I år står der en helt særlig indkøbsvogn i Rema 1000 på Usserød Kongevej i Hørsholm.
I den kan byens borgere donerer mad og andre nødvendigheder til trængende familier, der mangler en ekstra hjælp her i juletiden.
Kvinden bag er Eva Bryld. Hun har i over ti år arbejdet for at skabe en julemåned fuld af glæde og nærvær for familier i kommunen, der kæmper med økonomiske og personlige udfordringer.
Hendes private initiativ, der begyndte som små indsamlinger blandt veninder, er vokset til en støtte for områdets trængte familier og har med tiden fået mange af Hørsholms borgere til at bidrage.
– Tidligere var det i min egen lejlighed, hvor der stod kasser til familierne fra gulv til loft. Men nu kan jeg heldigvis bruge nogle tomme lokaler i Hørsholm, fortæller Eva Bryld.
En del af Eva Brylds initiativ er en indkøbsvogn, som står i Rema 1000 på Usserød Kongevej. Her donerer folk mad og andre fornødenheder til de pakker, som hun og hendes frivillige deler ud til familierne.
– Det er altid lidt spændende at se, hvad folk lægger i indkøbsvognen i Rema 1000. De ting, som folk donerer, deler vi i to. I slutningen af november får familierne en “decemberpakke” med julehygge og julekalendere til hele måneden, forklarer Eva Bryld.
Læs også: Kirker i Lyngby forventer flere ansøgninger til årets julehjælp
Listen i indkøbsvognen ændrer sig fra november til december. Det er nemlig idéen, at familierne både kan få en hyggelig december måned, samtidigt med at de kan få alt til en hyggelig juleaften.
Eva Bryld er også initiativtager til Hørsholm Ukrainehjælp, og i disse lokaler holder julehjælpen til i november og december måned.
Behovet er stadig stort
Morten Jørgensen, fundraisingchef i Røde Kors, bekræfter, at behovet for julehjælp er stort og understreger, at private initiativer er en vigtig støtte til de traditionelle organisationer.
Sidste år uddelte Røde Kors julehjælp til 21.000 børnefamilier landet over, hvoraf 78 af familierne er fra Hørsholm.
Morten Jørgensen erkender dog, at der kan være nogle familier, som stadig falder uden for det etablerede netværk.
– Det er ikke utænkeligt, at der sidder nogle familier derude, som har et behov, som ikke får det dækket, siger han.
Morten Jørgensen bemærker også, at private indsamlinger kan have udfordringer med at nå ud til de mest udsatte, hvor etablerede organisationer som Røde Kors og andre, arbejder tæt sammen med kommuner, der har kendskab til de enkelte familier. Dermed kan de sørger for, at hjælpen går til dem, der har brug for den.
– Når man ser udviklingen i private indsamlinger, rejser det nye spørgsmål om, hvor hjælpen går hen, og om den når de familier, der har stærkt behov, forklarer han.
Røde Kors’ egne kriterier omfatter samarbejde med kommunerne, som har indgående kendskab til de enkelte familier og kan hjælpe med at sikre, at støtten når de rette modtagere.
Det handler ikke kun om penge
Eva Bryld er dog ikke i tvivl om, at hendes julehjælp når de familier, der virkelig har brug for det.
– Jeg er nærmest barnefødt i Hørsholm og har boet her hele mit liv, så jeg kender familierne rigtig godt og har mødt dem flere gange, siger hun og tilføjer:
– Jeg har mange familier, der falder uden for Røde Kors kriterier, som har brug for hjælp og ikke er kendt af kommunen. Røde Kors’ kriterier handler primært om de økonomiske forhold, som en familie har, hvilket til tider kan være misvisende. Derudover oplever jeg, at den hjælp, jeg giver, omfavner bredere, end den gængse hjælp gør, siger Eva Bryld.
Faktabox om julehjælp
-
- 21.000 familier fik julehjælp fra Røde Kors i 2023
- 70 % af julehjælpsmodtagerne bekymrer sig om familiens økonomi dagligt eller flere gange om ugen
- For at søge om julehjælp i Røde Kors skal man have mindst et barn under 18 år
kilde: Røde Kors
Læs også: Røde Kors forventer flere ansøgninger om julehjælp i velhaverkommune
Et stærkt fællesskab i Hørsholm
Det er Eva Brylds opfattelse, at hendes indsats har skabt muligheder for fællesskab og sammenhold i Hørsholm. Mange familier ser julehjælpen som en værdifuld chance for at lære deres børn om solidaritet og medmenneskelighed.
– Det er sundt for børnene at se, at der er andre, som ikke ville få julegaver uden denne hjælp, fortæller Eva Bryld.
Sådan gjorde vi: Journalisten blev bekendt med indkøbsvognen i Rema 1000 via et opslag på Facebook. Herefter kontaktede journalisten Eva Bryld, som stod for initiativet, og hørte om det julehjælp Eva laver. Derefter kontaktede journalisten Røde Kors for at høre hvordan de så på de private hjælpe initiativer.