Grækenland har deporteret 13 flygtninge ved en fejl

Moria
Flygtninge i Moria-Lejren på Lesbos. Kilde: Youtube.com

I Grækenland står tilbagesendelsen af flygtningene i stampe. Efter myndighedsfejl og en langsommelig proces, hvor flere flygtninge nu søger asyl i Grækenland, er aftalen sat på standby.  

Aftalen mellem EU og Tyrkiet foreskriver, at “personer, der søger asyl i Grækenland, skal have deres ansøgninger behandlet ved en individuel sagsbehandling, der lever op til EU og international lovgivning, hvor der bliver foretaget interview af hver flygtning, og hvor der ikke foretages automatiske tilbagesendelser til Tyrkiet”.

Men nu er der noget, der tyder på, at retningslinjerne har lidt et knæk allerede på deportationsaftalens første dag.

Græsk politi har i mandags “glemt” at behandle 13 ud af 202 tilbagesendte flygtninges asylansøgninger. Det siger Vincent Cochetel, der er direktør i FN’s europæiske flygtningeagentur, til The Guardian.

Vincent Cochetel forklarer, at det græske politi fire dage efter d. 20. marts [hvor aftalen mellem EU og Tyrkiet formelt set trådte i kraft] ikke registrerede nogle flygtninge med intentioner om at søge asyl i Grækenland, og at det skyldtes, at flygtningene ikke var forberedte eller i stand til det. Det resulterede i, at myndighederne begyndte at give formularer til de flygtninge, der havde udtrykt et ønske om asyl i Grækenland.

– Politiet modtog derefter asyl-formularerne fra flygtningene, men glemte åbenbart nogle. Vi håber, at der er tale om en fejl – og ikke noget som helst andet, siger Vincent Cochetel til The Guardian.

EU’s talsmand for migration, Tove Ernst, og politiet på Chios afviser dog, at der skulle være hold i Cochetels kritik.

-Ud fra vores information har alle flygtninge været underrettet om deres rettigheder og muligheder for at søge om asyl, siger Tove Ernst til The Guardian.

Læs også: Øjenvidne: Flygtninge i Tyrkiet lever som gadehunde

En aftale der skaber bekymring

På baggrund af aftalens ‘juridiske udfordringer og forhastede gennemførsel’ udtrykte Dansk Flygtningehjælp i mandags sin bekymring. Organisationen stillede sig kritisk over for flere punkter. Herunder

  • Om processen overholder EU’s egne regler for, hvad der skal være på plads for at afvise folk fra at søge asyl – og om det lever op til UNHCR’s standarder?
  • Om procedurerne for at søge asyl i Grækenland er på plads – herunder om sårbare mennesker har mulighed for at træffe beslutninger på et informeret grundlag?
  • Om folk nægtes mulighed for at få deres asylansøgninger behandlet og om mennesker bliver afvist udelukkende baseret på deres nationalitet snarere end beskyttelsesbehov?

Du kan læse mere om Dansk Flygtningehjælps bekymring her.

Læs også: Frivillige opfordrer flygtninge til at søge asyl i Grækenland

Selvom det ligner, at Dansk Flygtningehjælp og andre organisationers bekymring er velbegrundet, ser det ikke ud til, at der vil ske ændringer i aftalen foreløbig. I første omgang er den blot sat på pause til på fredag, hvor Grækenland, ifølge nyhedsbureauet AFP, vil genoptage tilbagesendelsen af flygtningene til Tyrkiet.

Yiorgis Kyritsis, der er talsmand for den græske regeringen fortæller til AFP, at 2300 af de omkring 6000 flygtninge, der er ankommet til Grækenland, efter at EU-aftalen er trådt i kraft, har søgt asyl.