Dahl, rodfrugtsuppe og risengrød på mandelmælk bør i højere grad end nu kommer på middagsbordene i Allerød.
Dét er i hvert fald målet for en gruppe unge, der vil inspirere flere folk til at få smag for bæredygtighed og klimavenlig mad.
Derfor bliver Centerhallen fyldt med bæredygtige madboder, råd til gode, klimavenlige dagligdagsvaner samt oplæg fra klimaeksperter den
30. november.
– Vi holder det her arrangement, da vi synes, der mangler klimahandling for privatpersoner, siger Gry Larsen, der er én af de 15 unge, der er med til at arrangere arrangementet Den Grønne Tallerken i samarbejde med Allerød Kommune.
Dagen vil give deltagerne muligheden for at afprøve en masse gratis plantebaserede produkter, blandt andet varm kakao med havremælk og andre grønne opskrifter, som kan tages med hjem.
– Vi vil gerne oplyse folk i Allerød om, hvordan man kan spise mere klimavenligt og nedsætte ens personlige CO2-udslip. Deltagerne kan også tage en masse opskrifter med hjem, der lever op til dette mål, siger Gry Larsen.
Læs også: Kommune satser på borgerne i kampen om at blive klimaneutral
Allerøds supermarkeder mod madspild
Udover Allerød Kommune har Allerøds supermarkeder også bidraget til arrangementet:
– Vi har kontaktet forskellige supermarkeder i Allerød, hvor vi har fået lov til at donere overskydende mad til arrangementet for også at mindske madspild i kommunen, siger Gry Larsen.
Det klima- og bæredygtige arrangement møder også støtte fra kommunens miljøudvalg:
Vegetarisk kost og CO₂-udledning:
- Oksekød vs. kartofler: Produktionen af 100 gram oksekød udleder 1,39 kg CO₂, mens kartofler kun udleder 0,02 kg CO₂ – næsten 70 gange mindre.
- Lammekød vs. linser: Lammekød udleder 2,14 kg CO₂ pr. 100 gram, mens linser kun udleder 0,02 kg CO₂ pr. 100 gram.
- Globalt bidrag fra animalsk landbrug: Ifølge FN’s fødevareorganisation (FAO) står animalsk landbrug for mindst 14,5 % af de globale drivhusgasudledninger.
– Jeg synes, det er en glimrende idé, der passer perfekt med det stadie, vi er i, i kommunen, vi mangler at få hul på forbrugsvanerne klimamæssigt, hvor det her arrangement passer perfekt, siger Miki Larsen (S), formand for miljøudvalget i Allerød Kommune.
Han håber på, at arrangementer som dette i højere grad kan få klima på dagsordenerne i Allerød:
– Det er inspirerende, og jeg håber, at der er en ringe i vandet-effekt på det, siger han.
En plantebaseret kost er med til at mindske ens klimabelastning.
Ifølge tænketanken Concito udleder produktionen af 100 gram oksekød 1,39 kg CO₂. Til sammenligning udleder produktionen af 100 gram kartofler kun 0,02 kg CO₂. Ifølge FN’s fødevareorganisation (FAO) står animalsk landbrug for mindst 14,5 % af de globale drivhusgasser.
Ifølge Gry Larsen vil der til Den Grønne Tallerken-arrangementet være mulighed for at smage på flere retter, som har et lavt CO₂-aftryk.
På menuen er rød linse- og peberfrugtdahl toppet med stegte bøgehatte, vegansk “fløde” og paprikaolie. Man kan også smage en cremet jordskokkesuppe med stegte hvide bønner, gulerodssalsa og persilleolie.
Og eftersom julen står for døren, kan man også smage på en juleklassiker, nemlig risengrød, der i denne anledning er lavet på mandelmælk i stedet for komælk.
Udover Allerød Kommune er de ca. 15 unge støttet af Youth Climate Action Fund og sponsoreret af Bloomberg Philanthropies.
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt arrangementet på Facebook og tog herefter kontakt til én af de unge bag arrangementet telefonisk. Herefter ringede journalisten til formanden for miljøudvalget i Allerød Kommune for deres kommentar.