Den dampende varme kaffe, som mange danskere nyder i stor stil, bliver dyrere hos kaffekæderne Baresso og Riccos, der begge sætter priserne op.
Hos Baresso stiger priserne som en konsekvens af, at prisen på kaffe stiger i hele verden. Det skyldes en langvarig tørke i Brasilien, der har ødelagt en femtedel af årets høst.
– Når en så stor eksportør som Brasilien har problemer, så rammer det hele verdensmarkedet. Selvom vi ikke køber kaffe i Brasilien, påvirker det os indirekte. Prisen stiger for alle, siger Anders Wall, kommerciel direktør hos Baresso Coffee, der med sine 45 kaffebarer er Danmarks største kaffekæde.
Ifølge Anders Wall tvinger de stigende kaffepriser Baresso til at sætte deres priser op, og dermed går det i sidste ende ud over kaffeelskernes pengepung.
– Vi er i en situation, hvor råvarerne generelt bliver dyrere, så vi må desværre også hæve vores priser. Vi forsøger så vidt muligt at undgå prisstigninger, men når råvarepriserne stiger, har vi ikke rigtig noget valg, siger han.
Anders Wall oplyser, at prisen på en caffe latte stiger med ca. en krone allerede fra næste uge.
Læs også: Derfor får du ikke noget ud af prisfaldet på kaffebønner
- Danskerne drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe om dagen og er det fjerde mest kaffedrikkende folk i verden
- Danske mænd drikker i gennemsnit en kop kaffe mere om dagen en danske kvinder
- Personer med en lang uddannelse drikker mindst kaffe
- Et moderat indtag af kaffe kan forebygge risikoen for en række sygdomme som type-2 diabetes og kræft
Kilde: Sundhed.dk
Riccos: Vores kaffe stiger to kroner
Hos den mindre konkurrent Riccos, der har 17 kaffebarer, mærker man ikke de stigende kaffepriser. Alligevel bliver kaffen dyrere fra 1. januar.
– Vi har planlagt, at vores priser skal stige to kroner fra første januar, men det er en prisstigning, som vi besluttede allerede i marts måned, og det har altså ikke noget at gøre med den stigende kilopris på kaffe, siger Ricco Sørensen, stifter af Riccos Kaffebar.
Ricco Sørensen giver ikke meget for Baressos forklaring om, at det er tørken i Brasilien, der er årsag til, at priserne stiger.
– Når Baresso siger, at de vil sætte priserne op på baggrund af stigende råvarepriser, så er det – og du må have mig meget undskyldt – noget bullshit. Der går højst 14 gram kaffe til en stor caffe latte, og kaffen er i virkeligheden den mindste udgift.
Læs også: Café-kaffe til de hjemløse
Ricco Sørensen indrømmer, at Riccos selv har benyttet sig af stigende kaffepriser som undskyldning for at sætte priserne op.
– Sidste gang kiloprisen på kaffe steg for et par år siden, satte vi vores priser en lille smule op. Men det var lige så meget et udtryk for, at vi på det tidspunkt ikke havde justeret vores priser i ti år. Så vi brugte egentlig bare prisstigningerne som en undskyldning for også at sætte vores priser op, som vi skulle have gjort lang tid forinden.
Baresso: Vi udnytter ikke situationen
Anders Wall afviser, at Baresso bruger prisstigningerne på kaffe og tørken i Brasilien som undskyldning for at hæve priserne.
– Vi udnytter absolut ikke situationen. Vores prisstigninger skyldes, at vores indkøbspriser stiger, siger han.
En stor caffe latte, der i dag koster 39 kroner, vil fremover koste 40 kroner hos Baresso. Og en stor latte, der hos Riccos koster 32 kroner, vil fremover koste 34 kroner.