Her er det billigst at rejse på juleferie

Klik på kortet herover for at se nogle af destinationerne med de billigste flybilletter. Sådan har vi gjort: Vi har gennem Momondo.dk sat afrejsen fra d. 26. december til d. 1. januar (svarende til den første uge af juleferien) og udvalgt 14 destinationer med de billigste flybilletter. 

Julen er lige rundt om hjørnet, og det samme er juleferien.

Som NetAvisen tidligere har beskrevet det, så udskifter cirka 50.00 danskere hver vinter det vante danske landskab til fordel for udlandet. Men hvor skal man tage hen, når pengepungen har lidt efter julegaveræset, og man gerne vil rejse til billige penge?

Læs også: Arbejdsgiverjul presser feriepriserne

Nicolai Johnsen, der er pressechef for TUI (tidligere Star Tour red.), fortæller, at der, hvor man får mest for pengene i øjeblikket, er Egypten.

– Egypten har i længere tid været ramt af lavere efterspørgsel, men det er ikke gået ud over hotelstandarden, så det er helt klart der, man får mest for pengene, fortæller pressechefen og uddyber, at det er hotelpriserne, der er de store udsving på.

Det vigtigste er, at planlægningen passer. Folk tænker over, hvornår de kan være væk, at ferien skal passe ind i skoleferien og den slags ting. Hvis man for eksempel skal til Thailand eller Caribien, og man skal være væk i 14 dage, så skal man planlægge det i god tid.
Carlos Cebrian, produktchef hos Spies.

Hos Albatros Travel fortæller pressechef Steen Albrechtsen, at jo varmere det er i et land, jo højere bliver prisen også. Derfor er det langt billigere at rejse til storbyer i Europa. Hvis man er villig til at se bort fra de lande, hvor der er højsæson, er der mange penge at spare. Derfor vil det i juleferien for eksempel være billigere at tage til Dublin end Malaga.

Det samme bekræfter Carlos Cebrian, der er produktchef hos Spies. Han fortæller, at det er billigst at tage på storbyferie til eksempelvis Berlin, Prag og Amsterdam. Hvis man til gengæld gerne vil på charterferie og ligge på en strand, er det billigst at tage til Gran Canaria eller Tenerife.

Dog vurderer Steen Albrechtsen, at prisen  som oftest afhænger af flybilletterne.

– Det, der er afgørende, er flyene. Mange rutefly aflyser eller skærer deres program ned i forbindelse med jul og nytår. Det kan godt have en indflydelse på, at prisen på nogle fly bliver lidt dyrere, end de plejer at være, siger Steen Albrechtsen.

Det handler om pris og planlægning

Ifølge Nicolai Johnsen er danskerne meget bevidste om prisen, når de skal bestille en rejse.

– Danskerne er utrolig prisfølsomme og gør alt for at finde de gode tilbud, fortæller han.

Carlos Cebrian fortæller, at de hos Spies har oplevet, at kunderne har booket deres rejser i god tid, og at ni ud af ti julerejser i øjeblikket er udsolgt hos rejsebureauet. Han mener ikke, at kunderne er helt ligeglade med, hvor meget det koster, men planlægningen af rejsen er den faktor, der spiller den største rolle, når danskerne skal booke ferie.

– Det vigtigste er, at planlægningen passer. Folk tænker over, hvornår de kan være væk, at ferien skal passe ind i skoleferien og den slags ting. Hvis man for eksempel skal til Thailand eller Caribien, og man skal være væk i 14 dage, så skal man planlægge det i god tid, fortæller han og påpeger, at de fleste danskere rejser på juleferie, fordi de gerne vil væk fra juleræset og slappe af.

Dette kan påvirke priserne

Når der er uro i bestemte regioner, forbinder man ikke områderne med at være sikre, vurderer Nicolai Johnsen. Geopolitiske konflikter kan have en indflydelse på prisen, sådan som man så det i Tyrkiet denne sommer. Omkring 30 procent færre danskere valgte at rejse dertil i år, og det gør, at både prisen på flybilletter og hoteller falder. Men priserne kan også afhænge af, at flyselskaberne gerne vil fylde hele flyet op med passagerer.

– Det største passagerfly, Airbus 380, flyver fra Københavns Lufthavn til Dubai, og det gør, at der pludselig er ekstremt mange pladser, der skal fyldes ud. Når efterspørgslen ikke er stor nok til at fylde hele passagerflyet ud, så sætter selskabet ofte priserne ned, fortæller Nicolai Johnsen.

Læs også: Åben invitation: Gratis juleaften til alle

Ifølge Steen Albrechtsen kan skæve rejsetidspunker også have en indflydelse på, hvor meget rejsen koster. Oftest vil prisen falde, hvis man rejser midt på ugen fremfor en mandag eller hen over weekenden, og prisen vil samtidig også være lavere, hvis man rejser tidligt på dagen. Den vigtigste faktor er dog efterspørgselen, vurderer han:

– Flyselskaberne siger: »her er der en kæmpe efterspørgsel, så derfor sætter vi priserne op«.

Dette er Carlos Cebrian enig i. Han vurderer også, at prisen på rejser i høj grad afhænger af udbud og efterspørgsel.