Homøopati: Kritikere undrer sig over modstridende regler for markedsføring

Homøopatiske lægemidler kan købes mange steder i Danmark, men virkningen er ikke dokumenteret
Foto: Pixabay

Reglerne for, hvad homøopater må skrive på deres hjemmesider er ikke stramme nok.

Det mener Morten Elsøe, som har en bachelor i molekylær medicin og en kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi.

Som reglerne ser ud idag, mener han, stilles der nemlig ikke de samme krav til homøopater, som der stilles til andre udbydere af medicin.

-Det er en dobbeltstandard, at der stilles forskellige krav til forskellige steder. Vi burde have klare regler om, hvad man må påstå, og hvad man ikke må påstå.

Vi påstår ikke noget

Merete Klinkvort, der sidder i bestyrelsen i bestyrelsen i Dansk Selskab for Klassisk Homøopati (DSKH) bekræfter, at reglerne er forskellige. Men hun fastholder, at homøopaterne overholder de krav, der bliver stillet til dem.

– Vi må for eksempel ikke bruge vendinger som, at vi kan helbrede. Det står i kvaksalveriloven. Derfor prøver vi også at gøre os umage med at skrive, at vi kan behandle og lindre og bruge den slags udtryk.

– Vi påstår ikke noget, som vi ikke står inde for, understreger hun.

Hvad er homøopatiske lægemidler?

  • I Danmark skal homøopatiske lægemidler fortyndes så meget, at de ikke har nogen skadelig virkning. Det betyder i praksis, at de skal fortyndes til 1/10.000 af lægemidlets vægt eller volumen.
  • I homøopatien er ideen bag lægemidlerne, at en lille mængde af et stof, som giver raske mennesker en bestemt type symptomer, i stærkt fortyndet form vil gøre syge mennesker med de samme symptomer raske. Det er opfattelsen, at flere fortyndinger giver mere virksomme opløsninger, og i nogle af dem kan der til sidst ikke findes molekyler af det oprindelige stof. Homøopater hævder, at opløsningsmidlet, som typisk er vand eller alkohol, husker det aktive stofs livskraft.
  • En rapport fra EU´s videnskabsakademi slog i 2017 fast, at homeopati ikke virker på sygdomme, bortset fra en placebo-effekt.

Kilde: Bekendtgørelse om homøopatiske lægemidler, Kræftens Bekæmpelse, Politiken

»Vi har dokumentation for, at det virker«

Homøopati har trods flere videnskabelige undersøgelser ikke vist sig at helbrede eller lindre sygdomme, skriver Politiken. Men spørger man Merete Klinkvort handler det først og fremmest om videnskabelige metoder.

– Vi har jo dokumentation, for at det virker. Men det er en anden dokumentationsform. Normalt vil man bevise, at et medicinalprodukt virker, ved at give det til en række forskellige mennesker. Men i homøopatien giver man medicin, der er passer til individet, så enhver får forskellig medicin, forklarer hun.

Derfor kan man ikke sammenligne det, siger hun.

Læge: Homøopati er naturlovstridigt

Læge Jan Lindebjerg er ikke i tvivl. Han vurderer, at påstandene bag homøopati går direkte imod naturlovene.

– Homøopati er ikke fysisk muligt, og videnskaben dokumenterer, at det er uden effekt, udover placebo, siger han.

Merete Klinkvort efterlyser dokumentation fra Jan Lindebjerg og siger,

– Det passer simpelthen ikke. Det skal han dokumentere. Millioner af mennesker har jo ikke brugt det her i over 200 år, hvis ikke det virker. Vi har tusindvis af helbredte. De er hver især dokumentation, siger Merete Klinkvort.

Desuden findes der masse af eksempler på at homøopati virker på dyr, bevidstløse mennesker og små børn, understreger hun. Patienter, der per definition ikke kan opleve en placebo-effekt.

Læs også: Professor: Zoneterapi er fup og fidus

Folkestemning imod medicinalindustrien

Morten Elsøe er ikke i tvivl om, hvorfor både homøopaterne og mange danskere tror på homøopatiske lægemidlers virkning trods manglen på videnskabelige beviser.

– Det som homøopater gør, er at mødes på konferencer og bekræfter hinanden i, at alt det konventionelle medicin er farligt. Og det er jo det de går ud og siger til folk. Jeg tror generelt, at der er en folkestemning som er anti-lægemiddelindustri, og det er dén de taler til.

Den beskrivelse stiller Merete Klinkvort sig skeptisk overfor.

– Altså hvor ved han det fra? Har han været der?, spørger hun retorisk og vurderer  Morten Elsøes anklage, som en del af en “heksejagt mod homøopatien, der er for tiden.”

– Selvfølgelig mødes vi og sammenligner erfaringer, men det gør alle fag jo. Men folk (som kritiserer homøopati, red.) overser tit, at vores patienter jo oftest har været i traditionel behandling længe, inden de går til homøopati. Det er ikke overtro men desperation, der får folk til at gå i alternativ behandling, siger hun.

Læs også: Forsker: Knitrende lyde og hviskende stemmer kan mindske unges stress

Sådan gjorde vi: Skribenten har længe haft en interesse i forskellen mellem den etablerede videnskab, og den mere alternative verden.Vi har undersøgt lovgivningen for både homøopatiske lægemidler og homøopatien som sundhedsydelse, og i den forbindelse stillet Styrelsen for Patientsikkerhed spørgsmål på mail, for at afklare hvorvidt homøopater overholder lovgivningen. Vi har desværre ikke fået et klart svar før udgivelsen af artiklen. Jan Lindebjerg er kontaktet på mail, og Morten Elsøe er interviewet over telefon. Efterfølgende har redaktøren indhentet modsvar fra Dansk Selskab for Klassisk Homøopati.