Flyvende æg, religiøse mod-demonstrationer og hadefulde tilråb er almindeligheder, når homoer demonsterer for rettigheder i østeuropæiske lande. Men nu blæser vinden i en anden retning. I hvert fald i Estland, hvor parlamentet i går vedtog en lov, der tillader kønsneutralt samliv. Loven betyder, at alle familier får rettigheder og beskyttelse uanset køn og seksualitet. Dermed åbner man op for alternative familieformer.
-Nu bliver loven kønsneutral. Det betyder, at LGBT-personer kan adoptere, og det bliver muligt at sikre hinanden økonomisk, hvilket tidligere var forbeholdt heteropar, siger talspersonen Liis Siiroja fra den estiske LGBT-organisation, LGBT Ühing.
Konservative kæmper imod
Men ikke alle estere hilser den nye lov velkommen. Der findes stadig mange, der ikke bryder sig om regnbuefamiliernes lovlige beskyttelse, og det har skabt stor debat i befolkningen, og fået mange følelser frem:
-Mange konservative grupper har været på gaden for at demonstrere mod loven. De frygter, at de traditionelle familieværdier trues. Men vi har oplevet fantastisk opbakning. Særligt på de sociale medier, fortsætter Liis Siiroja.
Læs også: Retten til af fødes i armene på mor og mor
Selvom debatten har fået etserne på gaden, er det ikke noget der kan ændre grundlæggende ved det estiske samfund. Det mener den estiske ambassadør i Danmark Katrin Kivi:
-Loven er helt i tråd med den estiske forfatning, som siger, at alle er lige og skal behandles ens. Det er sådan set bare det, der nu bliver stadfæstet. Men debatten omkring den har fået følelserne til at gå højt, og de skal nu stabiliseres, så vi kan komme videre, siger Katrin Kivi.
Forgangsland for østblokken
Loven har været længe undervejs, og vedtagelsen skyldes i høj grad estiske LGBT-aktivister, der i årevis har kæmpet for rettigheder. Mange vesteuropæiske lande har indført love, der beskytter LGBT-personer, men Estland er det første tidligere USSR-land, der sikrer LGBT-rettigheder. Det glæder forpersonen for den europæiske LGBT-organisation ILGA, Gabi Calleja:
-Vi byder denne udvikling velkommen og lykønsker estiske LGBTI-aktivister og estiske politikere for at tage sådan et vigtigt skridt mod at gøre Estland til et land, hvor alle familier er respekterede og beskyttede, siger Gabi Calleja i en pressemeddelelse.
Læs også: AIDS-forebyggelse kan bane vejen for homo-rettigheder
Selvom man nu giver beskyttelse til regnbuefamilier, er der stadig et stykke vej før man opnår fuld ligestilling mellem hetero- og LGBT-par. Ægteskabet er nemlig stadig forbeholdt heteropar. Men man skal fejre alle skridt på vejen, lyder det fra LGBT Ühing i Estland:
”Lige nu er vi bare glade for den anerkendelse vi har fået. Så må vi se på ægteskabet senere”, siger Liis Siiroja.