første stråler viser friske vinterbadere iført hvide morgenkåber og klipklapper sig. Én efter en bipper de sig ind, smider kåben og hopper i vandet. Dernæst går de i saunaen, og den rotation gentager de flere gange.

Imellem dyppene varmer nogle sig på morgenkaffen, mens andre hurtigt hopper i arbejdstøjet. Andre kommer slet ikke for at bade, men for at deltage i den sædvanligt hyggelige sludder.

Man er en del af et kæmpe fællesskab

Ifølge ægteparret, Henning og Jette Sterup-Hansen, som har været medlemmer af Charlottenlund Søbad siden 1985, bliver man en del af et fællesskab, når man er medlem.

– Vi møder de samme mennesker hver morgen ved syvtiden, når vi kommer. Så sidder man inde i saunaen og sludrer lidt, fortæller parret.

De tilføjer ligeledes, at nogle af medlemmerne er blevet så gamle, at de ikke bader længere. Alligevel møder de op i badeanstalten og spiser morgenbrød og drikker kaffe sammen med de andre.

– Så man er virkelig en del af et fællesskab, et kæmpe fællesskab, tilføjer Henning Sterup-Hansen.

Parret har vinterbadet hver dag i 39 år. Læs mere om deres historie her.

Fællesskabet er både uformelt og uforpligtende, men man tager ansvar, når man er der
Jørgen Hedevand, formand for Vinterbadeforeninger i Danmark

Et fællesskab ad libitum

Sammenslutningen af Vinterbadeforeninger i Danmark, VID, har i dag mere end 74.000 medlemmer i lidt over 200 klubber. Det er mere end en fordobling siden 2016, hvor VID havde cirka 31.300 medlemmer. Derudover er der mange mennesker, der også vinterbader uden at være en del af en klub.

Disse vinterbadeforeninger i Gentofte Kommune er medlemmer af VID

  • Arnes Vinterbadere Bellevue
  • Skovshoved Havbad
  • Vikingelauget Charlottenlund
  • Charlottenlund Søbad
  • Hellerup Roklubs Vinterbadere

Kilde: Vinterbadeforeninger i Danmark

Jørgen Hedevand, som er formand for VID, beskriver det overordnede fællesskab i vinterbadeforeningerne, som et fællesskab ad libitum, hvor en fælles værdi er, at man tager ansvar for sin væren i situationen.

– Fællesskabet er både uformelt og uforpligtende, men man tager ansvar, når man er der. Er der for eksempelvis en, der ser ud til at kunne have lyst til en hånd om skulderen eller en omsorgsfuld bemærkning, så tager man svar for det, siger han.

Socialt samvær betyder rigtig meget, især for ældre

Det, som badeanstalter kan, og som flere vinterbadere taler ind i, er, at man får en anledning til, at man kan lave noget sammen med andre. Derfor kan vinterbadning også være en god måde at socialisere på, især hvis man er oppe i årene. Det fortæller Peter Alving, som er psykolog og arbejder i ældreteamet hos Center for Mental Sundhed i København.

– Muligheder for at fastholde relationer og opdyrke nye forbindelser betyder mere for mange ældre, fordi der typisk er mange ting, der falder bort, når man bliver ældre, siger han.

Sociale relationer har i mange år været meget knyttet op på arbejdsliv, og når det så falder bort, så kan man blive meget alene. Det gælder især, hvis man ovenikøbet ikke har nogen familie, ikke har nogen partner længere, eller måske aldrig har stiftet familie. Af den grund, betyder nærheden særligt meget for ældre.

– Alt hvad man kan finde ind i af aktiviteter og rammer, hvor man kan fastholde relationer, og nye relationer kan opstå, er vigtigt på en særlig måde for mange ældre mennesker, forklarer Peter Alving.

Find de gode badesteder i Gentofte Kommune

Er du frisk på et koldt gys, men ikke medlem af en vinterbadeklub, så kan du på kortet se de fem officielle badesteder i Gentofte Kommune.

 

Alle får talt lidt med nogen, når de er hernede

Mette Bisgaard, som også er medlem af Charlottenlund Søbad, fortæller, at man hilser på hinanden og får en hyggelig snak i saunaen eller omklædningsrummet. Og for nogen er det en stor fornøjelse, for eksempel for folk, der er alene.

– Det er måske den eneste snak, de får i dag, og det synes jeg faktisk, vi alle sammen bidrager til ved, at vi taler med hinanden. Så får alle talt lidt med nogen, når de er hernede, siger hun.

Det er jo velkendt, at man også kan føle sig ensom blandt mennesker, men det, der ligger i de meningsfulde relationer, er, at man faktisk føler sig forbundet med nogen, som man deler nogle vigtige ting med
Peter Alving, psykolog hos Center for Mental Sundhed

Torben Lorentzen, som er formand for Arnes Vinterbadere ved Bellevue Strand, genkender vinterbadernes fortællinger om nærheden, der eksisterer blandt medlemmerne.

– Der er mange af vores medlemmer, der er pensionister, og som måske ikke møder så mange mennesker hver dag. Her får de et lille fællesskab, hvor man både får dækket nogle fysiske behov i form af havbad, men også nogle mentale behov ved at møde nogle andre mennesker, siger han.

At være medlem er forbundet med tryghed og sikkerhed

Frem for at bade alene, er det gode ved badeanstalterne, at de skaber trygge og sikre forhold at bade i. Men det er ikke kun faciliteterne, der skaber tryghed, det gør adgangen til et fællesskab og kendte ansigter også, mener Torben Lorentzen.

– Man får tit nogle venskaber og noget tryghed ved, at det er de samme, man møder på de samme tidspunkter. Når folk kommer på de samme tidspunkter, så er der nogle personer, man genkender og kan tale med. Det giver tryghed, og det er jo rart at møde andre mennesker, siger han.

Ifølge psykolog Peter Alving er det at møde de samme personer flere gange også det, der gør, at vi former meningsfulde relationer. Hvis man skal forbi det mere overfladiske forhold til hinanden, så kræver det noget tid. Det indebærer, at man ser de samme mennesker igen og igen. Og det gælder for alle på tværs af alder.

– Det at have meningsfulde sociale relationer er lig med ikke at føle sig alene. Det er jo velkendt, at man også kan føle sig ensom blandt mennesker, men det, der ligger i de meningsfulde relationer, er, at man faktisk føler sig forbundet med nogen, som man deler nogle vigtige ting med, siger han.

Sådan gjorde vi: Journalisten interviewede medlemmer af Charlottenlund Søbad for at finde ud af, hvorfor de er medlemmer. Herefter så journalisten en generel holdning til, at særligt fællesskabet er vigtigt for medlemmerne. For at få flere inputs, snakkede journalisten med formanden for Arnes Vinterbadere og en psykolog, der kunne fortælle noget om, hvad socialt samvær betyder for os mennesker.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.