Københavnere betalte en overnatning med skrald

Billedet er ikke fra skralde indsamlingen i Helsingør, som brugte brune genanvendelige papirsposer. Foto: Sarah Hersom.

Det er måske usædvanligt at bruge affald som valuta, men gæster der havde booket to overnatninger på Helsingør Vandrerhjem i påskeferien, kunne betale den anden overnatning med indsamlet affald.

Initiativet skulle tiltrække familier udenfor lokalområdet til vandrerhjemmet og til Helsingør – og det lykkedes.

– Størstedelen af gæsterne var familier fra København, der går op i miljø. Vi fik fjernet en masse affald fra området og samtidig tiltrukket folk til Helsingør, siger manden bag projektet, og vært på Helsingør Vandrerhjem, Lord Nicolai Stubtoft.

Marie Christensen fra København er en af dem, der benyttede sig af Helsingør Vandrerhjems skraldeindsamlings initiativ. Hun fortæller, at hun og familien fik meget ud af oplevelsen.

– Vi benyttede os af tilbuddet, dels for at spare penge, men også for at hjælpe miljøet. Det var en øjenåbner, særligt i forhold til cigaretskodder, som der var virkelig meget af ude i naturen, siger Marie Christensen.

Initiativet på Helsingør Vandrerhjem fik lokket københavnerne til provinsen og fyldt de tomme værelser på vandrerhjemmet med omkring 15 familier i løbet af ugen, fortæller Lord Nicolai Stubtoft.

Marie Christensen er en af de københavnere der nød påskeferien i Helsingør. Hun fortæller, at det er første gang, hun er på ferie i Helsingør, og at hun med børnebørnene i hånden fik samlet skrald i massevis.

– Vi fik nok samlet omkring 3-4 poser hver, over to dage. Vi kunne sagtens have samlet mere. Helt klart et godt initiativ, som jeg varmt vil anbefale. Vi vil helt sikkert benytte os af det igen, fortæller hun.

Læs også: Nyt hashtag udfordrer dig til at samle skrald

Vidste du at

  • Helsingør Vandrerhjem er Danmarks første kommunale vandrerhjem.
  • I 2017 samlede 1475 grupper i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, 155.208 kg affald fra naturen.
  • Helsingør Vandrerhjem bliver bedrevet af en vaske ægte adelig.
  • På Vandrerhjemmet hænger et bevis på, at Nicolai Stubtoft lovmæssigt har erhvervet sin titel som Lord, og nu er jordbesidder på “Glencoe Wood” gods i Skotland.

Kilder: Helsingør Leksikon, Affald.dk, Danhostel.dk

Jamaicanske joints som inspiration

– Det var min søde kone Louise, som gjorde mig opmærksom på en mand fra Jamaica, der byttede skrald for joints. Så fandt vi på et koncept, der hed ”øl for affald”. Det var en okay succes. Vi tænkte, hvordan kan man tweake denne idé, og sådan opstod ideen om overnatning for affald, siger Lord Nicolai Stubtoft og tilføjer, at initiativet tiltrak flere end han havde anet.

– Der var flere end forventet. Det er sjældent, at folk impulsivt tager til Helsingør for to dages ferie. Jeg havde ikke forventet det store. Det vigtigste var at sende signalet om, at vi var i live. Der skulle sås et frø i baghovedet om, at det er fedt at tage til Helsingør og opleve byen og de kulturelle oplevelser.

#OvernatningForAffald var kun aktuelt i påskeferien, men Lord Nicolai Stubtoft håber på, at gentage succesen igen i fremtiden.

– Det var dejligt at have folk i huset, og vi glæder os til, at de vender tilbage, siger han.

Læs også: Helsingør dropper elbusser indtil 2023

Sådan gjorde vi: Enkelte aviser har dækket historien om Helsingør Vandrerhjems intiativ med skrald for en gratis overnatning. Historierne var dog skrevet inden påsken, og der var derfor ikke nogle konkrete kilder, der havde oplevet tilbuddet. Vi ønskede at undersøge om tiltaget reelt var en succes, derfor fik vi fat i en person, der havde været på vandrerhjemmet i forbindelse med #Overnatningforaffald, som Lord Nicolai Stubtoft kalder det i et Facebook opslag.

One Response to "Københavnere betalte en overnatning med skrald"