Fotografier fra ‘Gamle København’ hitter

Siden november 2012 har en Facebookgruppe delt gamle fotos, postkort, anekdoter og minder fra København, som folk enten graver frem fra arkiver eller egne gemmer.

Gruppen har næsten 14.000 medlemmer, som i fællesskab hjælper hinanden med at præcisere, hvor et billede er taget. Ofte deler gruppens medlemmer også historier fra deres fortid i købstaden.

Indehaveren af gruppen Christian Shannon definerer selv ’Gamle København’, som begivenheder, billeder og anekdoter, der er minimum 30 år gamle. Han startede selv med at poste billeder på sin Facebook-profil, og mener, at gruppens succes er blevet så omfattende både på grund af Facebooks muligheder for at dele og mødes om en fælles interesse og på en generel interesse for fortiden, som han mener, er en del af tidsånden.

– Vi har alle sammen en relation til København. Vi kender byen, og mange steder rundt omkring er der en genkendelse af et gammelt København. Tag bare Vester Voldgade, der kan man stadig se levn fra gamle dage på facaderne, siger Christian Shannon.

 Foto: Udlånt af Peter Sørensen, fra 1909

Foto: Udlånt af Peter Sørensen, fra 1909

Byen er omdrejningspunktet

Netop genkendeligheden er til at se, når 14.000 mennesker, med byen som omdrejningspunkt, kan dele viden og hjælpe med at finde ud af, hvor et billede er taget.

– Jeg tror ikke, at vi en eneste gang, ikke har fundet ud af, hvor et billede er taget henne. 14.000 menneskers fælles viden er ret stor. Folk kan poste et billede og spørge til, hvor dette er taget, og så finder folk i fællesskab frem til, at det er jo på Vesterbro Torv, fortæller Christian Shannon.

Medlem af ’Gamle København’ og indehaver af billederne i artiklen, Peter Sørensen, har boet i København siden 1977 og er en ivrig bruger af gruppen.

– Jeg holder af det gamle København og at se, hvordan byen forandres. Gruppen er utroligt vidende, og datering og placering af steder på gamle fotos foregår som en leg med ping pong mellem medlemmerne, siger Peter Sørensen

 Foto: Udlånt af Peter Sørensen. Sdr. Boulevard 58 ved hjørnet af Dybbølsgade.

Foto: Udlånt af Peter Sørensen. Sdr. Boulevard 58 ved hjørnet af Dybbølsgade.

Interessen stiger gennem tilgængelighed

Hos Københavns Stadsarkiv har de for nyligt offentliggjort 5.000 fotografier fra København i perioden 1910-1997, særligt fra områder der har forandret sig meget gennem 1900-tallet. Stadsarkivar Kristian Bak oplever også en øget interesse for de historiske fotografier, dels gennem den større tilgængelighed af billeder, dels gennem de sociale medier. For som Kristian Bak siger om tilgængelighed, så »vokser appetitten mens man spiser.«