Hjælpelinjer: Unge, der i forvejen mistrives, har fået det værre under corona

Hjælpelinjer oplever, at nogle unge, der i forvejen mistrives, har fået det værre under corona. Foto: morguefile: polla

I Headspace, som blandt andet driver en hjælpelinje, der rådgiver unge, er man bekymret for nye nedlukninger i samfundet.

Under nedlukningen oplevede de nemlig, at de unge, som ringede til dem, havde alvorligere problemer at tale om, end de oplevede før corona.

– Vi er ikke vant til at tale med unge, som decideret har selvmordstanker. Vi har haft flere unge, der har været meget triste, nedtrykte og gået med depressive tanker, siger Jacob Risum, presse- og kommunikationschef hos Headspace, der rådgiver tusindvis af unge hvert år.

Også hos Ung på Linje, som er Røde Kors Ungdoms hjælpelinje, har de oplevet en ændring i de problemer, som unge ringer ind med.

– Under corona har vi haft flere samtaler om ensomhed og psykisk mistrivsel end tidligere, lyder det fra Louise Dyrholm, programkonsulent hos Røde Kors Ungdom. Hun påpeger også, at børn som har det svært i hjemmet, har fået det endnu sværere under nedlukningen.

Læs også: Ny undersøgelse: Én ud af fem danskere tror ikke, at corona er farligere end influenza

En analyse, som Børns Vilkår har foretaget af alle Børnetelefonens samtaler under nedlukningen, peger også på, at børn som mistrives i hjemmet, har fået det værre. Forholdet mellem barn og forældre har været det mest omtalte emne hos Børnetelefonen under nedlukningen. Dermed slår det kærlighed og forelskelse af førstepladsen, hvilket i mange år, har været det mest omtalte emne.

Har brug for fodbold og hygge med vennerne

Det vækker derfor bekymring hos Røde Kors Ungdom og Headspace, hvis samfundet lukker mere ned.

– Vi ved, at børn har stor glæde i at deltage i fritidstilbud og sociale aktiviteter. Når man ikke har mulighed for det, så er det klart at det har negative konsekvenser for de fleste, siger Louise Dyrholm.

Hos Headspace frygter man også en negativ udvikling i de unges trivsel.

– Hvis vi kommer ind i en egentlig nedlukning, så kunne jeg godt frygte, at det blev rigtig slemt igen, siger Jacob Risum.

På Roskilde Universitet er man i øjeblikket ved at lave en undersøgelse om coronakrisens sociale konsekvenser i danmark.

Bjørn Thomassen, ledende forsker på projektet og professor i socialvidenskab, bekymrer sig også for de unges trivsel, hvis samfundet skulle lukke ned igen.

– Tanken om, at undervisning og flere ting, der burde foregå uden for hjemmet, kommer til at foregå inden for hjemmets fire vægge, bekymrer mig meget. Mange vil opleve det som et tab, og det kan lægge et kæmpe pres på familierelationerne, som kan blive problematiske, siger han.

Længere åbningstider

Specielt i familier, som i forvejen mistrives, kan det have konsekvenser for de unge, da konflikter i familien kan vokse sig større, hvis man ikke har en ventil for problemerne uden for hjemmet.

Bjørn Thomassen beskriver også de sociale relationer uden for hjemmet som værende alt afgørende for de unges trivsel.

Ved det seneste pressemøde d. 23. oktober blev forsamlingsforbuddet sænket til 10 personer, og kravet om at bære mundbind blev indført i blandt andet supermarkeder, storecentrer, biografer og ungdomsuddannelser.

På samme pressemøde meddelte statsministeren, Mette Frederiksen, at situationen nu var bekymrende og alvorlig, og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) advarede om, at man skulle sætte ind nu, inden situationen kom ud af kontrol.

Antallet af indlagte med corona er nemlig stigende.

Ifølge tal fra statens seruminstitut er der lige nu indlagt 236 personer på de danske sygehuse. D. 1. september var der indlagt 10 personer.

Bliver situationen værre, så er hjælpelinjerne dog forberedte.

Hos Røde Kors Ungdom har man nemlig gjort en større indsats i for hold til at reklamere for Ung På Linje. Også hos Headspace er man forberedt, hvor de nu har længere åbningstider og mere bemanding på deres chat. Derudover har de indført en anonym videochat, hvor de unge kan tale med en rådgiver.

Sådan gjorde jeg: Journalisten kontaktede hjælpelinjer for børn og unge for at høre, hvordan corona har opvirket deres målgrupper. Dertil er en ekspert inddraget for at få et yderligere perspektiv på sagen. 

One Response to "Hjælpelinjer: Unge, der i forvejen mistrives, har fået det værre under corona"

  1. Lis Pedersen   16. november 2020 at 12:55

    You are doing a great job at the Nett-
    News paper, according to enlighten the young ones, about the Coronavirus, and all the help, they can get, from all the help aid lines. ❤️
    Thank you.

Leave a Reply

Your email address will not be published.