Der var tale om mobning blandt de ansatte, da Arbejdstilsynet sidste år kom på besøg på Egedal Jobcenter, men jobcentret har igennem det sidste års tid arbejdet på den kritik, der dengang kom fra Arbejdstilsynet.
På Egedal Jobcenter har arbejdsmiljøet været et omdrejningspunkt det sidste års tid.
Tilbage i marts 2023 kom Arbejdstilsynet nemlig med et påbud til Egedal Jobcenter om at iværksætte yderligere tiltag mod den mobning, de kunne konstatere hersker blandt en række medarbejdere.
Det fortæller Martin Koch Pedersen, der både nu og dengang var centerchef i jobcentret.
Læs også: Bagerier bye-bye: Egedal Kommune mister to elskede bagerier på tre måneder
– Samarbejdskulturen har været dårlig. Jeg har ikke været bevidst om dybden af konflikten. Jeg var godt klar over, at det ikke var en dans på roser, men jeg var ikke bevidst om, hvor dybt det stak, lyder det fra centerchef Martin Koch Pedersen.
Der var ifølge centerchefen også konflikt omkring det faglige.
– Noget af det, der var konflikt omkring, var jo sådan set, hvordan vi arbejder med vores kerneopgaver, siger Martin Koch Pedersen.
Overtrædelse af lovgivningen
B.T. dokumenterede i marts sidste år via aktindsigt mobningen i en af afdelingerne i centret.
Klikedannelse, bagtaleri og nedladende bemærkninger var ifølge mediet nogle af de eksempler på den mobning og krænkende adfærd, der har floreret blandt medarbejderne på Egedal Jobcenter.
Over for NetAvisen har Arbejdstilsynet ikke ønsket at gå ind i den specifikke sag, men fortæller i et telefoninterview, hvad der skal til for at få et påbud, som Egedal Jobcenter fik sidste år.
Hvis der simpelt er en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, så får man et påbud.
– Når vi snakker om det psykiske arbejdsmiljø, får man et påbud, hvis det er sundhedsskadeligt for de ansatte at være i det her miljø, forklarer tilsynsførende Dorthe Engdal Nørgaard.
Læs også: Fiasko på åbningsdagen: Ingen deltagere til ny strikkeklub
I bekendtgørelsen over psykisk arbejdsmiljø kan en arbejdsplads få et påbud, hvis følgende gælder: ”En eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane eller anden nedværdigende adfærd i arbejdet”, lyder det fra tilsynsførende Dorthe Engdal Nørgaard.
Virksomheden har også altid mulighed for at modsige sig påbuddet og klage, hvis man er uenig i afgørelsen.
– Når vi giver et påbud i forhold til psykisk arbejdsmiljø, så sender vi det altid i skriftlig høring. Det vil sige, at virksomheden har tid til at komme med indvendinger til sagen, og på den baggrund kan man vælge at fastholde påbuddet eller trække det. Så der er en del muligheder for, at de kan få lov til at ytre, hvad de tænker, lyder det fra Arbejdstilsynet.
Ifølge centerchef Martin Koch Pedersen var der ikke tale om mobning og chikane, selvom Arbejdstilsynet, på baggrund af interview med daværende medarbejdere, vurderede, at det var mobning, der var tale om.
Fælles frokost og sociale tiltag
Martin Koch Pedersen holder fast i, at Egedal Jobcenter nu er “et andet sted”, end de var for et år siden.
– Der er kommet ny leder, og der er også kommet nye medarbejdere til, men ingen er blevet opsagt grundet påbuddet eller den proces, der har været. Men det er klart, at når der kommer en anden ledelse til og nye kollegaer til, så vil der ske en luftforandring, siger Martin Koch Pedersen.
Et af de forbyggende tiltag, som jobcentret i Egedal Kommune har taget til sig, handler om den måde, medarbejderne snakker og kommunikerer sammen.
– Vi har arbejdet videre med de anbefalinger og den proces, der blev igangsat i forhold til, hvordan vi agerer og opfører os på, måden vi taler på, og måden vi agerer på i et rum, så vi har en verbal kommunikation fremfor en nonverbal kommunikation, lyder det fra centerchef, Martin Koch Pedersen.
Læs også: Golfklub gentager succes: Der skal flere kvinder i klubben
Noget af det vigtigste, Martin Koch Pedersen har taget med sig fra denne proces, er, at han skal være mere interesseret og spørgende, når han kan se, at der er udfordringer blandt de ansatte, for på den måde at kunne igangsætte forebyggende initiativer, inden det eskalerer.
Fælles frokost og sociale arrangementer uden for arbejdstiden er også nogle af de ting, der er blevet implementeret for at ryste medarbejderne mere sammen.
Sådan gjorde vi: Journalisten tog udgangspunkt i en artikel på B.T. tilbage fra 01. marts 2023 omkring mobning på Egedal Jobcenter. Journalisten valgte at lave en opfølgning på sagen. Alle kilder er interviewet telefonisk.