Der findes superligaen, hvor danske fodboldspillere mødes en gang om ugen på grønsværen rundt om i landet. Og nu findes der også E-superligaen. De samme klubber rejser stadig landet tyndt for at konkurrere. Nu er det bare ikke i fodbold, men i konsolspillet FIFA, der dystes i.
E-superligaen er et nyt koncept, hvor Danmarks bedste FIFA-spillere møder hinanden på kryds og tværs og kæmper om titlen som Danmarks bedste FIFA-hold. Det nye koncept skal være med til at brande klubber og spillere og tiltrække nye sponsorater.
Claes Hansen er en af de FIFA-spillere, der deltager i den nye e-sportsturnering. Han glæder sig over, at spillet nu får ekstraordinær eksponering og større konkurrence.
– Det har vi spillere ventet på i et stykke tid, og det er spændende, at der er en tv-platform, der vil vise sporten, siger Claes Hansen, der stiller op i turneringen for OB’s FIFA-hold.
Andre e-sportsgrene som CS:GO og League of Legends har længe været store og er også blevet vist på tv. Nu glæder Claes Hansen sig over fremtidsudsigterne for den lidt mindre e-sportsgren FIFA.
– Det kommer helt sikkert til at give os spillere nogle nye muligheder, når det kommer til branding og det at få vist os frem til flere mennesker. Forhåbentlig vil langt flere danskere få øjnene op for FIFA og os spillere. At det bliver vist på tv er kæmpe stort, siger Claes Hansen.
Den nye E-superliga
- E-superligaen starter d. 5 november og bliver afholdt over 7 uger.
- Tv-kanalen Canal 9 og streamingtjenesten Dplay viser kampene.
- De 14 superligaklubber, med undtagelse af FC Nordsjælland, er alle med i E-superligaen.
- Derudover er FC Helsingør, Lyngby FC og Silkeborg IF også med.
- Turneringen har en samlet præmiesum på 365.000 kr.
- Turneringen bliver en del af EA Global Series, og alle holdene skal bestå af to til fem spillere.
- Der skal bruges to spillere fra hvert hold til hver runde.
Læs også: 50.000 dollars i præmie: E-sport er ny levevej for unge
Vil tiltrække sponsorer
Jens Martinus Pedersen, direktør hos Odense E-sport, ser ligeledes frem til turneringen og håber, ligesom Claes Hansen, at både spillere og klubber vil kunne drage nytte af opmærksomheden, der følger med.
– Tv er en kæmpe platform, der giver langt større muligheder for at nå ud til fans og FIFA-interesserede, siger Jens Martinus Pedersen
Et vigtigt aspekt er muligheden for at tiltrække nye sponsorer og fans. Det er helt afgørende for klubberne, men også for de enkelte spillere.
– FIFA-produktet er godt, og det favner bredt. Måske endnu bredere end andre e-sportsgrene, og derfor er det også interessant for sponsorerne. Der er en naturlig synergi mellem FIFA-klubberne, spillerne og så sponsorerne. Jeg tror det kan blive rigtigt spændende på mange parametre, siger Jens Martinus Pedersen.
Læs også: E-sport på skoleskemaet: Unge skal kende til risiciene for ludomani
Claes Hansen, der tidligere har været i top-8 i Danmark i FIFA, tror på at spillet er kommet på tv for at blive.
– Der er så mange fodboldinteresserede i Danmark, der også kommer til at synes, at FIFA bliver fedt at se på. Jeg er sikker på, at det bliver en succes.
Til at starte med vil de store kampe blive vist på Canal 9, mens resten bliver vist på streamingtjenesten Dplay.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod af interesseren for at høre en af FIFA-spillernes tanker om E-superliga-konceptet. Spiller-vinklen på nyheden om den nye turnering var interessant, og derfor kontaktede vi en af de spillere, der deltager. I researchfasen har vi snakket med flere FIFA-spillere og trænere. Interviews er lavet via telefon.