Digitalisering gør det sværere for voldsofre at gemme sig

Voldsudøvere har for vane at forfølge kvinder, der er flygtet fra et voldeligt forhold eller miljø.

Og GPS-trackere, mobiltelefoner og sociale medier har  ikke ligefrem gjort livet nemmere kvinderne.

Det fortæller Lisbeth Jessen, der er direktør for krisecenter Dannerhuset i København

– De nye digitale muligheder gør det vanskeligt for offeret at slippe væk, da vi mennesker jo mange gange hver dag sætter elektroniske spor, som sladrer om, hvor vi er.

Derfor, forklarer hun, er Dannerhuset nødt til at tage ekstra sikkerhedsforanstaltninger i brug, når de skal passe på de kvinder, som søger tilflugt hos dem.

– Vi gør det, vi skal. Vi er et krisecenter, og vi sørger for at give kvinderne beskyttelse. Så politiet laver en sikkerhedsvurdering og en trusselsvurdering af kvinden, hvor man kigger på, hvad det er, hun har brug for, og hvad det er for en trussel, der retter sig mod hende, siger Lisbeth Jessen.

Trusselsvurderingen kan for eksempel indebære, at politiet undersøger, om kvindens mobil eller computer kan bruges til at overvåge hende. For krisecentrene og politiet er konstant nødt til at være på forkant, hvis de skal beskytte kvinderne. En opgave, der kan være noget af en udfordring, forklarer hun.

De oplever det som ekstremt grænseoverskridende, at de aldrig rigtig kan være i fred. De går og kigger sig over skulderen, også når der ikke er nogen efter dem.
Lisbeth Jessen, direktør for kvinde- og krisecenter Dannerhuset.

– Ingen kender morgendagens elektroniske muligheder, og det gør det vanskeligt at rådgive kvinderne rigtigt, siger hun og understreger, hvor store konsekvenser overvågningen har.

– Kvinderne oplever det som ekstremt grænseoverskridende, at de aldrig rigtig kan være i fred. De går og kigger sig over skulderen, også når der ikke er nogen efter dem, fortæller Lisbeth Jessen.

»Overvågningen kan slet ikke sammenlignes«
Else Christensen er en af de kvinder, der for godt 40 år siden var med til at stifte krisecenteret Dannerhuset med det formål at hjælpe kvinder, der blev udsat for vold og voldtægt.

Hun arbejdede i krisecenterafdelingen i de første to år, efter krisecenteret åbnede officielt i august 1981.

Læs også: Da det private blev politisk: 300 kvinder besatte Dannerhuset med soveposer og sang

Og selvom forfølgelse og overvågning også var et problem dengang, bekræfter hun, at overvågningen i dag er blevet langt mere omfattende end for 40 år siden, fordi den digitale udvikling har gjort det langt sværere at beskytte kvinder mod overvågning.

– Overvågningen i dag kan slet ikke sammenlignes (med overvågningen i firserne, red.), siger hun.

Politikere: Handler overvågning om etnicititet?

Men hvad er egentlig årsagen til den voldsomme grad af overvågning, som de voldsramte kvinder bliver udsat for.

Spørger man Socialdemokratiet, er etnicitet en vigtig del af forklaringen på, hvorfor mange kvinder oplever digital kontrol og stalking.

– Omkring halvdelen af kvinderne på disse centre har rødder i Stormellemøsten, og desværre er der jo mange mænd, som abonnerer på nogle vanvittige værdier om, at kvinder er underordnet mænd.

Det skriver Rasmus Stoklund (S), udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet i en mail.

Disse minoritetsmiljøer kan være svære at trænge ind i, og derfor er det også svært at finde en måde at stoppe stalkingen på, fordi der er tale et lukket os-og-dem-samfund, der udøver intern social kontrol, mener Kathrine Olldag (B), Radikal Venstres menneskerettighedsordfører.

– Der er nogle lukkede samfund, som det er ekstremt svært at få en kile ind i, fordi der er nogle patriarkalske strukturer og en konservativ kultur, som ikke regner mennesker for lige, siger hun.

Også Halime Oguz, der er udlændingeordfører for SF, understreger, at problemet handler om negativ social kontrol. Hun fortæller, at man allerede godt kender til problemet fra politisk hold.

– Det er ret velkendt, at man har den her meget uformelle koordinering i forhold til at finde frem til de her kvinder igen, siger hun og henviser til problemet med at forskellige miljøer har et stort socialt netværk, hvor der for eksempel sendes hjælpere ud, der forsøger at finde de kvinder, der er flygtet.

Dannerhuset: Alle kvinder kan blive overvåget

Spørger man Direktøren for Dannerhuset, bør politikerne ikke lægge så stor vægt på etniske minoriteter.

– Det er helt almindeligt for voldsramte kvinder, uanset etnicitet, at man bliver overvåget, når man forlader den voldelige udøver og tager på krisecenter. Det er også en social kontrol, der fortsætter, når man har forladt krisecenteret igen, siger Lisbeth Jessen.

Også under coronakrisen, hvor endnu flere kvinder end normalt søgte hjælp i Dannerhuset, oplevede hun, at de voldelige mænd forfulgte kvinderne.

Læs også: Sådan vil politikerne stoppe voldelige stalkere

Selvom der er en lille overvægt af kvinder på krisecentrene, der ikke er etnisk danske, så bemærker direktøren, at der også er etnisk danske kvinder, der bliver udsat for forfølgelse.

– Der er flere nuancer i det her. Der er også mange familier i minoritetsmiljøer, der er meget mere moderne. Men der er nogle af de kvinder, der havner her hos os, hvor vold er noget normalt for dem. I disse tilfælde holder familien øje med hende, så hun er nervøs for at færdes ude, fortæller Lisbeth Jessen.

Sådan gjorde vi: Journalisten stødte på en artikel i Berlingske Tidende d. 2. november 2020, der handlede om kvinder, der blev forfulgt og overvåget på krisecentre. Journalisten valgte at skrive nogle opfølgende artikler om, hvordan Dannerhuset i København har oplevet det her problem, og jeg kontaktede en række politikere, for at få deres kommentarer. Interviewet med Rasmus Stoklund (S) er foretaget over mail. Resten af kilderne blev interviewet over telefonen.

  Dannerhuset.dk, kontrol, krisecenter, stalking