»Så snart jeg satte mig i tandlægestolen, kastede jeg op«

Et stort antal danskere lider af tandlægeskræk i så voldsom grad, at det påvirker deres trivsel, viser tal fra Aarhus Universitet. En af dem er 52-årige Thinna Linn Andersen, som har lidt af voldsom tandlægeskræk, siden hun var fem år. Foto: Privatfoto
Et stort antal danskere lider af tandlægeskræk i så voldsom grad, at det påvirker deres trivsel, viser tal fra Aarhus Universitet. En af dem, der lider af fobi for tandlæger, er 52-årige Thinna Linn Andersen. Hun har lidt af voldsom tandlægeskræk, siden hun var fem år.
Foto: Privatfoto

Overdreven hjertebanken, svedige håndflader, tårer, kvalme og svimmelhed er blot nogle af de ting, som 52-årige Thinna Linn Andersen kæmper med, hver gang hun sætter sig i tandlægestolen.

Hun er en af de omkring 200.000 danskere, som ifølge tal fra Aarhus Universitet lider af tandlægeskræk i så voldsom grad, at det påvirker deres hverdag og generelle trivsel.

For Thinna Linn Andersen startede tandlægeskrækken allerede, da hun var omkring fem år gammel. Her begyndte hun hyppigt at gå til tandlægen, fordi hun havde svage tænder, som krævede ekstra opsyn og behandling. Ifølge Thinna Linn Andersen selv kom hun dengang hos nogle tandlæger, som var hensynsløse i deres behandling af hende, og derfor begyndte hun at frygte at komme der.

– Dengang jeg var barn, havde tandlægerne nogle andre bor. De var helt varme, og der var ikke vand i dem, så det gjorde helt vildt ondt, og jeg følte ikke, at tandlægerne var så pædagogiske. De borede, til de var færdige, og så kunne det gøre nok så ondt. Det var de ligeglade med, og jeg er ret sikker på, at det er dér min tandlægeskræk stammer fra, siger hun.

Læs også: Frygt for smerte spænder ben for vores besøg hos tandlægen

Ifølge Rod Moore, som er projektleder for Forsknings og BehandlingsCenter for Tandlægeskræk ved Aarhus Universitet, skyldes tandlægeskræk ofte oplevelser med tandlæger i barndommen.

– Cirka 70% af dem, der lider af voldsom tandlægeangst og fobi, har pådraget sig angsten fra tandlægebesøg i barndommen. Det kan være, at de har været udsat for en hårdhændet behandling, eller det har været en smertefuld oplevelse. Det kan også være en behandling, der kom bag på dem eller dårlig kommunikation fra tandlægens side, siger han.

5 gode råd til dig med tandlægeskræk

Træk vejret – Simple vejrtrækningsøvelser inden og mens du sidder i tandlægestolen kan afhjælpe din tandlægeskræk. Spørg evt. din tandlæge til råds om øvelserne

Bed om pauser – Det er altid i orden at bede din tandlæge om at tage en pause, hvis du trænger til det undervejs i behandlingen

Bed om forklaring – Bed altid tandlægen om at forklare, hvad du skal have lavet, hvis du er utryg. På den måde undgår du at være uforberedt på, hvad der kommer til at ske, mens du sidder i tandlægestolen

Tag en ledsager med – Tag altid gerne en ledsager med til tandlægen, hvis det gør dig mere tryg ved situationen

Skift tandlæge – Hvis du er utryg ved din tandlæge og ikke føler, at din tandlægeangst bliver taget alvorligt, så skift til en tandlæge, som er specialiseret i tandlægeskræk, og som kan tage hånd om din angst

Kilde: Rod Moore, projektleder for Forsknings og BehandlingsCenter for Tandlægeskræk ved Aarhus Universitet

”En gang var det så slemt, at jeg besvimede”

Angsten for at gå til tandlægen har været altoverskyggende for Thinna Linn Andersen, lige siden hun var lille og frygten for, at hun vil blive udsat for voldsom smerte i forbindelse med tandlægebesøg, gør, at hun bliver både fysisk og psykisk dårlig, så snart hun træder ind hos en tandlæge. For hende har det udviklet sig til en fobi.

– Jeg har tit kastet op, når jeg satte mig i tandlægestolen, fordi jeg simpelthen var så nervøs. En gang var det så slemt, at jeg besvimede i venterummet. Hver gang jeg skal til tandlægen, kan jeg slet ikke tænke klart. Det sortner for mig, jeg bliver svimmel, og jeg ryster. Mit hjerte galopperer også altid derudaf, og hvis tandlægen finder et hul, så begynder jeg at græde, svede og bliver meget, meget utilpas, siger hun.

Læs også: Din tandlægeregning kan blive dyrere 

Ifølge Rod Moore er Thinna Linn Andersens symptomer meget almindelige for folk med ekstrem fobi for tandlæger.

– Symptomer på voldsom tandlægeangst er ofte, at patienten helt stopper med at gå til tandlægen eller udebliver fra aftaler. Men det kan også være svedeture eller gråd, siger han.

Samtidig peger Rod Moore på, at antallet af danskere med tandlægeskræk ikke bliver mindre – snarere tværtimod.

– Nye undersøgelser tyder på, at der er en stigning i antallet af danskere, som får tandlægeangst, siger han.

Glæden i hverdagen forsvandt

For Thinna Linn Andersens blev tandlægeskrækken på et tidspunkt så slem, at det kunne påvirke hendes humør i flere uger inden, at hun skulle et smut forbi tandlægen. Af samme grund havde hun svært ved at være glad og nyde hverdagen.

– Hvis jeg skulle til fest eller på ferie, kunne jeg slet ikke koncentrere mig om det, hvis jeg vidste, at jeg snart skulle til tandlægen og have lavet noget. Det var som om, at mit liv ikke kunne køre videre, før jeg havde fået tandlægebesøget overstået. Der gik ikke et sekund, hvor jeg ikke tænkte på det. Og jeg kunne slet ikke finde glæden ved tingene, fortæller hun og fortsætter:

Læs også: Din tandlæge kender dit sexliv

– For mig mindede det lidt om at have en depression – det hele var sort og trist. Selv da jeg var i 30’erne, tog jeg min mor med til tandlægen, for jeg turde ikke gå derind alene. Jeg skulle have en til at presse mig for ikke at udeblive. Jeg følte, at jeg var dødsdømt, når jeg skulle til tandlægen. Det var decideret angst, og jeg var så bange, siger hun.

Behandling uden held

Thinna Linn Andersen har igennem årene forsøgt sig med mange former for behandling for at komme tandlægeskrækken til livs. Blandt andet er nye tandlægeklinikker og hypnose blevet afprøvet – men uden held. Først da hun for to år siden startede på en tandlægeklinik, som er specialiseret i tandlægeskræk, begyndte der at ske noget. Ifølge hende har hendes gang på den nye klinik gjort, at angsten ikke længere er ligeså slem, som den var for bare tre år siden.

– Før tænkte jeg på mit forestående tandlægebesøg konstant. I dag kan jeg godt glemme det for en stund, og jeg er ikke ligeså skrækslagen som før. Det har hjulpet mig meget at komme til den nye tandlæge, men angsten vil nok aldrig lægge sig helt. Jeg kan stadig begynde at græde, svede og blive utilpas. Men på den nye klinik, tager de sig virkelig tid til at lytte til mig og mine behov, og det hjælper, siger hun.

Læs også: Bekymrede læger: For mange scanninger gør os syge

Selvom besøgene hos den nye tandlæge har hjulpet på Thinna Linn Andersens angst for tandlægen, sætter det dog ifølge hende selv stadig sine klare spor og skaber nogle begrænsninger for hende i hverdagen.

-Når min 9-årige datter skal til tandlægen i dag, så går min søster altid med hende. Jeg kan ikke, for så begynder jeg at få hjertebanken og sveden drypper af mig, og så kan min datter mærke, at jeg bliver alt for nervøs. Det bliver hun påvirket af, og jeg vil ikke viderebringe min angst til min datter. Men alt i alt går det fremad, og jeg er ved at blive bedre til at håndtere det, siger hun.