Bestil din togbillet til jul allerede nu

Hvert år tager mange danskere toget hjem til familien i julen. For at undgå kaos har DSB sat julebilletterne til salg tidligt i år.
Foto: René Strandbygaard

De fleste danskere forbinder julen med dans om træet, juleand og brune kartofler. Men for de 350.000 der hvert år rejser med DSB i dagene op til jul, er julen også lig med lange ture i proppede toge. Således har en lang række danskere hvert år været nødt til at stå op i de propfyldte togvogne under rejsen hjem til familien, når julen har stået for døren.

For at komme dette problem til livs er DSB i år tidligt ud for at sikre, at flest mulige danskere får en siddeplads i de mange toge, der kører gennem landet i løbet af de travle juledage. Hvis du skal rejse med DSB i juleferien, kan det derfor godt betale sig at bestille billetten allerede nu.

I stedet for at alle rejser d. 23. så kan vi lokke nogle til at rejse d. 22. Så sætter vi nogle ekstra tog ind der, så langt flere kan få en siddeplads.
DSB’s pressevagt

DSB vil sprede togtrafikken

En af tankerne bag det tidlige billetsalg er, at DSB i højere grad vil kunne planlægge juletrafikken efter, hvor passagerene skal hen.

– D. 23. december er traditionelt den største rejsedag. Langt de fleste vil helst afsted der. Det vi ønsker er at få spredt folk lidt ud – både for folks egen skyld og for vores skyld. Når vi sælger billetter nu, så kan vi bedre tilpasse vores tog, efter hvor folk vil hen, siger DSB’s pressevagt.

DSB håber samtidig, at de, ved at være tidligt ude, kan få flere rejsende til at bestille billetter til andre datoer inden d. 23 december.

– I stedet for at alle rejser d. 23. så kan vi lokke nogle til at rejse d. 22. Så sætter vi nogle ekstra tog ind der, så langt flere kan få en siddeplads.

Udover at tilbyde rejsende at kunne bestille billetter tidligt, så tilbyder DSB også billigere billetter til de togpassagerer, der er friske på at rejse tidligt om morgenen eller sent om aftenen i juledagene. Dette skal også lette trykket på de tætpakkede toge.

Læs også: Pendler: Jeg tager et tidligere tog for at få en siddeplads

Bliver der plads til bagagen?

Den 26-årige studerende Lise Sjørup Elle er en af de mange rejsende, der benytter toget i juletiden. Hvert år tager hun med DSB fra København hjem til familien i Holstebro, inden den står på flæskesteg og risalamande.

Hun har allerede nu bestilt en billet grundet bitter erfaring fra tidligere år.

– Jeg har faktisk allerede bestilt julebilletter. Min erfaring siger mig, at man skal være ude i god tid, siger Lise Sjørup Elle.

Samtidig påpeger hun, at turen kan ende med at blive noget rod, selvom man har pladsbillet. Især er der problemer med at finde plads til bagagen i de fyldte toge.

– Man lader bagagen stå ude i gangen. Og så får man beskeden i højtalerne om, at der ikke må stå bagage i midtergangen, men det er jo den eneste mulighed, der er.

Hun håber derfor, at det lykkes for DSB at få spredt trafikken ud på de forskellige juledage.

Se også: TV: Sådan får du en siddeplads i et fyldt tog

Forventer udsolgt

I DSB forventer man udsolgt – akkurat som de forrige år.

– Der skal nok blive udsolgt. Det er første gang vi sætter dem til salg så tidligt, siger DSB’s pressechef.

Hvis du skal med toget hjem til jul, så kan det derfor være en god idé at bestille billetten, før det bliver for sent.