Rekordmange brevstemmer i Greve: Trafikalt kaos på parkeringsplads kan være synderen

Parkeringspladsen foran Greves Idræts- og fritidscenter skabte til kommunal- og regionsrådsvalget trafikkaos. Foto: Anne Emilie Hansen

Af Mathias Abildskov, Anne Emilie Hansen og Sofie Spengler Carlsen

Klokken lidt i 8 er der tåge ved Greve Fritids- og Idrætscenter, men hjemmeværnets neongule jakker lyser op på parkeringspladsen. Efter et kaotisk kommunal- og regionsrådsvalg har politiet besluttet, at der til folketingsvalget i år var brug for forstærkninger for at holde styr på de trafikale forhold.

– Til kommunalvalget sidst var problemer, man måtte have politiet herud, og nogen blev uvenner med hinanden, fortæller Per Bach Lauritsen til Navisen.dk.

Derfor er de blevet sat ind på parkeringspladsen i dag for at holde styr på den trafikale situation.


Knud Feld og Per Bach Lauritsen bruger halvdelen af valgdagen på at dirigere bilister sikkert ind på parkeringspladsen ved Greve Fritids- og Idrætscenter. Foto: Anne Emilie Hansen.

Knud Feld og Per Bach Lauritsen er begge frivillige i hjemmeværnet, og deres valgdag skal bruges på at sikre sig, at borgerne trygt kan stemme ved Greve Fritids- og Idrætscenter i god ro og orden.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at der sidste år var problemer ved et lyskryds, der skulle guide folk ind og ud af parkeringspladsen og derfor skabte trafikalt kaos. Derfor har Midt- og Vestsjællands Politi i år valgt at indsætte hjemmeværnet.

Der var simpelthen krig på parkeringspladsen
Rigge Nørmark, Valgstyrerformanden

– Det er politiet, der grundet sidste års erfaring har tilkaldt hjemmeværnet og bedt dem kigge på forholdene allerede fra morgenstunden af, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Krig på parkeringspladsen til kommunal- og regionsrådsvalget

Rigge Nørmark, valgstyrerformanden på valgstedet i Greve Fritids- og Idrætscenter, oplevede også, hvordan kommunalvalget sidste år endte i ‘lynchstemning’ og uddyber:

– Der var simpelthen krig på parkeringspladsen. Der var lynchstemning. Folk var ved at slå hinanden ihjel. De kørte ud over rabatterne, beskriver hun.

Rigge Nørmark, valgstyrerformanden på valgstedet i Greve Fritids- og Idrætscenter, ringer her valget i gang klokken 8:00. Foto: Anne Emilie Hansen.

Valgstedet i Greve Fritids- og Idrætscenter har oplevet en markant stigning i antallet af brevstemmer med hele 14,8 procent af de stemmeberettigede, der har valgt at sætte et tidligt kryds og blive hjemme på dagen. Det er en stigning på 38 procent i forhold til, hvor mange der brevstemte ved kommunalvalget 2021, oplyser Greve Kommune til NetAvisen.

Læs også: Konservative fører valgkamp til sidste minut på Frederiksberg, men troen på Pape svinder ind

Rigge Nørmark har en mulig forklaring på det høje antal brevstemmer til folketingsvalget i år:

– Jeg tror, at det (det høje antal brevstemmer, red.) skyldes et kæmpe kaos her ved valgstedet, siger hun.

Kommunens ansatte uenige om der virkelig var trafikale problemer

Tina Malling Kiær, centerchef for Politik, Organisation og Borgerbetjening i Greve Kommune, mener dog ikke, at man kan konkludere, at det høje antal brevstemmer er på grund af de scener, der sidste år udspillede sig på parkeringspladsen. Derudover mener hun ikke, at der var tale om direkte trafikale problemer sidste år.

– Jeg ville ikke kalde det trafikale problemer. På GIC (Greve Fritids- og Idrætscenter, red.) er der en svingbane, og nogle havde ikke tid til at vente og kørte derfor over barrieren. Men i min optik er der ikke trafikale problemer, siger Tina Malling Kiær.

Læs også: Vestegnen mangler hænder til at passe valgurnerne, men i Høje-Taastrup står de frivillige i kø

Tina Malling Kiær udtaler også, at antallet af brevstemmer er steget over hele kommunen og på trods af, at Greve Fritids- og Idrætscenter har modtaget 37 procent flere brevstemmer end kommunens gennemsnit, mener centerchefen ikke, at dette er en markant afvigelse.

Rikke Hvelplund, chef for Center for Teknik & Miljø i Greve Kommune, anerkender dog, at sidste års kommunalvalg resulterede i store trafikale problemer.

– Vi så jo ved sidste kommunalvalg, at der var ret store problemer, og vi var nødt til at få nogle ud og få dirigeret trafikken. Så det har vi arbejdet meget intenst med, siger hun.

Læs også: Tvivl i Tårnby: »Jeg har faktisk skiftet blok« 

Rikke Hvelplund fortæller, at udfordringer ved sidste kommunal- og regionsrådsvalg har givet kommunen et ekstra skub til at få installeret et nyt lyskryds, som burde være i stand til at håndtere trafikken ved valg og andre større begivenheder ved centeret.

– På GIC (Greve Fritids- og Idrætscenter, red.) har de en del store arrangementer, der gør, at vi igennem en tid har arbejdet på at sikre en bedre afvikling af trafikken. Så det er ikke kun på grund af valget, men det er klart, at valget satte et ekstra stort fokus på, at det var vigtigt at vi fik styr på det.