Af: Anders Gamst Skov, Cecilie Thurecht Jensen og Sigrid Luna Nielsen
Regn, blæst og skyer sætter tonen for valgdagens start på valgstedet ved Avedøre Skole i Hvidovre. Og det er da ikke kun vejret, men også tvivlen blandt vælgerne, som gør det hele lidt tåget.
– Der er alt for mange partier at vælge imellem, så jeg har været lidt i tvivl. Men i går vidste jeg godt, hvad jeg skulle stemme, siger 76-årige Bente Lis Nielsen.
Læs også: Ubeslutsomheden hersker: »Jeg besluttede mig først i stemmeboksen«
Tvivlen er Bente Lis Nielsen dog ikke alene om. Ved dette folketingsvalg er langt flere vælgere i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds, end de var ved det seneste valg i 2019. Det viser en meningsmåling fra Voxmeter, der blev foretaget fire dage før valgdagen.
Målingen viser, at hver femte vælger ikke føler sig sikker på hvilket parti, eller hvilken kandidat, de skal stemme på. Fire dage før valget svarede 22,1 pct. af de adspurgte, at de endnu ikke har besluttet sig, mens dette tal ved folketingsvalget i 2019 blot var på 15,9 pct.
Dansk politik er et sted lige nu, hvor nogle emner er særligt vigtige
Saqlain Tahir, 25 år
Ifølge brødrene Sajaan Tahir på 28 år og Saqlain Tahir på 25 år skyldes deres tvivl primært, at de ikke er fuldstændig enige med ét parti.
– Man er delvist enig med mange af de forskellige partier, og så handler det i sidste ende om, hvilke emner der er afgørende for, hvor man skal sætte sit kryds. Jeg tror ikke, at jeg finder et parti eller en kandidat, som jeg er helt enig med, så jeg har prøvet at finde det parti, jeg kan relatere bedst til, siger Sajaan Tahir.
Læs også: Tvivl i Tårnby: »Jeg har faktisk skiftet blok«
Saqlain Tahir nikker hertil og tilføjer:
– Det parti, jeg stemte på i dag, var jeg heller ikke helt enig med. Jeg synes dog, at dansk politik er et sted lige nu, hvor nogle emner er særligt vigtige.
Forstår tvivlerne
78-årige Leif Skjold Nielsen, der er gift med Bente Lis Nielsen, har ikke selv været i tvivl om, hvor han skulle sætte sit kryds. Dog er han enig i, at der er kommet for mange nye partier til.
– Efter min opfattelse skal man sætte spærregrænsen op, så vi får en lille smule mere samling på det. Der er en alt for stor buket af partier ved det her valg, siger han.
Læs også: Vælgere i Dragør står i kø for at stemme: »Jeg synes, den her valgkamp har været totalt forvirrende«
Tina Enemark på 59 år har heller ikke været i tvivl om, hvor hun skulle sætte sit kryds, men hun forstår godt de mange, der har:
– Jeg kan godt forstå, at mange er i tvivl om deres valg. Der er virkelig blevet åbnet for posen med valgløfter, og det bliver bare utroværdigt, siger Tina Enemark.
Ifølge Voxmeter betyder andelen af tvivlere, at valget på ingen måde er afgjort. Samtidig betyder det, at meningsmålingerne er præget af større usikkerhed. Med andre ord: Når det kommer til dagens folketingsvalg, kan alt ske.
Læs også: Kæmpe pop-up-redaktion: 40 journalistspirer dækker valg fra en række kommuner