Lægeforeningen: Der skal minimumspriser på alkohol

Den billige pris på alkohol har stor betydning for unges alkoholforbrug. Minimumspris kan være løsningen. Foto: Pixabay

Supermarkedernes billige priser på sprut er et problem, især for de unge

-Når et supermarked har slagtilbud på sixpacks, og når man kan købe en flaske hård sprut for under 60 kroner, betyder det, at især unge drikker mere, end hvad de ellers ville have gjort, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, i en pressemeddelelse. 

Fakta – danskerne drikker for meget:

  • En halv million danskere har et skadeligt alkoholforbrug og 147.000 er afhængige.
  • Mindst 3.000 danskere dør hvert år som følge af alkohol.
  • 122.000 børn og unge vokser op i familier med alkoholproblemer.
  • Overforbruget af alkohol koster det danske samfund mindst 13 mia. kr. om året.

Kilde: Lægeforeningen

Politisk splittelse

Minimumspriser på alkohol er noget som staten skal indføre, men politisk er der splittelse om, hvorvidt det er en god idé.

-Der er ikke politisk interesse fra Liberal Alliance for at indføre minimumspriser på alkohol. Vi mener ikke, at man skal misbruge priser og afgifter til at bestemme, hvordan folk skal leve deres liv. Det må man selv tage stilling til og ansvar for, siger May-Britt Kattrup, Sundheds- & Ældreordfører for Liberal Alliance.

Pernille Schnoor, Sundhedsordfører for Alternativet, ser anderledes på det og støtter op om Lægeforeningens forslag.

-Minimumspriser er et godt redskab til at få unge til at drikke mindre. Det er helt hen i vejret, at en hel flaske sprut kan købes for 70 kr, siger hun.

Læs også: Danskerne fatter ikke alkoholanbefalinger

Flytter handlen til grænsen

Hvis indførelsen af minimumspriserne bliver en realitet, så er det supermarkederne og kioskerne, som bliver påvirket, da det er dem som skal indføre minimumspriserne. Jens Juul Nielsen, Informationsdirektør hos Coop, mener ikke at minimumspriser vil have nogen betydning for forbruget af alkohol:

-Vi vil være imod en indførelse af minimumspriser på alkohol. Det vil blot flytte salget syd for grænsen og ikke reducere forbruget, siger han.

Forebygge risikabelt drikkemønster

Direktøren for Alkohol & Samfund, Peter Konow, ser indførelsen af minimumspris på alkohol, som en god idé.

-Halvdelen af Danmarks befolkning bor på Sjælland eller helt oppe i Nordjylland, og de tager ikke bare over grænsen, siger han og tilføjer:

-Jeg synes, at minimumspris per genstand vil være effektivt, i forhold til at især unge ikke vil købe store mængder af stærk spurt. Derved vil det være effektivt til at forebygge, at de ikke får et meget risikabelt drikkemønster, siger han.

Læs også: Drikfældige mænd mister oftere jobbet