
Gentofte Kommune satser på nye initiativer som spirejobs, hvor unge møder ældre over kortspil og kaffe, for at skabe liv og tilknytning i plejen.
Med en personaleomsætning, der har ligget på op til 42 procent i ældreplejen, står Gentofte Kommune over for en markant udfordring med at fastholde medarbejdere. Mens Enhedslisten kræver et lønløft til de lavest lønnede, siger de konservative nej til at gå over overenskomsten.
I stedet satser man på fleksibilitet, bedre ledelse, spire jobs for unge og en ny model for samarbejdet med pårørende, for at styrke medarbejdernes tilknytning til ældreplejen.
Ifølge økonomi-og digitaliseringsdirektør Mikkel Solgaard dækker de 42 procent over alle månedslønnede medarbejdere, både fastansatte, deltidsansatte, vikarer og ledere.
Personaleomsætningen er høj! Her er forklaringen:
– Tallene kan virke høje, men en del af forklaringen er, at nogle nyansatte stopper igen efter få måneder, siger han.
Han tilføjer, at tallene ser markant bedre ud, hvis man kigger på antal blivende medarbejdere:
– Vi havde en personaleomsætning omkring de 40%, på et tidspunkt, men samtidig en del blivende medarbejdere på 75 til 78 procent.
Kommunen har derfor valgt at flytte fokus fra afgang til fastholdelse af erfarne medarbejdere.
– Det giver langt mere mening at måle på tilknytning, altså hvor mange medarbejdere, der bliver år efter år. Der vil altid være nogle, der stopper hurtigt, men vi vil fokusere på at fastholde de erfarne medarbejdere. Det er dér, vi kan gøre en reel forskel, siger Mikkel Solgaard.
Jobløfte skal skabe mere fleksible arbejdsforhold:
Et af de initiativer, der skal styrke fastholdelsen, er det såkaldte jobløfte, hvor kommunen forpligter sig til at tilbyde mere fleksible og rummelige arbejdsforhold
Ifølge udvalgsformand Katja S. Johansen (C) skal det såkaldte jobløfte være med til at skabe større tilknytning og mere attraktive arbejdspladser i ældreplejen.
Hun forklarer, at initiativet handler om, at de som arbejdsgiver vil se på, hvor langt de kan strække sig for at tilpasse sig efter medarbejdernes liv:
– Et jobløfte handler om, hvor langt medarbejderne kan regne med, at vi som arbejdsgiver vil strække os for at imødekomme deres behov. Det kan være alt fra nedsat tid til ændrede mødetider, som vi forsøger at få til at passe ind i medarbejdernes øvrige liv, siger hun.
“Kommunen gør absolut noget, men slet ikke nok”
Spidskandidat Frederik Dehlholm fra Enhedslisten (Ø) mener dog ikke, at kommunens indsats og fokus på fleksibilitet er nok. Han efterlyser, at Gentofte tager et større økonomisk ansvar for at fastholde medarbejderne i ældreplejen:
-Kommunen gør absolut noget, men slet ikke nok. De prøver bare at lave mere fleksible arbejdsforhold, hvilket er udmærket, men kommunen vil ikke være med i en lønkonkurrence, siger han .
Han sammenligner derefter med Københavns Kommune:
-I Københavns Kommune får man højere løn end det, der står i overenskomsten. Det er jo i forvejen lavtlønnede medarbejdere, så jeg synes godt, Gentofte kunne deltage i den lønkonkurrence.
Katja S. Johansen ( C) afviser, at løsningen er at hæve lønnen ud over overenskomsten. Hun frygter, at det vil skabe et lønkapløb mellem kommunerne, som i sidste ende ikke gavner hverken medarbejdere eller borgere.
– Det kan ikke nytte noget, at vi begynder at give store kontante tillæg, for så gør nabokommunerne bare det samme, og så får vi en spiral, som er helt forkert. Løn og ansættelsesvilkår er noget, der bliver forhandlet ved overenskomsterne, siger hun.
Læs også: Mangel på plejefamilier i Gentofte Kommune
Udvikling i opråb om pårørendekoordinator
Frederik Dehlholm (Ø) har flere gange råbt højt om at få ansat en pårørendekoordinator. Han fortæller, at forholdet mellem pårørende og ansat er den største grund til opsigelser.
– En ting, man absolut også burde gøre, er at ansætte en pårørendekoordinator. 40 procent af dem, der siger op, de gør det på grund af de pårørende, siger han.
De er 40 procent stammer fra kommunens egne fratrædelsessamtaler. Han kritiserer samtidig De Konservative for at afvise forslaget:
– De konservative vil simpelthen ikke. De vil ikke have nogen pårørenderådgiver. Jeg fatter det ikke. De er store modstandere af det, og det samme er forvaltningen.
Katja S. Johansen (C) anerkender kritikken og fortæller, at kommunen allerede arbejder på at styrke samarbejdet med pårørende.
– Han har ret i, at der er en del medarbejdere, der nævner, at det har været for hårdt for dem at være konfronteret med visse pårørende, når de siger op. Det er bestemt noget, vi tager meget alvorligt, siger hun.
Hun understreger at de er i fuld gang med at udvikle en model for det, men at der ikke er noget der sker fra den ene dag til den anden.
– Vi er i gang med at udvikle et nyt koncept for, hvordan vi kan skabe et bedre samarbejde med de pårørende. Der arbejdes meget aktivt på det, og inden for det næste halve år forventer vi at have en model klar, siger hun.
Ifølge Katja S. Johansen (C) og de eksperter, der har rådgivet kommunen, skabes det bedste samarbejde, når det forankres hos den daglige leder på det enkelte plejehjem.
– Det bør være forankret hos den daglige leder på det enkelte plejehjem. Det er der, det bør være. Selvom der kan være eksempler på, at det går ret skævt, så mener jeg i det store hele, at det sådan set fungerer.
Initiativer på ældreområdet:
– 5 mio.kr. årligt til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i ældreplejen.
– Ny model til pårørendesamarbejde
– Spirejobs for unge, finansiering af ordningen, der giver unge erfaring med plejesektoren.
– Modernisering af plejehjem og investeringer i fysiske rammer for at skabe attraktive arbejdspladser og boliger.
– Fokus på velfærdsteknologi og digitalisering, der skal lette arbejdspres og frigøre tid til kerneopgaver.
Informationer hentet fra:Gentofte Kommunes budgetaftale 2025–2026 “Styr på velfærden” og interview med Katja S. Johansen (C).
Spirejobs skal vække unges interesse for ældreområdet
Selvom Gentofte fokuserer på at fastholde de nuværende medarbejdere, arbejder kommunen også på at tiltrække nye kræfter til ældreplejen. Et af initiativerne er de såkaldte spirejobs, hvor unge helt ned til 15 år kan få småjobs på plejehjemmene.
– De drikker kaffe med beboerne, spiller kort og skaber liv i hverdagen og mange af de unge er faktisk rigtig glade for det, siger Katja S. Johansen.
Kommunen har i øjeblikket omkring 25 spirejobbere fordelt på plejehjemmene, og ordningen blev startet i den nuværende valgperiode.
Sådan gjorde vi: I Gentofte Kommunes budgetaftale 2025–2026 “Styr på velfærden” fandt jeg tallet på 42 procents personaleomsætning i ældreplejen. For at forstå baggrunden kontaktede vi økonomi- og digitaliseringsdirektør Mikkel Solgaard. Derefter interviewet jeg Frederik Dehlholm (Ø) om Enhedslistens kritik og Katja S. Johansen (C) om kommunens initiativer for at fastholde og tiltrække medarbejdere.