Billetpris efter kropsvægt er lovligt i Danmark

I fremtiden vil der måske være en økonomisk gevinst ved at smide et par ekstra kilo inden ferien. Foto: morguefile.com
I fremtiden vil der måske være en økonomisk gevinst ved at smide et par ekstra kilo inden ferien. Foto: morguefile.com

Fremover kan der være endnu en grund til at gå på slankekur inden turen går syd på. Samoa Air har som det første flyselskab netop indført differentieret billetpris efter vægt. Det nye billetsystem betyder, at billetprisen fremover udregnes efter den enkelte passagers vægt, hvor man skal betale ca. 2, 5 dansk krone pr. kilo. Ifølge Forbrugerombudsmanden er der intet til hindring for, at vi i fremtiden vil se lignende billettyper i Danmark.

– Der er ikke nogle regler, der direkte forbyder, at man differentierer vægten og derved billetprisen, efter hvor meget folk vejer. Der er nogle fælles EU-regler, der siger, at man ikke må diskriminere på baggrund af eksempelvis folks bopæl og nationalitet, men ikke vægt, forklarer Andreas Weidemann, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

Hvis man spørger SAS, skal de danske passagerer dog ikke regne med at skulle træde op på kuffertvægten i lufthavnen i fremtiden.

– Det er ikke noget, vi har planer om, siger Anne Mette Philipsen, kommunikationskonsulent hos SAS.

Heller ikke Star Tours er lun på idéen.

– Vi har ikke tænkt os at veje folk, inden de skal ud at flyve, lyder det fra Stig Elling, salgsdirektør hos Star Tours.

Læs også: Dyrere olie presser flypriserne op

Praktiske problemer

Specialkonsulent Andreas Weidemann forklarer, at kontrollen af vægten vil kunne give nogle praktiske problemer, eksempelvis hvilken vægt man skal regne billetprisen ud efter. Er det vægten, når man bestiller sin flybillet, eller når man står i lufthavnen og er klar til at rejse? Han vurderer, at det i yderste konsekvens vil kunne ende med, at man først i lufthavnen får den endelige pris på sin flybillet.

– Der er nogle regler for, at den første pris, man bliver præsenteret for på en hjemmeside, skal være den samlede pris inkl. alle afgifter, tillæg osv. Her ville det give nogle problemer lovgivningsmæssigt, med mindre man direkte skilter med, at prisen pr. kilo er et eller andet.

Læs også: Flypriser på nettet bliver gennemskuelige

Et etisk spørgsmål

Ifølge Andreas Weidemann er det de etiske og moralske problemstillinger, der kan diskuteres i forbindelse med indførelse af forskellig billetpris alt efter vægt.

De moralske problemstillinger er også en forklaring på, hvorfor Star Tours ikke vil indføre billetpris efter vægt.

– Det ville være at diskriminere, og det vedkommer ikke os at vide, hvad kunderne vejer, siger Stig Elling.

Stig Elling forklarer, at der indimellem kan være nogle udfordringer med svært overvægtige, men at det ikke er noget, der er et stort problem for Star Tours. Han henviser til, at kunderne i stedet selv er klar over, hvordan de skal reagere, hvis de har et par kilo ekstra på sidebenene.

– De enkelte passagerer, der har problemer med at sidde i flysædet, er bekendt med problemet og prøver at gardere sig ved eventuelt at købe to flysæder.

Udregn selv prisen på din flybillet hos Samoa air her: So how does ‘Pay-by-weight’ work?