Det er populært at hoppe om bord på flyveren. Omkring 700.000 flere passagerer i forhold til sidste år har allerede taget turen gennem Københavns Lufthavn, lyder det i en pressemeddelelse.
Administrerende direktør for Københavnske Lufthavne, Thomas Woldby, forklarer i pressemeddelelsen, at han mener, at det blandt andet skyldes, at der er kommet et større udbud af både billetter og destinationer. Især inden for Europa går det godt for luftfartsselskaberne. I Milano er der for eksempel en stigning i antallet af passagerer på 41 % , mens der i London er en stigning på 27 %.
Læs også: Panik før take off: Sådan slipper du af med din flyskræk
– De europæiske storbyer er populære blandt danske rejsende, og mange tilrejsende har også fået øjnene op for København og Danmark som rejsemål, fortæller han i meddelelsen.
Fremgang i hele landet
Også fra lufthavnene i Aalborg og Billund er der flere, som tager flyveren.
I Aalborg oplevede man blandt andet i marts en stigning på 21 % i antallet af flybiletter til udlandet.
– Det skyldes i høj grad, at vi har fået nogle mere interessante ruter, forklarer salgs- og marketingsdirektør i Aalborg Lufthavn, Rikke Mølgaard.
Læs også: Nye fly sikrer miljøvenlig luftfart
I Billund Lufthavn fortæller direktør Kjeld Zacho ligeledes, at der er vækst i flytrafikken. Han mener dog, at det i Billunds tilfælde i høj grad skyldes, at der generelt er kommet bedre økonomi.
– Når der er vækst i erhvervslivet, og privatpersoner får flere penge mellem hænderne, så får de mere lyst til at rejse, siger han.
Han pointerer desuden, at der i løbet af de seneste seks år har været vækst i flytrafikken.
Nedenfor kan du klikke på de blå prikker for at se, hvor mange der rejser til de 10 mest populære flydestinationer fra Københavns Lufthavne.