På halvt budget

7.054 kroner om måneden. Sådan ser lønsedlen ud for Dorrit Lindstrøm fra 1. november, efter Fredensborg Kommune har besluttet at halvere den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hun i 12 år har modtaget for at passe sin handicappede datter.

– Det er jo hele vores grundlag, der bliver halveret. Vi har Laura og tre andre børn, og fra november går vi lige akkurat i nul efter de faste udgifter. Der bliver ikke noget til overs, fortæller Dorrit Lindstrøm.

Siden datteren Laura blev født med vand i hovedet, har familiens liv i høj grad kredset om hende. Men nu har kommunen besluttet, at Laura skal i skole 20 timer om ugen, selvom hun mentalt er på niveau med en 3-årig. Og når datteren skal i skole, kan 37-årige Dorrit Lindstrøm ikke længere få penge for at passe hende hjemme på fuld tid. Derfor leder hun nu efter et arbejde, men de hænger ikke på træerne. Især ikke når man kun kan arbejde om formiddagen, har et barn med 20 procent sygefravær og et CV, der kun fylder et par linjer.

– Jeg render rundt med hatten i hånden. Det er sådan, du føler. Du har ikke styr på noget som helst, det er andre, der tager alle beslutningerne. Jeg vil jo så gerne arbejde, men jeg ved jo godt, hvor jeg står i køen med de vilkår, jeg nu engang har, siger Dorrit Lindstrøm.

Læs også: ‘Mangel på rød tråd i aktiveringsindsats af de svage’

Dorrit Lindstrøm er en af de mange forældre til handicappede børn, der gennem de seneste år har oplevet at blive skåret i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Alene sidste år mistede 2.202 forældre, der har passet deres børn i hjemmet, deres støtte.
For kommunerne skærer i udgifterne, og de skærer ind til benet. På landsplan er der siden 2010 sparet mere end 233 millioner kroner alene ved at skære i støtte til forældre, der passer deres handicappede børn i hjemmet.

»Vender hver en sten«

Det er et problem, hvis man spørger Dansk Handicap Forbund.

– Man går jo ikke hjemme for sjov. Man gør det, fordi man har et barn, der har et særligt behov for, at man er der. Det er et 24-syv job, siger Susanne Olsen, formand for Dansk Handicap Forbund.

Hun påpeger, at det kan have store konsekvenser for hele familiens livssituation, når kommunerne skærer i støtten.

– Det er hele deres grundindtægt, det påvirker, og det kan betyde, at man må sætte nogle andre foranstaltninger i gang, der ikke altid er hensigtsmæssige for barnet. Og i sidste ende kan det også ende med at blive dyrere for kommunen, siger Susanne Olsen og henviser til, at det er langt billigere for kommunerne at betale forældrene for at passe handicappede børn i hjemmet end at have børnene på en døgninstitution.

Man går jo ikke hjemme for sjov. Man gør det, fordi man har et barn, der har et særligt behov for, at man er der.
Susanne Olsen, Dansk Handicap Forbund

Det kan Sytter Kristensen, formand i LEV, landsforeningen for udviklingshæmmede, nikke genkendende til. Hun mener, kommunernes sparekniv skærer for dybt.

– Kommunerne er inde og spare på alt. Man er inde og sætte nogle besparelsesmål på handicapområdet og hele socialområdet, der er voldsomt store. Man vender hver en sten for at se, om der er penge under den, siger Sytter Kristensen, LEV.

Strammet op på socialområdet

Besparelserne på udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste er sket i takt med, at politikerne har strammet på hele socialområdet.

I KL ser man besparelserne som et udtryk for, at kriterierne for at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste tidligere har været håndteret for løst.

– Kommunerne har haft øget fokus på socialområdet, efter man i en årrække har haft stærkt stigende udgifter. Der har derfor været behov for at kigge på omkostningsniveauet, siger Rigmor Lond, konsulent i KL’s afdeling for Social og Sundhed.

– Det vil naturligvis gå ud over nogen, på den måde at der måske er nogen, der har fået tilskuddet førhen, som ikke længere er i målgruppen, siger Rigmor Lond, KL.

Hos LEV mener Sytter Kristensen, besparelserne er udtryk for en bredere tendens i samfundet.

– Der er en trend, der siger, at vi skal tage ansvar. At man skal kunne klare sig selv. Men det bygger på en løgn, det er jo ikke alle, der kan det. Og kan man ikke det, skal man have støtte og hjælp, siger Sytter Kristensen fra LEV.

Ingen guldgrube

Hjemme i det lille rækkehus i Nivå ville Dorrit Lindstrøm hellere end gerne klare sig selv.

– Jeg ville ønske, vi bare kunne sige ‘ellers tak! Det behøver vi ikke.’ Klare det hele selv. Men vi har bare ikke nogen fed opsparing, jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, da jeg gik fra, og jeg har ikke nogen uddanelse. Min mand er social- og sundhedshjælper. Det er jo ikke nogen guldgrube, siger Dorrit Lindstrøm.

Selvom hun har gået hjemme snart 13 år, ved hun godt, hvordan jobmarkedet ser ud. Det tegner ikke lyst, når man skal finde et arbejde, der ikke fyrer en efter 14 dage, fordi man kun er mødt op to gange. Og det er ifølge Dorrit Lindstrøm vilkårene, når man har et handicappet barn.

Læs også: ‘Al dokumentation er en pligt’

Hun har spurgt kommunen om hjælp til at få lagt en plan for, hvordan hun kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Hun venter stadig på svar, og november nærmer sig med hastige skridt.

– Jeg tænker nogle gange, at så er der kun Lotto tilbage, siger hun med et skævt smil.

Dorrit Lindstrøm og hendes familie har med hjælp fra en privat socialrådgiver valgt at anke Fredensborg Kommunes beslutning.

  arbejdsmarked, børn, handicap, kommuner, økonomi