Pædagog Erik Nielsen sidder i sofaen på sit kontor og forklarer, hvordan papirarbejde i hans institution medfører, at pædagogerne føler sig mistillidsgjort. Samtidig tager papirarbejdet tid fra selve kerneydelsen, forklarer Erik Nielsen.
– Vi synes, det er grænseløst irriterende at skulle udfylde skemaer og andet fra oven. Det er i stor grad meningsløst, og pædagogerne oplever en følelse af mistillid, forklarer Erik Nielsen.
Ved siden af ham ligger Buller på 3-4 år og sover. Erik Nielsen ryster ham blidt:
– Buller, skal du ikke snart vågne? Ellers kan du ikke sove i aften, forsøger han.
Buller er et af 30 børn, der dagligt bliver passet i ‘Hylet’, en børnehave i det indre København. Buller skulle have en børnemiljøplan, en rapport om barnets ve og vel, stående i reolen fyldt med ringbind på kontoret. Men det har han ikke. Selvom Erik Nielsen og hans kollegaer skal interviewe og skrive et par sider om hvert barn gør de det ikke, fordi det, ifølge Erik Nielsen, er spild af tid.
Tillid – eller hvad?
Erik Nielsen er langtfra den eneste offentligt ansatte, der dagligt dokumenterer og registrerer sit arbejde. I gennemsnit bruger offentligt ansatte 1 time om dagen på papirarbejde, viser en ny undersøgelse fra FTF, der organiserer 270.000 offentligt ansatte. Samtidig viser flere tidligere rapporter fra blandt andet Arbejdstilsynet, at dokumentationskrav og papirarbejde medfører en følelse af mistillid for offentligt ansatte.
Undersøgelsen fra FTF blev offentliggjort samme dag som regeringens Produktivitetskommission fremlagde dens visioner for produktiviteten i Danmark. Og offentligt ansatte skal have mulighed for at ‘udøve selvstændige faglige skøn inden for deres fagområder’, lød én af anbefalingerne. Tidligere undersøgelser har påpeget det samme. 70 procent svarer, at det ville gavne den offentlige sektor med færre regler og love, viser en analyse fra tænketanken Cevea.
FAKTABOKS, FTF’S UNDERSØGELSE
- Offentligt ansatte FTF’ere bruger i gennemsnit 1 time dagligt på registrering.
- Kun hver fjerde har været med til at vælge de former for registrering, som de skal udføre.
- Hvis en fjerdedel af dokumentationen blev fjernet ville der blive frigivet 15 mio. arbejdstimer til en værdi af 2.65 mia. kr.
Kilde: FTF
Men debatten om tillid i den offentlige sektor er langtfra et nyt fænomen. Den har kørt siden 80’erne, forklarer Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet. Men politikerne stritter imod:
– I praksis handler politikerne imod det, de siger, fordi de ønsker mere styring af den offentlige sektor. Hele beskæftigelsespolitikken går også i vid udstrækning ud på styring og bureaukratisering. Det vil de så lave om på nu, men jeg vil se det, før jeg tror det, siger han.
Det svarer til, at jeg siger til en overlæge ‘hold sådan her på kniven’, før han skærer. Det er sådan, vi gør mod socialrådgivere i dag. Derudover foregår der en medarbejder ‘bashing’ af os fra politisk hold
Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening
– Medarbejder ‘bashing’
At der er problemer med manglende tillid fremgår tydeligt fra de offentligt ansattes interesseorganisationer:
– Kæden hopper af, når dokumentationen bliver meningsløs. Som når vi død og pine skal indkalde en borger til en samtale, der er meningsløs, fordi personens sag først bevæger sig videre senere, forklarer Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening. Socialrådgiveres arbejde bliver styret for hårdt, mener hun:
– Det svarer til, at jeg siger til en overlæge ‘hold sådan her på kniven’, før han skærer. Derudover foregår der en medarbejder ‘bashing’ af os fra politisk hold. Det er et kæmpe tillidsproblem, for det er os, der har den faglige kompetence, men politikerne der bestemmer, hvordan vi skal arbejde, forklarer hun.
Der er ofte ret gode begrundelser for dokumentationskravene, men det betyder ikke, at vi ikke konstant skal gå reglerne igennem og spørge: Kan vi gøre det her mere enkelt og undgå noget af det her bureaukrati?
Bent Greve, professor ved RUC
Også hos pædagogerne opleves der problemer med tilliden:
– Mange pædagoger føler ikke, at der fra politisk hold er tillid til deres arbejde, og det er selvfølgelig et problem for pædagogernes arbejdsglæde, forklarer Henning Pedersen, formand for BUPL. Han bakkes op af Flemming Ibsen:
– Arbejdet bliver mindre spændende, det bliver mere rutinepræget og styret, og så får man mindre arbejdsglæde og bliver mindre produktiv, siger arbejdsmarkedsforskeren.
Medarbejdermotivation
De positive effekter ved at udvise mere tillid er ellers blevet dokumenteret, ikke mindst for arbejdsglæden:
– Hvis medarbejderne får råderum til at fortolke, hvad der er vigtigt, så prioriterer de også mellem de mange regler. Og så oplever de dem ikke i lige så høj grad som frustrerende, siger Ulf Hjelmar, specialist i evalueringsmetode og kommunalforsker ved KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
For borgerens skyld
Når det drejer sig om borgerens retssikkerhed giver dokumentation dog mening, siger både Majbrit Berlau og professor Bent Greve, Institut for Samfund og Globalisering på RUC:
– Vi har som borgere brug for at vide, at der er procedurer, der gør, at man kan forvente at få en ordentlig behandling, når man skal ind på hospitalet og så videre. Så der er ret gode begrundelser for dokumentationskravene, men det betyder ikke, at vi ikke konstant skal gå reglerne igennem og spørge: Kan vi gøre det her mere enkelt og simpelt og undgå noget af det her bureaukrati, vi har?, forklarer han.
Bent Greve konstaterer også, at der er fordele i mindre bureaukrati for borgere, der kommer i kontakt med det offentlige:
– Grundlæggende kan man sige, at produktiviteten hos den enkelte medarbejder vil stige, fordi der bliver frigjort tid, der ikke skal bruges på dokumentation, siger Bent Greve.
Tilbage i ‘Hylet’ er Erik Nielsen ikke i tvivl: Kravene fra oven nytter ikke, og institutionen har derfor valgt en anden vej, da de er selvejende og ikke bundne til reglerne som andre børnehaver. Derfor bliver der, istedet for de mange skrevne rapporter, afholdt møder mellem pædagoger og forældre hver 6. uge.
– Så får vi en åben dialog med forældrene om deres børn, og det fungerer langt bedre, end at vi kommunikerer med dem via papirarbejde, siger Erik Nielsen.