Smileyordning for fodboldklubber kan komme homofobi til livs

Der er ikke kun brug for kampagner mod racisme for at få diskrimination ud af fodbold Foto: Flickr.com
Der er ikke kun brug for kampagner mod racisme for at få diskrimination ud af fodbold
Foto: Flickr.com

Der mangler kampagner til at komme diskrimination mod homoseksuelle i fodbold til livs. Sådan lyder det fra formanden for Pan Idræt, Christian Bigom.

– I samme omfang, som man har set en meget velfungerende kampagne over hele verden mod racisme i fodbold, så kunne man med fordel anbefale, at der var en tilsvarende kampagne mod homofobi, siger han.

Som tidligere dækket på NetAvisen er fodboldbranchen et af de felter, hvor udviklingen på LGBT-området går langsommest.

Pan Idræt er en dansk idrætsforening, der blev grundlagt i 1984 for at skabe et frirum for homoseksuelle, hvor de kunne dyrke idræt. I dag har foreningen over 800 medlemmer.

DBU gør en del for at åbne op og gøre en masse for inklusion, men specifikt målrettet homoseksuelle og transpersoner, der tror jeg ikke, man kan sige, at de gør specielt meget. Det kan man vist ikke rigtig påstå.
Christian Bigom, formand for Pan Idræt.

Læs også: Ekspert om homoseksuelle fodboldspillere: Branchen er bagud

Kig mod Norge, DBU

I Norge er diskriminationen mod homoseksuelle blevet en integreret del af arbejdet i fodboldklubberne. Fodboldforbundet har en ordning, hvor klubberne kan få et stempel som ‘kvalitetsklub’, og her er fokus på diskrimination mod homoseksuelle en vigtig del. Det fortæller norske Håvard B. Øvregård, der var leder af projektet ‘Med idrætten mod homohetz’ fra 2007-2010 og nu arbejder med værdiarbejde i det norske idrætsforbund.

– En del af det her ‘kvalitetsklub-projekt’ er, at hvis klubberne vil have stemplet ‘kvalitetsklub’, er de nødt til at have værdimøder hvert år. Og et af de temaer, der skal tages op på disse værdimøder, er racistiske og homofobiske kommentarer, siger han.

Håvard B. Øvregård fortæller videre, at efter projektet mod homohetz blev afsluttet, har det været et vigtigt princip, at arbejdet på området fortsatte. Det skal blandt andet være en del af trænerarbejdet, så det fortsatte arbejde mod diskriminationen fortsætter.

Vi har en række regler, der er formuleret for at undgå diskrimination – og det er alle former for diskrimination. Det kan både være seksualitet, hudfarve, religiøs overbevisning, køn og så videre.
Jakob Høyer, kommunikationschef for DBU.

Formanden for Pan Idræt, Christian Bigom, savner lignende tiltag som ‘kvalitetklubsstemplet’ i Danmark.

– Det er lige præcis sådan nogle tiltag, der ville være fantastiske. Der er ingen tvivl om, at tiltag som værdimøder vil være med til at sætte fokus på sagen.

– Norge er et lysende eksempel på, hvad man kan gøre. Der er mange kampagner rundt om i Europa, men særligt Norge gør rigtig meget, siger Christian Bigom.

DBU: Vi har regler

DBU har en række fair play-kampagner, der blandt andet skal minde folk om at opføre sig ordentligt – både fysisk og verbalt. De har ikke en kampagne direkte målrettet diskrimination af homoseksuelle, som Christian Bigom efterspørger, men der er til gengæld regler, der skal sikre mod diskrimination generelt.

– Vi har en række regler, der er formuleret for at undgå diskrimination – og det er alle former for diskrimination. Det kan både være seksualitet, hudfarve, religiøs overbevisning, køn og så videre, siger kommunikationschef for DBU, Jakob Høyer.

DBU’s arbejde er dog stadig ikke nok til at tilfredsstille formanden for Pan Idræt, Christian Bigom.

– DBU gør en del for at åbne op og gøre en masse for inklusion, men specifikt målrettet homoseksuelle og transpersoner der tror jeg ikke, man kan sige, at de gør specielt meget. Det kan man vist ikke rigtig påstå, siger han.

Pan Idræt er i fællesskab med Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger i Storkøbenhavn ved at søge penge til en større kampagne, der netop er målrettet inklusion af homoseksuelle og transpersoner i idrætten.

Leave a Reply

Your email address will not be published.