Initiativ i Greve har til formål at give børn job-inspiration til fremtiden

Her får eleverne vist og afprøvet et af de hjælpemidler, de ansatte bruger på plejecentret.
Foto: Arenaskolen

Køkkenmedarbejder, gartner, sygeplejerske, administrativ medarbejder eller sosu-assistent.

Fagligheden på Strandcentret Plejecenter er bred, og børnene fra 2.A på Arenaskolen kommer gentagne gange til at lære om dem på deres besøg på plejecentret, indtil de går ud af folkeskolen.

Det har allerede inspireret en elev fra 2.A, fortæller klasselærer Sarah Bjørklund Storm.

Der er faktisk allerede en, der har sagt til mig, at hun vil være sygeplejerske, siger hun.

2.A har nemlig været på deres første læringsbesøg på Strandcentret Plejecenter d. 1. november, og her blev eleverne blandt andet vist rundt, de tog billeder af arbejdspladsen og medarbejdere i typiske arbejdssituationer.

De fik også lov til at afprøve nogle af de hjælpemidler, som de ansatte bruger i dagligdagen på Strandcentret. Det fremgår af et Facebook-opslag fra Arenaskolen. 

Inspiration til job senere i livet

Samarbejdet med plejecentret foregår fra 2. til 9. klasse, og 2.A skal minimum på besøg to gange om året. Meningen med besøgene er, at børnene skal få inspiration til uddannelse og beskæftigelse senere i livet. Det fremgår af Facebook-opslaget fra Arenaskolen.

Jeg glæder mig også til de kommer op i de store klasser. Jeg kan godt se idéen med, at de for eksempel skal lave en jobansøgning og komme ud til en jobsamtale, hvor de skal repræsentere sig selv. Jeg tror, det giver dem noget ro, at de har prøvet det første gang i et trygt miljø.
Sarah Bjørklund Storm, klasselærer i 2.A

Martin Frank Nielsen, der er skoleleder på Arenaskolen, forventer netop at samarbejdet vil åbne elevernes øjne for, hvilke fag der findes på et plejecenter som Strandcentret.

– Der vil sikkert være mange af børnene, der i deres videre arbejdsliv kommer til at ramme en eller anden faglighed, de har på plejecenteret. Hvis det ikke er sosuassistenter, kan det være sekretærer, fysioterapeuter, rengøring, køkkenmedarbejdere, administrative medarbejdere eller ledere, siger Martin Frank Nielsen.

Læs også: Øregård Gymnasium med særligt tilbud: Kom til skole-hjem-samtale med dit voksne barn

2.A’s klasselærer Sarah Bjørklund Storm er imponeret over, hvor glade børnene var for deres første besøg på plejecentret.

– De var fuldstændig vilde med det, mere end jeg havde regnet med. De kunne godt mærke, at de faktisk gav de ældre noget. Jeg tror, det virker meget bedre, at vi ikke bare sidder med en bog, men at vi kommer ud og afprøver det. Vi skriver for eksempel nogle kort, så får vi brugt skriftsproget. Vi går ud og læser for dem og synger for dem, fortæller hun.

Klasselæreren oplever, at det er meningsfuldt for eleverne at komme ud og se, at det, de producerer i skolen, kan gøre gavn hos andre.

Sarah Bjørklund Storm ser også frem det otte år lange samarbejde, som 2.A skal have med plejecentret. Hun er allerede spændt på den brugbare læring, eleverne kan få, når de kommer op i udskolingen, der spænder fra 7. til 9. klasse.

– Jeg glæder mig også, til de kommer op i de store klasser. Jeg kan godt se idéen med, at de for eksempel skal lave en jobansøgning og komme ud til en jobsamtale, hvor de skal repræsentere sig selv. Jeg tror, det giver dem noget ro, at de har prøvet det første gang i et trygt miljø, siger hun.

Samarbejdet mellem Arenaskolen og Strandcentret Plejecenter.

Samarbejdet mellem skolen og plejecentret er koordineret af virksomheden RelationsNetværket, som i 2003 startede initiativet ”Virksomheder adopterer skoleklasser”.

RealtionsNetværket

Ejer: Karsten B. Vester

Hans virksomhed bestående af to grene:

Virksomheder adopterer skoleklasser

  • Længerevarende partnerskaber mellem skoleklasser og virksomheder

Uafhængige netværk af offentlige og private virksomheder

  • Netværkets medlemmer finder fællesskaber om emner som
    • HR
    • Ledelse
    • Arbejdsglæde

Kilde: RelationsNetværket.dk

Arenaskolen har før gjort brug af RelationsNetværket. Skolen har nemlig haft et samarbjede med Bilka Waves siden marts 2022, hvor en klasse har været på flere læringsbesøg.

Skolen betaler 3.000 kroner årligt for virksomhedens ydelser, som blandt andet består af koordineringen af samarbejdet og facilitering af det halvårlige planlægningsmøde mellem skolen og Strandcentret. Det fremgår af RelationsNetværket.dk.

Læs også: Hver fjerde 7. klasses elev i Rudersdal føler sig mobbet. Kan have store konsekvenser, siger mobbeforsker

Martin Frank Nielsen mener ikke, at skolen selv ville kunne magte at opstarte og vedligeholde et forløb som dette selv.

– Hvis vi skulle kunne gøre det selv, ville jeg skulle købe en leder eller lærer fri til at kunne udføre sådan en arbejdsopgave. Udover at det ville være dyrere, ville de have svært ved at få adgang til at tale med erhvervslivet, siger han.

Han har også fået god respons omkring projektet fra lærerne på skolen.

– Lærerne synes, det er fantastisk. Efter vi har haft samarbejdet med Bilka i halvandet år nu, måtte jeg trække lod blandt nogle klasser, da muligheden for samarbejdet med Strandcentret opstod.

Snart skal der synges julesange for de ældre 

Det er 2.A’s klasselærer Sarah Bjørklund Storms opgave at finde på temaer, som klassen skal arbejde med, når de er på besøg på Strandcentret. 

– Min opgave er at tænke samarbejdet ind i de almene årsplaner, vi laver, så jeg indtænker Strandcentret, og hvad de kan bistå med, hver gang jeg planlægger et forløb.

2.A skal næste gang på læringsbesøg på Strandcentret d. 19. december, hvor de har lavet julekort til de ældre, og de skal synge julesange sammen.

Foreløbig har Arenaskolen to skoleklasser, der er igang med initiativet “Virksomheder adopterer skoleklasser”. Arenaskolen er indtil videre den eneste skole i Greve, som gør brug af RelationsNetværket.

Sådan gjorde vi: Vi så et Facebook-opslag på Arenaskolens Facebook-side, som beskrev deres besøg på plejecentret. Alle kilder er interviewet telefonisk.