Parkerede biler på fortovet.
Det er en af de udfordringer, der næsten dagligt møder 53-årige Michael Kristensen, når han går ad Jernbanegade i Fredensborg.
Michael Kristensen er blind, og er derfor afhængig af den stiplede, bronzefarvede ledelinje, der ligger mellem fortovsfliserne i den ene side af gågaden. Han oplever dog næsten hver gang, han færdes ad linjen, at den flere steder bliver blokeret af parkerede biler.
– Det er et stort problem. Jeg forstår ikke, hvorfor bilerne tror, de må parkere dér. Hvorfor tror de, der er båse i den anden side? siger Michael Kristensen.
Biler på ledelinjen besværliggør det for blinde at komme frem til de butikker og gøremål, de måtte have på Jernbanegade, der fungerer som hovedgade i Fredensborg.
– Ledelinjen, der går fra rundkørsel til apoteket, gør det muligt for blinde med blindestok at færdes ad gaden, og det giver en mulighed for at vide nogenlunde, hvor man er, fortæller han.
Giver større problemer for nogle blinde
Michael Kristensen arbejder på et blindecenter i byen, der fungerer som bolig og arbejdsted for beboerne. Flere af disse beboere bliver også påvirket af gentagende blokering af ledelinjen, fortæller han.
– Det eneste jeg fejler er, at jeg er blind. Nogle af de andre, der går deroppe, er både blinde og har psykiske forstyrrelser. Det er et helt andet issue, siger han.
Selv bliver Michael Kristensen bare irriteret af bilerne. Han kan godt komme udenom, men nogle af dem, han arbejder med, kan blive hyldet ud af den af forhindringer som den, da de har nogle bestemte rutiner og vaner.
– De går på en bestemt måde. De ved præcis hvornår de skal dreje, hvis de skal i den ene eller den anden butik, og så kan de blive forstyrret af en bil, der holder på ledelinjen.
Læs også: Blinde famler forgæves efter blå punkter til rejsekort på danske stationer
Handler om opmærksomhed
Jesper Holten, der er forretningsudvalgsmedlem med ansvar for tilgængelighed i Danske Blindesamfund, fortæller, at problemet med blokerede ledelinjer er noget, de ofte hører fra deres medlemmer.
– Det behøver ikke at være en parkering. Det kan være man har stillet sin cykel, eller bare står på ledelinjen, fordi man ikke er opmærksom på den, siger han.
Han mener, at der skal skabes mere opmærksomhed omkring ledelinjer og andre tiltag, der gør byrum og bygninger mere tilgængelige for blinde.
– Vi går ud fra, at folk ikke parkerer på ledelinjer, for at genere dem, der bruger dem. Det handler i høj grad om opmærksomhed, siger Jesper Holten.
Jesper Holten fortæller, at de i Dansk Blindesamfund gør deres bedste for at informere om tilgængelighed generelt. De har blandt andet lavet vejledningen, Tilgængelighed for blinde og svagsynede (TIBS), med retningslinjer for og forklaringer på hvordan man skaber tilgængeligehed.
Trafikteamet: Der er allerede skiltet
Teamleder i trafikteamet i Fredensborg Kommune, Jacob Wrisberg, mener ikke, at afmærkningen kan blive meget tydligere, da parkeringsreglerne skiltets ved samtlige indkørsler til gågaden. Han henviser til bekendtgørelsen om vejafmærkning, der siger at parkering i en gågade ikke må ske udenfor afmærkede pladser.
– Vi har lagt parkeringsbåsene i den modsatte side af ledelinjen. Hvis man parkerer på ledelinjen, parkerer man ulovligt. Vi kontakter af og til politiet, der, når de har ressourcerne, laver en indsats i gågaden, siger han.
Jacob Wrisberg fortæller, at man ikke bare kan sætte yderligere skilte op, da man ikke skilter for noget, der i forvejen er ulovligt. Han peger på, at det i sidste ende må være billisterne selv, der burde kende færdselsreglerne og derfor undlade at parkere ulovligt, da det går ud over de blinde og svagtseende.
– Vi kan godt lave parkeringsbåse, men hvis folk vælger at parkere uden for båsen, så er det lidt svært at bruge andet end bødeblokken, desværre, siger Jacob Wrisberg.
Tager sagen i egen hånd
Michael Kristensen fortæller, at han selv kan finde på at konfrontere ejerne af bilerne, hvis han ikke har travlt, men altid får at vide, at de ikke var opmærksomme på linjen.
– Ledelinjen ligger der af en bestemt grund. Man kan aldrig vide hvornår, der kommer en blind gående. Jeg tror ærlig talt ikke, at folk tænker over det, for de skal jo bare lige et eller andet, ikke?, siger Michael Kristensen.
Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod efter en samtale med Michael Kristensen på en af Jernbanegades beværtninger. Den er skrevet på baggrund af mundtlige interviews med kilderne.