Vandene er delt, når det kommer til meningen om den funktion, der beder dig tage stilling til, om du vil give drikkepenge via dankortterminalen.
NetAvisen har spurgt danskerne, hvad de synes om at skulle tage stilling til drikkepenge via dankortterminalen.
Læs også: Bøfkæder siger ‘nej tak’ til dankortdrikkepenge
Flertallet af de personer NetAvisen mødte, synes ikke godt om at blive spurgt, om de vil give drikkepenge af tjeneren. De samme personer brugte ord som anmassende, pressende og ubehageligt om situationen, hvor de skal vælge, om de vil give drikkepenge.
Marianne, 42 år, pædagog
– Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om det. Jeg synes drikkepenge er noget man giver kontant, og jeg synes ikke, det er noget, man giver på kreditkort.
Signe, 24 år, studerende
– Jeg synes det kan være lidt anmassende. Specielt hvis den, der betjener en, bliver ved med at stå ved bordet, imens man så skal trykke enten grøn eller rød på selve automaten.
Daniel, 30 år, grafiker
– Man er ikke så vant til i Danmark som i USA, at drikkepenge er en normal ting i hverdagen, så jeg synes også det er sådan lidt, så kan i ligeså godt ligge det ind i prisen, i stedet for at jeg skal tænke over, om jeg vil give drikkepenge eller ej.
Paw, 30 år, kemiingeniør
– For det meste synes jeg, det er okay, men det er noget, man skal være villig til at give, og ikke noget der skal efterspørges.
Josefine, 20 år, sabbatår
– Jeg har vænnet mig til det, men i starten var det ret grænseoverskridende, at man fik det kastet lige i hovedet. Men nu er det der, og alt efter hvor god service man får, vælger man jo, om man har lyst til det.
Nina, 20 år, studerende
– Jeg bruger det ikke rigtigt. Har kun brugt det en gang, og har faktisk ikke rigtigt nogen mening om det.
Mikkel, 21 år, HF
– Jeg synes, man nogengange kan få lidt dårlig samvittighed, og det presser lidt en til at sige ja. Hvorimod, hvis man betaler kontant, kan man bedre lægge det, man har lyst til, alt efter hvor meget man lige har i pungen.
Margit, 67 år, pensioneret lærer
– Jeg kan ikke lide det. Jeg giver drikkepenge, hvis jeg bliver behandlet godt og gerne vil give drikkepenge, men jeg synes ikke, at tjeneren skal spørge mig, om jeg vil give drikkepenge.
Dennis, 27 år, autolakerer
– Det er en nem måde at afvise drikkepenge. Har ikke rigtigt andre tanker om det.
Julie, 26 år, studerende
– I starten blev jeg lidt provekeret af, at det ligesom står på skærmen, om man vil betale eller ej, men nu synes jeg bare, det er en nem måde at afvise på, eftersom de ikke ser, hvad man trykker.