Selvom det er knapt fire år siden, at Club Danmark Hallen styrtede sammen, er der ingen i Københavns Kommune, der kan fortælle, præcis hvornår Valbys borgere og andre københavnere igen kan gøre brug af hallen.
Fra 1998 til 2010 husede hallen atletik, fodboldkampe og koncerter, men bygningen har altså nu stået i ruiner i knap fire år. I december 2010 styrtede hallen sammen, fordi snemasser på taget var for tungt for konstruktionen. Siden har vekslende udmeldinger fra Københavns Kommune gjort det svært at gennemskue, hvad planerne for hallen er.
I idrætsmiljøet omkring hallen mener man, at den burde være en vigtig del af idrætten i København.
– Club Danmark Hallen har potentiale til virkelig at styrke det lokale idrætsliv, men det er også et københavneranliggende. Hvis Valby Idrætspark (som Club Danmark Hallen er en del af, red.) skal blive et sted, hvor idrætten har gode forhold, og hvor idrætten samles, så er Club Danmark Hallen afgørende, siger Jan Barslev, tidligere forstander på den nærliggende Københavns Idrætsefterskole.
Han har været en del af den brugergruppe, som er blevet taget med på råd i sagen, og han kan godt forstå, hvis de er frustrerede.
– Det er skuffende for brugerne, når byggeriet bliver udskudt. Det betyder jo, at der går endnu længere, før vi kan tage hallen i brug igen, siger han.
NetAvisen har talt med Kultur- og fritidsforvaltningens kommunikationsafdeling, Københavns Ejendomme samt overborgmester Frank Jensens (S) kommunikationsafdeling, men ingen kan give et klart svar på, hvornår københavnerne igen kan tage hallen i brug.
Udsat gang på gang
Da den enorme hal styrter sammen i december 2010 forsøger de daværende ejere, Valby Multihal Fonden, at få erstatning fra entreprenøren eller de tilknyttede rådgivere. Men pga. en overskredet garantifrist, lykkedes det ikke. Det forårsagede, at Valby Multihal Fonden blev tvangsopløst pga. manglende driftsindtægter fra hallen samt altså den manglende erstatning.
I budgetaftalen for 2013 beslutter Københavns Kommune at købe Club Danmark Hallen, og der bliver afsat 75 millioner kroner til genopbygning af hallen. Et halvt år efter – i juni 2013 – foreligger der et skitseforslag fra bygherren. I denne sammenhæng sagde daværende kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) til Politiken:
– Jeg tror, borgerne i Valby vil blive meget glade for den nye hal, der kan bruges til mange forskellige former for idræt.
På dette tidspunkt forventede man, at hallen ville stå klar i sommeren 2015.
To måneder efter borgmesterens udmelding vurderer Kultur- og fritidsforvaltningen og Københavns Ejendomme, at skitseforslaget alligevel ikke lever op til forventningerne.
Projektleder hos Københavns Ejendomme, Allan Cordua Hansen, forklarer dette i en mail til NetAvisen:
– Dette begrundes med, at de skitserede løsninger ikke kan overholde den økonomiske ramme.
Dertil påpeger han, at ”skitseforslaget ikke formåede at udnytte de fysiske rammer til at skabe den efterlyste kvalitet”, fremgår det af mailsvaret. Han har ikke ønsket at stille op til yderligere interview.
Efter den oprindelige plan bliver skrottet, udskriver Københavns Ejendomme en ny arkitektkonkurrence, som finder dens vinder i december 2013. Det forventes nu, at hallen står klar i 2015. Men også denne gang viste forhåbningen om en snarlig færdiggørelse sig at være blot en forhåbning.
Genopbygningen af hallen bliver i juni 2014 forsinket endnu en gang – nu som følge af forsinkelse af lokalplanen.
Nu fortæller Københavns Ejendomme, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen færdiggørelsesdato for ombygningen af hallen. Det undrer mig i den grad.
Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester (DF), Københavns Kommune
I mødemateriale fra Borgerrepræsentationen fra september 2014 fremgår det, at planerne nu er, at den nye Club Danmark Hal vil stå færdig i marts 2016. Men ifølge Københavns Ejendomme er en ”ekstraordinær lang høringsproces” nu skyld i, at man må forvente yderligere forsinkelser. Altså ved ingen, præcis hvornår hallen står klar.
Regner med 2016
Efter gentagne henvendelser siger Københavns Ejendomme dog nu til NetAvisen, at man forventer en færdiggørelse inden udgangen af 2016 – dvs. seks år efter, at hallen styrtede sammen.
Kan du så love, at københavnerne har en ny hal til den tid?
– Nej, det kan jeg ikke. Men vi regner med, at Club Danmark Hallen står færdig i 2016, siger Rikke Sønderriis, sekretariatsleder hos Københavns Ejendomme.
Borgmester går ind i sagen
Under det årelange forløb har Københavns Kommune i flere omgang meddelt via diverse pressemeddelelser og interviews, at Club Danmark Hallen skulle stå færdig i 2015. Ved disse lejligheder talte også overborgmester Frank Jensen (S) i positive vendinger om den nye Club Danmark Hal og miljøet omkring den:
– Vi gennemtænker hele området 180 grader, hvor vi både har idræt, erhverv og bykultur med. Hvis man skal lave et egentligt løft af hele området, er det den eneste måde at lave det på, sagde Frank Jensen (S) i januar 2014 til Politiken.
Alligevel er projektet ikke sat i gang. Dermed står de 75 millioner kroner, som blev sat af til projektet i 2012, stadig og samler støv – præcis som hallen.
Nuværende kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), forklarer i en mail til NetAvisen om sit syn på processen:
– Den 18. september i år blev vi i Borgerrepræsentationen oplyst om, at ombygningen af Club Danmark Hallen står klar til brug i marts 2016. Nu fortæller Københavns Ejendomme, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen færdiggørelsesdato for ombygningen af hallen. Det undrer mig i den grad, og derfor har jeg bedt min forvaltning tage kontakt til Københavns Ejendomme, som overborgmester Frank Jensen har ansvaret for.
Frank Jensen (S) selv ønsker ikke at kommentere sagen, og hans pressechef Jakob Elkjær siger, at det er Kultur- og fritidsforvaltningen selv samt Københavns Ejendomme, der sidder med problemet.