99 år og afhængig af motion: Jeg kan simpelthen ikke lade være

Den pensionerede organist og regnskabsfører holder sig i gang ved at gøre den lille landsby Gislinge ren. Foto: Andreas Holm Hansen
Den pensionerede organist og regnskabsfører holder sig i gang ved at gøre den lille landsby Gislinge ren.
Foto: Andreas Holm Hansen

Antallet af ældre, der er fysisk aktive, er støt stigende, viser rapport fra Idrættens Analyseinstitut. Over 60 procent af voksne over 60 år dyrker i dag motion dagligt.

99-årige Jenny Bonde er en af de aktive ældre. To gange om dagen går hun en oprydningstur gennem landsbyen, Gislinge, uden for Holbæk. Undervejs sørger hun for at holde byen ren ved at samle skrald. Det har Jenny Bonde gjort hver dag de sidste ti år.

– Jeg går hver dag. Hver morgen tre-fire timer og til aften igen, siger Jenny Bonde. Med sig har hun sin rollator, skraldesæk og tang, så hun ikke skal bukke sig for meget efter affald.

Læs også: En cykel og en fjernbetjening skal gøre livet lettere for syge ældre

For Jenny Bonde er den daglige motionstur gennem byen blevet en fysisk aktivitet, som hun ikke kan undvære. NetAvisen møder hende på en kold november-dag, efter at hun netop har afsluttet dagens første oprydningstur.

– Jeg kan simpelthen ikke lade være, også selvom jeg somme tider får smerter af at gå og bukke mig ned hele tiden. Jeg har aldrig kedet mig, men er gået op i det at lave noget, fortæller Jenny Bonde.

Sundhedsstyrelsen anbefaling til ældre:

– Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen.

– Lav aktiviteter, der vedligeholder eller øger kondition og muskel-og knoglestyrken mindst 2 gange om ugen.

– Stræk ud mindst 2 gange om ugen af 10 minutters varighed.

– At være fysisk aktiv ud over det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele

De ældre er bevidste om deres helbred

Selvom Jenny Bondes oprydningsprojekt hører til under de mere specielle motionsformer, så er hun stadig en del af de mange ældre, som til dagligt er fysisk aktive. Hos DGI mærker de tydeligt, at de ældres interesse for motion er steget. De har de seneste ti år oplevet noget nær en fordobling i medlemstallet af personer over 60 år.

Anders Kragh Jespersen, der er projektmanager og idrætskonsulent i DGI, ser den stigende tilmelding af seniorer som en blanding af foreningernes arbejde med at etablere tilbud til senioren og så den ældres egen bevidsthed om motion.

– Senioren er blevet mere bevidst om, at det er vigtigt at holde sig i god fysisk form. De ved, at helbredet er den fuldstændig afgørende faktor for, hvilket liv de kommer til at leve resten af deres dage, siger Anders Krogh Jespersen.

Læs også: Ny forskning: Derfor kan motion forebygge demens

I dag har DGI 228.000 medlemmer over 60 år, fordelt på de forskellige idrætter. Jenny Bonde har da også tidligere gået til alverdens sportsgrene. Efter at have dyrket både håndbold, gymnastik og folkedans valgte hun for ti år siden at kaste sig over en aktivitet, som både kunne holde hendes form ved lige og gøre noget godt for naturen.

– Jeg har altid sat meget pris på naturen. Det er frygteligt at se den svinet til, men efter tre år har jeg fået byen ren. Jeg tror, at når man gør noget, som er godt, så får man noget ud af det selv, fortæller hun.

En sund udvikling

Rapporten fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 63,5 procent af voksne over 60 år normalt dyrker motion. Tilbage i 1975 var tallet kun på 12 procent.

Karin Schultz, der er sundheds og idrætskonsulent hos Ældre Sagen, fortæller, at det er en positiv udvikling, fordi ældre i særlig grad har godt af at bevæge sig.

– At være fysisk aktiv med motion er med til at holde vores krop ved lige, uanset om man er ung eller gammel. Det som bare sker, når man bliver ældre er, at man for alvor begynder at mærke de biologiske forandringer. Som yngre er man stadig så stærk, at man kan klare sig. Hvis den ældre ikke bevæger sig, så begynder man for alvor at mærke de biologiske aldersforandringer i forhold til de forskellige gøremål i hverdagen, fortæller Karin Schultz.

Faktisk svarer hele 27,5 procent af de adspurgte ældre i rapporten, at de bruger mindst seks timer om ugen på sport og motion.

– Jo bedre fysisk form man er i, jo mere overskud vil man få. Man vil kunne holde sig selv selvhjulpet i længere tid. Budskabet er, at selvom man aldrig er kommet i gang med motion som yngre, er det aldrig for sent at komme i gang når man bliver ældre, afslutter Karin Schultz.

Jenny Bonde har da også klaret sig selv i al den tid, som hun har boet alene. Til trods for hendes høje alder kommer hjemmehjælpen kun for at sikre sig, at hun har det godt.

– Jeg føler mig i god form. Jeg har dyrket og holdt af at gå mange timer i den friske luft. I starten gik jeg jo syv-otte timer. Det har styrket mit helbred, at jeg går mine ture. Det kan ikke have gjort andet, siger den 99-årige. Den 10. februar 2017 kan hun fejre sin 100-års fødselsdag.

Rapporten Danskernes Motions- og Sportsvaner i 2016 er lavet af Idrættens Analyseinstitut og udkom i september.

Gem

One Response to "99 år og afhængig af motion: Jeg kan simpelthen ikke lade være"

  1. Anne Malmborg Henriksen   3. november 2016 at 15:40

    Gid at sådan nogen som Jenny kunne blive 2000 år <3