Projekt vil booste frivilligt arbejde på jobbet

En dag for en sag
Podios ansatte cykler gennem København med Cykling uden alder
Foto: Podio

Ni cykeltaxaer trillede gennem Københavns gader onsdag formiddag. Passagererne var ældre borgere fra tre af Københavns plejecentre, mens pedalkraften kom fra ansatte i IT-virksomheden Podio.

Sceneriet er en del af et nyt projekt, “en dag for en sag“, hvor Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby vil skabe samarbejde mellem frivillige organisationer og lokale virksomheder, der vil bruge en del af arbejdstiden på socialt arbejde. Frivilligcentret laver et match og sørger for alt det praktiske.

– Vores mål er at være med til at arrangere mange flere af de her dage og på sigt få nogle længerevarende samarbejder i gang mellem foreningerne og virksomhederne i lokalområdet, siger Lise Larsen fra frivilligcentret

Læs også: Team building kan også være nødhjælp

Umiddelbart lyder det positivt, at virksomheder tager et socialt ansvar ind som en del af arbejdstiden. Men der er nogle udfordringer, når computeren skiftes ud med malerpensler og rickshaws. Professor (mso) Esben Rahbek fra Center for CSR ved Copenhagen Business School peger på nogle af problemerne, der kan opstå, og som frivilligcentrene vil løse.

For at vi kan lave en fællestur med så mange cykler på én gang, har vi brug for mange gode friske mennesker, som har lyst til at cykle en tur i løbet af en dag, og der passer det jo perfekt, at en virksomhed river en hel dag ud af kalenderen

Ole Kassow, initiativtageren til Cykling uden alder.

Pengene skal bruges rigtigt

Intentionerne fra virksomheden kan være gode, men der er en risiko for, at de hjælpende hænder gør mere skade end gavn for den frivillige organisation.

– Hvis NGO’en skal trække ressourcer ud af deres normale drift for at uddanne nogle virksomheder en dag, så går det jo tabt med det samme, og der giver det mindre mening, siger Esben Rahbek

Det er noget af det frivilligcentrene håber kan undgås, når de har taget rollen som mellemled. De kender de frivillige foreninger og ved, hvad der giver mening.

– Det er vigtigt, at det er noget foreningerne har brug for, det skal være noget, de får noget ud af, det skal ikke være noget, der giver dem ekstra arbejde, siger Lise Larsen fra frivilligcentret.

De var med 8. oktober:

  • Virksomhed: 45 ansatte fra Podio

Pedalkraft

Cykling uden alder, der var en af de tre foreninger, der fik besøg fra ansatte fra Podio, var glade for hjælpen.

– For at vi kan lave en fællestur med så mange cykler på én gang, har vi brug for mange gode friske mennesker, som har lyst til at cykle en tur i løbet af en dag, og der passer det jo perfekt, at en virksomhed river en hel dag ud af kalenderen, siger Ole Kassow, der er initiativtageren til Cykling uden alder.

Vi er jo trods alt en flok kontormus, og så er det lidt begrænset, hvad vi kan bygge fysisk, men vi kan godt finde ud af at svinge en malerpensel, og vi er gode til at snakke med folk

Thomas Stensbøl, PR-manager i Podio

De har brug for pedalkraft, så her gav de ekstra ben flere nye muligheder end besvær.

Et godt match

Samtidig fortæller Esben Rahbek, at det kan være et problem hvis man ikke udnytter det virksomheden er god til – fx hvis man sætter revisorer til at gøre rent, frem for at hjælpe med en forenings regnskaber. Her er det vigtigt at lave et godt match mellem de enkelte ansattes kompetencer og den opgave, der skal løses.

For PR-manageren i Podio Thomas Stensbøl fungerede samarbejdet, selvom de ikke brugte deres kompetencer direkte.

– Vi er jo trods alt en flok kontormus, og så er det lidt begrænset, hvad vi kan bygge fysisk, men vi kan godt finde ud af at svinge en malerpensel, og vi er gode til at snakke med folk, siger han.

Selv er han som PR-manager meget udadvendt, så det var oplagt, at han tog på cykeltur med de ældre, mens hans kolleger som mest arbejder med computere greb penslerne.

Frivilligt socialt (over)arbejde?

Der er nok mange, der kender følelsen af gerne at ville hjælpe en god sag, men hvor hverdagen med deadlines og praktiske gøremål ikke tillader det. Her er det en fordel at placere den frivillige indsats i arbejdstiden. Men her er der også en udfordring.

– Det lyder fint at give folk rum til at arbejde frivilligt en gang om året, men hvis man i øvrigt presser dem til at arbejde 60-70 timer om ugen, så er det reelt set ikke noget man giver dem rum til, man tager sådan set deres fritid og lader dem arbejde frivilligt for det, siger Esben Rahbek.

Thomas Stensbøl fra Podio fortæller, at det var frivilligt for de ansatte, om de ville deltage, men at det kun var få, der blev tilbage på kontoret. Det var ikke manglende lyst, men deadlines, rejser og telefontjanser, der holdt dem tilbage.

Han fortæller, at dagen var en god mulighed for både at møde kolleger, som han ikke ser til hverdag og samtidig gøre en god gerning.