Børns Vilkår mener, at det er vigtigt, at man kan tale med børn om porno og sex, så de ikke er ladt alene, med tanker eller bekymringer der kan være svære.
I 2018 modtog Børnetelefonen 235 henvendelser fra børn, der drejede sig specifikt om porno.
Se også: TV: Børnetelefonen: »Vi har brug for langt flere frivillige«
– Det er vigtigt, at vi kan tale med børn om sex og sexualitet, herunder også porno. Porno er langt mere tilgængeligt for børn og unge idag, i takt med den teknologiske og digitale udvikling. Derfor er det vigtigt at tale om på en måde, så børnenes oplevelser af at have set porno er i centrum, siger Ida Hilario Jønsson, Børnefagligkonsulent i Børns Vilkår.
Der er endda nogle børn som frygter, at de kan komme i fængsel eller at deres forældre kan få en bøde
Ida Hilario Jønsson, Børnefagligkonsulent i Børns Vilkår
Samtidig understreger hun, at det er vigtigt, at de voksne kan være med til at guide børnene om porno.
– Det er ikke sådan, at voksne skal sidde og se porno med børn og fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, men det er vigtigt, at vi er tilgængelige og kan tale med dem om, hvad det gør ved dem og om de har nogle at tale om det med, forklarer Ida Hilario Jønsson.
Børn frygter at komme i fængsel efter at have set porno
Nogle børn henvender sig til Børnetelefonen fordi de skammer sig eller er bange, efter de har set porno.
– Vi bliver ringet op af børn og unge, der henvender sig fordi de skammer sig eller har dårlig samvittighed, når de har set porno. Der er endda nogle børn som frygter, at de kan komme i fængsel eller at deres forældre kan få en bøde, siger Ida Hilario Jønsson.
Men det er ikke kun helt unge børn, der lige har set deres første pornofilm, som ringer og frygter, at de nu er på vej i fængsel. Også de lidt ældre børn henvender sig til børnetelefonen for at snakke om porno.
– Særligt de større børns henvendelser handler lidt mere om, hvad porno betyder for dem og deres seksualitet. De kan eksempelvis frygte, at de er blevet afhængige af porno eller om det, at de har set en pornofilm med to kvinder eller to mænd, kan betyde, at de er homoseksuelle, siger Ida Hilario Jønsson.
Hør også: Radio: Danske unge vil have lov til at se porno
Derfor er det altså vigtigt at tale med børnene, så de får sat nogle ord på tanker om seksualitet og præferencer, der kan opstå, efter de har set porno, mener Børnefagligkonsulent, Ida Hilario Jønsson.
Ikke kun én type af seksualitet eller én måde at dyrke sex på
Dog kan der også være henvendelser vedrørende forvirring over, hvad man har oplevet i en pornofilm. Hertil mener Ida Hilario Jønsson, at det er særligt vigtigt, at voksne kan hjælpe børn med at skille virkelighed og porno ad.
– Der er jo også nogle som ringer ind for at høre om det er rigtigt, at piger kan lide at blive revet i håret. Her er det vigtigt, at voksne kan hjælpe med at nuancere deres opfattelser af det, som de har oplevet, så børnene forstår, at der ikke kun er én type af seksualitet eller én måde at dyrke sex på, siger Ida Hilario Jønsson.
Tal med dine børn om det
Det er ikke kun Børns Vilkår, der foreslår, at man taler med sine børn om sex og porno. Også sexologen Sara Skaarup understreger vigtigheden af at tale med sine børn om det.
– Det er rigtigt vigtigt, at man snakker med børn om porno, ellers kan det hurtigt blive en stor del af en uhensigtsmæssig seksualundervisning som børn får. Børn kan let komme til at tolke det, der foregår på skærmen som et billede af, hvordan samleje mellem folk, der elsker hinanden foregår, siger hun.
Læs også: »Jeg følte, jeg var forkert, fordi jeg ikke havde en lille fin porno-fisse som i filmene«
Samtidig anbefaler hun, at man foreslår sit barn at vente til en vis alder, hvis de gerne vil se porno. Ellers skal man i hvert fald sørge for at snakke om det, så der ikke er nogen skam forbundet med deres oplevelse.
– Det er også vigtigt, at man siger til barnet, at hovedpersonerne i pornofilm er skuespillere. Det har ikke noget at gøre med at blive forelsket eller have lyst til at have sex med en dreng eller en pige. De er bare skuespillere ligesom andre film og det er ikke en skildring af virkeligheden, siger Sara Skaarup.
Udover at tale med børn om porno, mener Sara Skaarup også, at det er vigtigt at man kan tale om porno generelt.
– Det er en god ting at snakke om selvom det får mange sind i kog. Især i parforhold, hvor man typisk vælger ikke at tale om det, fordi det er et sprængfarligt område, siger hun.
Det må bare ikke tage overhånd
Sara Skaarup bakkes op af sexologen Ida Katrine Hoffmeyer. Hun oplever ikke at folk skammer sig over at se porno i sit virke som sexolog, men mener, at det er vigtigt, at porno ikke tager overhånd.
– Folk er ikke så skamfulde over at se porno. Nogle er selvfølgelig, men det bliver betragtet som ret almindeligt. Især blandt mænd og i de fleste parforhold ved parterne nok også godt, at deres kærester nogle gange ser noget på nettet. Det må bare ikke tage overhånd, siger hun.
Sådan gjorde vi: Journalisten blev gjort bevidst om podcasten og tog derefter kontakt til Børns Vilkår. Dernæst foretog journalisten to telefoniske interviews.