Bizzarre ting glemt på hoteller

Når ferien er forbi og det er tid til at tjekke ud af hotellet, glemmer mange en enkelt ting eller to i farten. Men mens de fleste af os efterlader elektriske tandbørster, mobilopladere eller undertøj, finder rengøringsdamerne på hotellerne også en række bizarre ting, når gæsterne er tjekket ud.

Lavpris-hotelkæden Travelodge har hentet oplysninger fra sine 496 hoteller rundt om i verden, hvor over 13 millioner gæster overnattede sidste år. Og det er der kommet nogle overraskende oplysninger ud af.

Hundetøj og kælehamstre

100 masker, der forestiller Hertuginden af Cambridge, en kuffert fuld af designertøj til hunde, en Vera Wang-brudekjole samt en urne med asken fra en afdød, er blot et par af de mange usædvanlige ting, der har fundet deres vej til hotelkædens hittegodskontorer.

Desuden er en enkelt gæst kommet så hurtigt ud ad døren, at han glemte nøglerne til sin Ferrari. Og på et hotel i England blev en levende kælehamster ved navn Fredrick glemt.

– Hvert år kommer vores hittegods-afdeling med masser af afsløringer. Fra Ferrari-nøgler til en udstoppet papegøje på over én meter, fra en sjælden Toby-kande til Julemandens grotte i ægte størrelse, fortæller John Hendry Pickup, som er operationsdirektør hos Travelodge, i en pressemeddelelse.

Husk lige kufferten

Også de danske hoteller finder sære ting på værelserne, når gæsterne er tjekket ud.

– Der efterlades overraskende tit sexlegetøj af forskellig slags. Og så har vi fundet et pas på en engelsk fyr, der lignede Eric Cartman fra South Park helt vildt. Hvordan han har kunnet komme hjem i lufthavnen, ved jeg ikke, og han svarede aldrig på vores e-mail. Hans billede kom op at hænge et stykke tid efterfølgende, siger Christoffer Bangild, som er manager assistant hos Danhostel Copenhagen.

Ifølge Conni Schmidt, kommunikationsrådgiver hos Hotels.com, kan man desuden undre sig over, at folk så ofte glemmer deres kufferter.

Læs også:

Gæster glemmer for millioner: http://www.rejseliv.dk/gaester-glemmer-millioner

Pressemeddelelse og tal fra Travelodge: http://www.prnewswire.com/news-releases/annual-lost-found-report-138388084.html