Foto: pxhere.com
Det er ikke nemt at være veganer i en verden, hvor det langt fra er normen at fravælge animalske produkter, og hvor de fleste ikke bekymrer sig om, at milliarder af dyr hvert år må lade livet for at blive omdannet til læderstøvler og McDonald’s-burgere.
Faktisk kan det være så svært, at der er behov for en diagnose til at beskrive, hvad det er, veganere – og til dels også vegetarer – gennemgår. Det mener den australske psykolog Clare Mann, der i den forbindelse har opstillet diagnosen ’vystopia’.
En vegansk dystopi
Symptomer på vystopia
Vrede
Intens sorg over udnyttelsen af dyr
Frustration over ikke at kunne overbevise andre om at leve vegansk
Fremmedgørelse over for ikke-veganere
At man føler sig ensom i grupper, man tidligere følte sig som en del af
Håbløshed
Magtesløshed i forhold til at skabe globale forandringer
Kilde: veganpsychologist.com
Navnet ’vystopia’ er en sammentrækning af de engelske ord ’vegan’ og ’dystopia’. Dystopier optræder ofte på film og i bøger som en form for worst-case-scenario – ofte i form af dystre højteknologiske fremtidssamfund, hvor nogle af nutidens problematikker har vokset sig helt ud af proportioner.
Men veganere behøver ifølge Clare Mann – der selv er veganer – ikke rejse langt ud i fremtiden for at opleve deres version af dystopia. Verden, som den er i dag, er nemlig allerede et vegansk mareridtsscenarie.
Læs også: Sociolog: Veganere udelukker sig selv fra fællesskaber
Det kan resultere i, at man som veganer oplever en form for eksistentiel angst. Symptomerne er blandt andet, at man som veganer i udpræget grad føler sig fremmedgjort fra ikke-veganere, magtesløs og frustreret over ikke at kunne overbevise andre om rigtigheden i at leve vegansk, samt at man føler intens sorg over udnyttelsen af dyr.
»Man får et andet perspektiv på verden«
Thomas Erex, der er næstformand i den veganske forening Mad med Medfølelse, kan godt genkende nogle af de følelser, som Clare Mann beskriver. Særligt at man som veganer kan få et mere dystert syn på verdens tilstand:
– Man får et andet perspektiv på verden. Man kan nemt blive trist over at se, at verden er noget andet end man havde forestillet sig, og man ser ondskab, hvor man måske ikke plejede at se det, forklarer han.
Men at det ligefrem skal gøres til en diagnose, er han ikke helt enig i.
– Jeg tænker, at man ikke skal gøre det til mere, end det er. Det er jo bare at sætte ord på, hvordan veganere kan føle. Hvis man kalder det en diagnose, lyder det jo som om, man er syg.
En diagnose kræver behandling
At der overhovedet er tale om en valid diagnose, sætter psykolog og seniorforsker ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital, Loa Clausen, spørgsmålstegn ved.
– For at noget kan defineres som en psykiatrisk diagnose, skal symptomerne være til stede i en grad, så det forstyrrer ens funktionsniveau. Der skal være en betydelig negativ påvirkning af følelser, adfærd, tanker eller social funktion, siger hun og påpeger, at der ikke er grund til at sygeliggøre noget, der ikke er alvorligt nok til at kræve behandling.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra en kronik i Politiken, hvor den nye diagnose for veganere bliver nævnt. Beskrivelserne af diagnosen er hentet fra Clare Manns hjemmeside. De to kilder er kontaktet via telefon.