Babytegn hitter på biblioteker

Babytegn er simple tegn med hænderne, som bruges sammen med tale. 
Foto: Marylin C. Cole, Flickr

Igennem det seneste årti er babytegn blevet stadigt mere populært i Danmark. Men det er først i de seneste par år, at det har bidt sig fast hos de danske forældre, der nu troligt tager på biblioteket for at lære mere om tegnene.

Fysioterapeut Marianne Mogensen og tegnsprogsunderviser Jane Brøndum er to af de foredragsholdere på bibliotekerne, der mærker den stigende interesse for babytegn. De underviser forældre med almindeligt hørende børn i babytegn.

– Der plejer at være udsolgt hver gang – og det var der også året før, så der er helt sikkert en stor interesse for babytegn, siger Marianne Mogensen.

Marianne Mogensen startede med workshops og foredrag om babytegn på Biblioteket Rentemestervej i København for fem år siden. På grund af den voksende interesse har det igennem de seneste par år udviklet sig til, at hun i dag også samarbejder med bibliotekerne i Køge, Herfølge og på Jagtvej i København.

– Det er helt klart en tendens, da jeg bliver booket mere og mere på bibliotekerne. Så uanset det præcise deltagertal på hvert bibliotek, så viser det i hvert fald, at interessen spreder sig, da flere biblioteker har været interesseret i et samarbejde med mig, fortæller hun.

For cirka fem år siden begyndte der at udkomme flere bøger om babytegn, og Facebook-sider og senere apps kom også på banen. Men det er først i de seneste par år, at interessen for alvor er blevet udbredt. Facebook og apps er med til, at folk falder over det.
Marianne Mogensen, fysioterapeut og foredragsholder i babytegn

Læs også: Bliv bedre til dansk: Vuggestuebørn skal tale om sol og vind 

Det er også en tendens, som Jane Brøndum kan nikke genkendende til.

– I de sidste fire år har der været en stor interesse, og specielt her i de første tre måneder af det nye år har der været mange bestillinger. I næste uge skal jeg både undervise på Solvang Bibliotek og på biblioteket i Glostrup, og for tre uger siden var jeg på Christianshavns Bibliotek, siger hun.

Marianne Mogensen peger på, at de sociale medier og apps har haft en stor betydning for, at babytegn er blevet så populært de seneste par år.

– For cirka fem år siden begyndte der at udkomme flere bøger om babytegn, og Facebook-sider og senere apps kom også på banen. Men det er først i de seneste par år, at interessen for alvor er blevet udbredt. Facebook og apps er med til, at folk falder over det. Men det er ikke altid, at folk forstår, hvad der bliver formidlet på de sider, og derfor kommer de til mig, fortæller hun.

Tegn og sprog skal følges ad
Babytegn er simple håndtegn, som bruges sammen med tale. På den måde lærer babyerne selv at lave tegnene, så forældre og babyer kan “snakke” sammen, inden babyerne har lært at tale.

– Forældrene vil gerne lære babytegn for at mindske frustrationer og for at få en bedre kommunikation med deres børn. De oplever, at frustrationerne faktisk forsvinder, når de bruger tegnene, forklarer Jane Brøndum, der ved siden af foredragene på bibliotekerne også underviser mødregrupper i babytegn.

Læs også: Palæo til babyer? Ny kogebog får massiv kritik

Dog påpeger Marianne Mogensen, at der også er faldgruber, når det kommer til anvendelsen af tegnene.

– En af faldgruberne ved babytegn er, hvis forældrene ikke understøtter tegnene med sproget, da det kan forsinke sprogudviklingen i stedet for at fremme det, fortæller Marianne Mogensen.

Ingen effekt på normale børn
Elisabeth Engberg-Pedersen er professor på Københavns Universitet og undrer sig over, hvilken sammenhæng der skulle være mellem babytegn og normalthørende børns sprogudvikling. Engelsk forskning viser nemlig, at babytegn ikke har nogen betydning for almindelige, hørende børns sprogudvikling.

– Der er ikke noget videnskabeligt belæg for, at babytegn fremmer sprogudviklingen for hørende, normaltudviklede børn. Men det kan stadig være en god måde at være sammen med sit barn på – og det skal man bestemt også huske at tillægge en værdi, siger hun.

Hun understreger dog, at børn, der er døve eller har autisme, kan have gavn af tegn til at fremme deres sprogudvikling, som blandt andet kommunikationsformen tegn-til-tale. Ifølge Elisabeth Engberg-Pedersen er der desuden ikke blevet lavet nogen videnskabelige undersøgelser om babytegn i Danmark.