Ikea gør klar til fremtiden: Udvikler designs til selvkørende biler

Space10 har blandt andet designet selvkørende bil som en café.
Foto: Space10

Når du tænker på en bil, hvad tænker du så på? De fleste vil svare, at de tænker på en bil som et transportmiddel. Men i fremtiden vil biler være meget mere end det. Når biler bliver selvkørende, vil man kunne bruge dem til mange flere funktioner, mener det svenske møbelfirma Ikea, der er gået i gang med at udvikle designs til fremtidens selvkørende biler.

– Den dag, selvkørende biler kommer på gaden, er den dag, biler ikke længere bare er biler. Den primære funktion som køretøjer forsvinder, og de kan være alt fra udvidelser af vores hjem, kontorer eller lokale caféer, skriver Simon Caspersen, der er kommunikationschef hos Space10, i en mail til NetAvisen.

Space10 er Ikea’s forskningscenter, og det har givet syv bud på, hvordan selvkørende biler i fremtiden skal fungere som andet end bare biler. Space10 drives af det danske bureau Rebel Agency og designer innovative og ansvarlige forretningsmodeller til fremtiden.

Ifølge Space10 vil det med projektet, der kaldes Spaces on Wheels, blive muligt for borgere at udnytte transporttid bedre, nemmere at finde plads til aftaler i en hektisk hverdag, ligesom det vil blive nemmere at få adgang til lægehjælp og frisk mad.

Her er de syv bud, Ikea har på designs:

  • Office on Wheels skal give mulighed for at arbejde, mens man er på farten.
  • Cafe on Wheels skal give mulighed for at mødes med bekendte i en travl hverdag
  • Healthcare on Wheels skal give mulighed for at bringe lægefaglige personer ud til folk i nød
  • Farm on Wheels skal give mulighed for at bringe frisk mad ud til folk
  • Play on Wheels skal give mulighed for at spille spil på farten
  • Hotel on Wheels skal give mulighed for at sove eller slappe af på farten
  • Shop on Wheels skal give mulighed for at se og prøve varer, inden man køber dem

– Vi vil have flere folk til at forestille sig et fremtidigt økosystem af fleksible, specialbyggede rum, der er tilgængelige på forespørgsler og designet til at imødekomme forskellige behov og livsstile, skriver Simon Caspersen.

Selvom Space10 udvikler nye måder at udnytte transport på i fremtiden, så er der stadig behov for fokus på infrastruktur.

– Selvkørende biler skal ikke ses som en direkte og ubesværet løsning. For vi har generelt brug for byer, der stadig prioriterer fodgængere, cykler og offentlig transport langt højere, skriver Simon Caspersen.

Et traditionelt hotelværelse er også på tegnebrættet hos Space10.
Foto: Space10

Selvkørende biler klar næste år?

Selvkørende biler til kommercielt brug ligger ikke langt ude i fremtiden. Det siger Klaus Æ. Mogensen, der er fremtidsforsker på Instituttet for Fremtidsforskning:

– Nogle bilfabrikanter mener, at de allerede har nogle klar til næste år. Men de første kan være begrænsede til at køre i bestemte områder, hvor der laves nøjagtige afmålinger af vejene. Eksempelvis i Silicon Valley og San Francisco.

De designs, Space10 har lavet indtil videre, har potentiale, mener Klaus Æ. Mogensen. Han lægger vægt på, at det i hvert fald vil have den betydning, at folk vil være villige til at pendle længere end nu, fordi det ikke længere vil være spildtid. Derfor vil folk også være mere villige til at flytte længere væk fra byen.

Samtidig vil det give større muligheder for ældre borgere, der på grund af svækket syn eller reaktionsevne ikke længere kan køre bil. Det siger Klaus Æ. Mogensen og tilføjer, at det vil kunne gavne turister, der kan overnatte i bilen på vej til næste destination frem for på et hotel.

Vil ikke være uden konsekvenser

Ifølge Klaus Æ. Mogensen vil der dog ikke kun være positive følger af selvkørende biler på vejene, da der er risiko for, at der vil komme flere biler på vejene:

– Det kan betyde, at der kommer mere trængsel på vejene ind mod byen, fordi flere vil pendle længere.

Medmindre bilerne er særligt gode til at undgå ulykker eller at bremse meget hårdt, så kan der opstå flere ulykker og tilskadekomne i trafikken, hvis ikke sikkerhedsseler bliver standarden i de selvkørende biler. Det mener Klaus Æ. Jørgensen, der også lægger vægt på det miljømæssige aspekt:

– Selvom selvkørende biler vil være mere miljøvenlige, så kan det i sidste ende have miljømæssige konsekvenser, fordi der vil være langt flere biler på vejene.

Længe før selvkørende biler bliver standarden

Ifølge Klaus Æ. Mogensen vil der dog gå årtier, før det bliver normalt at eje en selvkørende bil, selv hvis teknologien færdigudvikles i de kommende år.

– Det bliver nok først omkring 2040, før bare halvdelen af nye solgte biler vil være selvkørende biler, siger fremtidsforskeren.

Han lægger desuden vægt på, at det til at starte med vil blive en luksus for de lidt rigere borgere, og det vil blive brugt som taxakørsel i første omgang. Klaus Æ. Mogensen er dog sikker på, at selvkørende biler er noget, der vil blive set mere til i fremtiden, selvom det kan tage flere årtier:

– Det kan godt være sådan, at selvkørende biler om ti år er lige så almindelige, som elbiler er i dag. Men de fylder jo ikke meget i det samlede billede, selvom de teknologisk er bedre.

Sådan gjorde vi: Journalisten blev gjort opmærksom på Ikeas planer og læste mere om det på MIT Technology Reviews hjemmeside. Han tog derefter kontakt til Space10, der på mail besvarede en række spørgsmål. Til sidst kontaktede journalisten Klaus Æ. Mogensen for at få svar på projektets muligheder og om fremtidens selvkørende biler generelt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.