Klubpædagog: Jeg er meget bekymret

Klubpædagoger er usikre på fremtiden.
Klubpædagoger er usikre på fremtiden.

– Jeg er meget bekymret over min rolle som klubpædagog efter den nye skolereform. Vi ved jo ikke, hvilken rolle vi får, og vi ved jo slet ikke, om klubberne kommer til at overleve, som de gør nu. Vi ved slet ikke, hvordan det kommer til at fungere.

Regitze Kjeldmand blev uddannet som pædagog for tre år siden og har i en stor del af den tid arbejdet i Klub 144. Klubben ligger i Bagsværd lidt uden for København i naturrige omgivelser kun et stenkast fra Bagsværd Sø.

Her har hun sin daglige gang i kaninhuset, der samtidig er hendes værksted. I kaninhuset bruger hun meget tid med de mange børn, der er blevet kaninejere. Her bliver der sladret, sludret og hygget med børnene foruden alt den tid, der bliver brugt på at passe og pleje de mange kaniner. Alle børn i klubben har mulighed for at blive kaninejere. Det er en titel, der medfører stolthed, men det er også en titel, der kræver meget tid af kaninejerne.

Hver kaninejer har ansvaret for deres egen kanin, som de stort set egenhændigt kommer og passer hver dag. Netop arbejdet i kaninhuset kommer Regitze til at savne. Hun er en blandt mange klubpædagoger, der endnu ikke aner, hvad deres job kommer til at indebære, efter skolereformen træder i kraft.

– Vi har ikke fået andet af vide, end at nogle af os skal være med ind over skolen. Jeg er lidt bange for, at vi skal ind og fungere som en slags hjælpelærer, siger hun.

Jeg aner ikke, om jeg faktisk gider at have det jobtilbud, jeg får
Regitze Kjeldmand, pædagog i Klub 144

Hun frygter, at pædagogernes rolle fremover vil være ”skolelærer-agtig”. Det var jo ikke derfor, at hun valgte at blive pædagog. Men med den nye reform kan det godt gå hen og blive tilfældet, da antallet af undervisningstimer forøges. Derudover er hensigten, at klubpædagoger skal kunne varetage undervisningen 1. til 3. klasse og understøtte undervisningen på alle klassetrin.

”Jeg står standby”

Skolereformen har været en lang proces, og der har dermed været en lang ventetid for Regitze og hendes kollegaer. En ventetid, der endnu ikke er ovre.

– Det har været ret bekymrende at stå standby så længe uden at vide, hvordan ens arbejdsplads ser ud efter sommerferien. Jeg aner ikke, om jeg faktisk gider at have det jobtilbud, jeg får, og om man egentlig burde søge noget andet. Så det er en svær situation at stå i.

Men jeg håber jo på det bedste, fordi jeg elsker at være her
Regitze Kjeldmand, pædagog i Klub 144

Dagligdagen i klubben har Regitze Kjeldmand svært ved at sige farvel til. Så selvom hun faktisk allerede har set en interessant stilling, så valgte hun ikke at søge den, for ”jeg elsker jo mit job her”.

Hun erkender dog, at hun ville ærgre sig, hvis hun får en dårligere stilling, når skolereformen træder i kraft.

For den 33-årige pædagog er ønskescenariet da også, at hun fremover stadig får mulighed for at tilbringe tiden et stenkast fra Bagsværd Sø.

– Men jeg håber jo på det bedste, fordi jeg elsker at være her. Det ville være oplagt, hvis vi kunne fortsætte så meget som muligt, som vi gør nu. Have timerne på skolen og så komme tilbage her efter skoletiden. Det er ønskescenariet, fortæller hun.

Den obligatoriske skoledagslængde bliver:

  • 30 timer for børnehaveklasse til 3. klasse (heraf to timer frivillig lektiehjælp frem til næste valg)
  • 33 timer for 4. Til 6. Klasse (heraf to timer frivillig lektiehjælp frem til næste valg)
  • 35 timer for 7. Til 9 klasse (heraf to timer frivillig lektiehjælp frem til næste valg)

Kilde: BUPL 

“Jeg kan godt se det smarte…”

På trods af den uvisse fremtid anerkender klubpædagogen alligevel mulighederne i den nye skolereform. Det er dog ikke udelukkende hendes egen rolle hun er bekymret for. Skolereformen kan også have stor effekt på børnenes fritidsliv.

– Jeg kan godt se det smarte i, at der kommer pædagoger ind og hjælper i skoletiden. Det tror jeg helt klart, der er brug for. Men jeg tror også, at der vil være børn, der vil have svært ved at være så meget længere i skole. Mange af vores børn har jo en masse aktiviteter de går til, og hvis de skal være det længere i skole og skal nå og være til fodbold kl. 16, så kan de jo ikke nå at være i klub og går dermed glip af det frirum, som vi kan tilbyde dem, siger Regitze Kjeldmand.

Den uvisse fremtid er svær at forberede, så i stedet må hun ty til enklere midler.

– Lige nu kan jeg bare holde mig positiv og håbe på det bedste.