Når ansvar kommer i en karton soyamælk

vegan vegansk veganisme ansvar klima dyrerettigheder soya
Louise Alasadi Rasmussen fortæller om sine veganske holdninger om ansvar, klima og dyrerettigheder
Foto: Camilla J. Arnsberg

– Bruger du sukker eller soyamælk i? Hun bruger fire bogstaver mere end de fleste, når hun skal byde på kaffe. Stuen i det lille rækkehus i Hvidovre er lyst møbleret, men farverigt oplyst af børnenes legetøj og babygyngen, der hænger midt i rummet.

Jeg føler, at det er mit ansvar, at mine børn vokser op med de her overvejelser, så det bliver en del af deres væremåde
Louise Alasadi Rasmussen

På siden af køleskabet hænger en mosaik af børnebilleder og tegninger. Når du åbner lågen, vil du måske undre dig. Hvor er smøren, leverpostejen og æggene? 28-årige sosu-hjælper Louise Alasadi Rasmussen, hendes kæreste og hendes to sønner på henholdsvis to og elleve år er veganere, og derfor er der hverken kød, mælk eller andre animalske fødevarer i deres køleskab.

Læs også: Vågn op: Du er skyld i verdens madspild

– Jeg har ansvar for min andel af de ting, der bliver gjort ved kloden, fortæller Louise Alasadi Rasmussen, der har været vegetar i ti år og veganer i snart et år. Dermed er hun og hendes familie det, som Det Etiske Råd i dets seneste publikation kalder ”den etiske fødevareforbruger”.

Til spørgsmålet om, hvorvidt man som forbruger skal tage ansvar for klimaproblematikken, svarer familien fra Hvidovre ”ja”.

Den veganske hverdag
– Jeg synes, at vi lever helt normalt. Vi går bare op i andre levende skabninger og den verden, vores børn og børnebørn skal vokse op i, fortæller Louise Alasadi Rasmussen, mens P3 kører i baggrunden. Ligesom andre forældre skal hun også sørge for morgenmad og madpakker. Her er yoghurten bare erstattet med havre-  og kernegrød og leverpostej med bønnepostej.

Hvad er veganisme?
Hvor vegetarer ikke spiser kød, så holder veganere sig fra alle animalske produkter. Veganere spiser altså hverken kød, æg, smør, ost eller mælk. Mange veganere lever i stedet af en plantebaseret kost af grøntsager, linser, bønner og ris.Der findes i dag mange veganske erstatningsprodukter såsom tofu, soyayoghurt, mandelmælk, soyakød, mælkefri ost og ægge-erstatning.
Nogle veganere undgår desuden tøj og andre produkter af læder, uld og silke, såvel som produkter der er testet på dyr.Blandt de mest udbredte grunde til at leve vegansk er miljø og klima, sundhed, etik og dyrerettigheder.

Kilde: Dansk Vegetarforening

Det er svært at sidde omkring et bord af død, mens alle andre spiser løs
Louise Alasadi Rasmussen

Juleaften, hvor det meste af Danmark satte tænderne i flæskesteg og and, er menuen ganske anderledes for den lille familie, som i stedet fejrer med linsesteg, brunkartofler og vegansk ris a la mande. Men skønt de er vant til en kost, der mest består af grøntsager, ris, bønner og linser, så kan det også blive for meget af det gode, fortæller Louise Alasadi Rasmussen:

– Der var en periode, hvor vi spiste raw kost i tre måneder. Det var all the way, grøntsagerne måtte ikke en gang skæres helt ud. Det var et sundhedsflip. Det var super fedt, men bare også super besværligt.

Læs også: Forsker: Man bør sammentænke kostråd og klima

Besværligt eller ej, så er familiemoren ikke i tvivl om, at hun fortsætter den veganske livsstil resten af livet, og at det er en vigtig del i opdragelsen af hendes børn:

– Jeg føler, at det er mit ansvar, at mine børn vokser op med de her overvejelser, så det bliver en del af deres væremåde. Den lille forstår det ikke endnu, men jeg har forklaret den store, hvorfor vi ikke spiser kød eller drikker mælk. Han er også allerede typen, der bliver sur på mig, hvis jeg glemmer at slukke lyset

Da verden væltede
Louise Alasadi Rasmussen gik fra at være vegetar til at være veganer, efter hun så en video lavet af den amerikanske journalist, veganer og dyrerettighedsforkæmper Gary Yourofsky:

– Så væltede hele min verden sammen. Jeg havde det som om, at han talte om mig, siger hun og peger på sig selv med sin højre hånd, der er dekoreret med et armbånd med peace-tegn.

– Vi delte 3-400 flyers ud, skriver Louise Alasadi Rasmussen (th) i Go Vegans Facebookgruppe. Go Vegan er en dansk forening, der kæmper for udbredelsen af veganisme. Her ses Louise Alasadi Rasmussen sammen med et andet Go Vegan-medlem, efter de har uddelt foreningens flyers. 
Foto: Privat

Yourofsky fremhæver i sin video blandt andet de sundheds- og klimamæssige konsekvenser af den nuværende kød- og mejeriindustri. Det var dog især dyrerettighedsperspektivet, der rørte Louise Alasadi Rasmussen, og hun kunne ikke længere se passivt til:

– Når man ser dyr som individer, der har samme ret til livet, som vi har, så er det svært at sidde omkring et bord af død, mens alle andre spiser løs, fortæller Louise Alasadi Rasmussen. Under vinduet i den åbne stue står tre store papkasser med flyers fra Go Vegan, som hun med jævne mellemrum uddeler i København.

– Det handler om at bryde illusionen om, hvad det egentlig er, der ligger i køledisken. Jeg kan godt lide, når mine holdninger provokerer folk. Det er dér, de begynder at reflektere over tingene og forhåbentlig tage ansvar.