Rapport: Der er over 700 slaver i Danmark

Danmark har i dag over 700 slaver, det viser ny rapport. Foto: MorgueFile
Danmark har i dag over 700 slaver, det viser ny rapport.
Foto: MorgueFile

Danmark er en velfærdsstat. Alligevel lever mange  i dag som slaver rundt omkring i landet. Ny rapport fra organisationen Walk Free Foundation, der sætter tal på slaveri i 162 lande, viser, at Danmark i dag er hjemsted for omkring 700-760 slaver.

– Problemet skyldes især Danmarks høje antal af sårbare indvandrere, der udnyttes både i hjemmene, sexindustrien eller den uformelle økonomi, fremgår det af rapporten ’The Global Slavery Index 2013’.

Rapporten beskriver slaveri som menneskehandel, tvangsarbejde, tvangsægteskab, gældsslaver samt salg og udnyttelse af børn. Undersøgelserne, der viser, hvor landene ligger i forhold til slaveri, er foretaget ud fra målinger af moderne slaveri, børneægteskaber og menneskehandel i og ud af landene.

Læs også: Rusland frygter regimeskifte i Syrien

Det er jo ikke nogen, der sidder med en lænke om foden, men det er det jo i overført forstand
Lone Loklindt, menneskerettighedsordfører for Det Radikale Venstre.

Danmarks indextal ligger på niveau med resten af Skandinavien og en række andre europæiske lande. Selvom det står værre til andre steder, så er det stadig et betydeligt problem, fastslår rapporten.

Fakta om slaveri

Der er ca. 30 millioner slavearbejdere på verdensplan.
De 10 lande, der står for hele 76 procent er:

– Indien
– Kina
– Pakistan
– Nigeria
– Etiopien
– Rusland
– Thailand
– Den Demokratiske Republik Congo
– Myanmar
– Bangladesh

Kilde: ‘The Global Slavery Index 2013’

– Indtil for nylig har den mest synlige form for moderne slaveri været kvinder og børn, som er blevet handlet til Danmark fra Østeuropa, Vestafrika og Asien til seksuel udnyttelse. Men da regeringen satte et stigende fokus på udnyttelse uden for sexindustrien, blev et stigende antal ofre identificeret i tvangsarbejde i andre industrier, skriver Walk Free Foundation i rapporten.

Fagbladet 3F har tidligere afsløret, hvordan slavelignende tilstande kan findes i rengøringsbranchen i Danmark.

Læs også: »Jeg skal aldrig tilbage igen«

Der skal fokus på emnet

Menneskerettighedsordfører for Det Radikale Venstre, Lone Loklindt, pointerer, at det er vigtigt at skabe fokus på problemet.

– Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, der forestiller sig, at slaveri, eller tvangsarbejde, som det ofte hedder i menneskerettighedstermer, foregår i Danmark. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at få fokus på, hvad det egentlig er, og hvad det betyder, når man taler om slaveri, siger hun og fortsætter:

– Det er jo ikke nogen, der sidder med en lænke om foden, men det er det jo i overført forstand.

Lone Loklindt har ingen konkrete løsningsforslag, men henviser til, at det er en stor opgave, der skal bekæmpes blandt andet via politiopklaring.

Hun mener, at det er vigtigt at belyse, om der er andre mørketal og brancher med urimelige vilkår, som man bør være opmærksom på.