»Det er svært at træde ind i fremmedes hjem, fordi man skal over sin egen barriere«

Mange fejrer juleaften med familien rundt om spisebordet. Alligevel er der nogle, der ufrivilligt holder jul alene.
Foto: Mie Line Christensen

Mange oplever juleaften som dagen, hvor familien samles, men sådan er det ikke for alle. Ufrivilligt ensomme kan tilmelde sig diverse julearrangementer, men alligevel undlader mange at opsøge hjælp. Blandt fagfolk er der bred enighed om, hvorfor det er sådan.

– Ensomhed er enormt stigmatiseret. Det er tabubelagt at erkende, at man føler sig ensom. Derfor er det tilsvarende svært at række ud efter hjælp, siger ensomhedsforsker ved Syddansk Universitet, Julie Christiansen.

Både sektionsleder hos hjælpeorganisationen Røde Kors, Lise Lind, og social-humanitær konsulent hos Ældre Sagen, David Vincent Nielsen, fortæller, at de også oplever, at ensomhed er forbundet med tabu.

Læs også: Håb for ensomme juleelskere trods corona

Julevenner hjælper ufrivilligt ensomme

Røde Kors har i 2012 etableret Julevenner, der er et tiltag, der skal gøre det muligt at skabe fællesskaber i julen. Her kan man enten deltage som julevært eller julegæst, hvor man holder jul hos en fremmed. På trods af dette tiltag holder nogle ufrivilligt ensomme sig tilbage.

– Røde Kors har over flere år stået med rigtig mange julevenner, som gerne ville åbne deres hjem for nogle, som følte sig ensomme eller var alene juleaften, men hvor der faktisk ikke var nok, der meldte sig til, siger Julie Christiansen.

Årsagen til dette kan ifølge Lise Lind findes i, at man som fremmed julegæst træder ind i juleværtens hjem.

– Det er svært at træde ind i fremmedes hjem, fordi man skal over sin egen barriere, siger Lise Lind.

Hvad er ensomhed?

  • Oplevelsen af, at ens sociale behov ikke opfyldes
  • En uoverensstemmelse mellem sociale behov og de faktiske sociale relationer
  • Oplevelsen af ens sociale kontakter
  • En subjektiv oplevelse, modsat det at være socialt isoleret, som er et objektivt forhold

Kilde: Julie Christiansen, ensomhedsforsker ved Syddansk Universitet

Ensomhed fylder hele året

Vi taler ofte om ensomhed i juletiden. Det skyldes ifølge Julie Christiansen, at der er en forestilling om, at dem som sidder alene juleaften også automatisk må være ensomme. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet.

– Det er vigtigt at huske på, at ensomhed fylder hele året rundt og ikke kun i julen eller ved andre højtider. Ensomhedsfølelsen vil for rigtig mange ikke kun være tilstedeværende lige præcis juleaften. Her vil der måske være tale om nogle, der føler sig ensomme hele året, siger ensomhedsforsker Julie Christiansen.

Hertil fortæller Julie Christiansen, at det er vigtigt, at frivillige hjælper til hele året og ikke kun til jul.

Over 50.000 ældre føler sig svært ensomme

Unge mellem 16-24 år samt ældre over 80 år er dem der føler sig mest ensomme. Ifølge David Vincent Nielsen er der over 50.000 ældre, der føler sig svært ensomme.

– Det er forventeligt, at flere ældre vil føle sig isoleret og ensomme i den kommende jul end normalt. Simpelthen fordi langt flere generelt føler sig ensomme under corona, især de aleneboende ældre, siger David Vincent Nielsen i en mail til NetAvisen.

Julie Christiansen bekræfter, at der er set en stigning blandt ensomme under corona. Dette kan risikere at have betydning for juleaften.

– Der er en del mennesker, som er nødt til at selvisolere sig i en eller anden grad, fordi de er særligt sårbare. Der kunne man forestille sig, at nogle af dem vil være ufrivilligt alene, og som vil være nødt til at trække sig fra venner og familie, netop for at beskytte sig selv i en sårbar situation. Det kan godt få nogle til at føle, at særlige dage bliver svære dage at komme igennem, fordi man ikke kan gøre det, man plejer, siger Julie Christiansen.

Sådan gjorde vi:

Denne artikel bunder i en nysgerrighed efter længere tids undersøgelse af ensomhed i julen 2020. Jeg havde før denne artikel skrevet to andre artikler omkring samme emne, og derfor ville jeg nu forsøge at få en forskers side af sagen. Interviews med Lise Lind og Julie Christiansen er lavet telefonisk. Interviewet med David Vincent Nielsen er lavet over mail.

Leave a Reply

Your email address will not be published.