Stress og ensomhed blandt de københavnske gymnasieelever

De københavnske gymnasieelever er hårdest ramt af stress og ensomhed, viser ny undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed Foto: BiT, Wikimedia
De københavnske gymnasieelever er hårdest ramt af stress og ensomhed, viser ny undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed
Foto: BiT, Wikimedia

Statens Institut for Folkesundhed står bag den første kortlægning af københavnske gymnasieelevers trivsel, hvor 5.000 elever har deltaget. Undersøgelsen viser, at der er forskel på at gå på gymnasium i hovedstaden fremfor landets andre skoler.

11 procent af de københavnske elever oplever ensomhed, mens 15 procent er påvirkede af stress. Sammenligner man med landets andre gymnasier, føler 9 procent sig ensomme, hvor 11 procent oplever stress.

Det er en ond cirkel, som jeg bliver ved med at køre rundt i
Jasmin Ouedghiri, 16-årig gymnasieelev

For mange valg

Det er en ærgerlig tendens, mener Troels Vang Andersen, der er rektor på Christianshavns Gymnasium i København. Han har set tydelige ændringer de seneste årtier, hvor elevernes egne forventninger nu er blevet langt højere end før.

Læs også: Psykiatrifonden: Unge bliver stressede af for mange valg

– Disse forventninger er en afspejling af tendenserne i hele samfundet. Samtidig med store forventninger til en selv og til ”livet”, byder ungdomslivet også på mange valgmuligheder, som ethvert menneske må lære at prioritere imellem. Og her er gymnasieunge jo ikke ene om at have svært ved begrænsningens kunst, forklarer Troels Vang Andersen.

Stræber efter det perfekte liv

På Rysensteen Gymnasium oplever de også, at flere unge har ”ondt i sjælen”. Den evindelige stræben efter det perfekte liv er mere end, hvad en ung gymnasieelev kan rumme.

– Jeg tror, der er opstået en forventning om “det lykkelige liv”, som er fuldstændig urealistisk. De sociale medier strømmer over med historier, hvor unge performer, og den uro, der er i den evige surfen på sociale medier, skaber et helt umuligt pres på de unge. Jeg frygter for, at vi i velfærdsstaten har øget overfladiskhed, egoisme og tomhed. En mig-kultur, som resulterer i stress og ensomhed, skriver Gitte Harding Transbøl, rektor på Rysensteen Gymnasium i en mail til Navisen.

Læs også: Eksperiment: Facebook gør dig mere ensom og stresset

– Vi bliver nødt til at arbejde intenst med, hvad de sociale midler har af konsekvens for deres liv. Det er en stor del af almendannelsen nu. Vi må i den grad styrke empati og “vi”-kultur, for at “jeg”-kulturen ikke ender med at tage helt over, og vi helt glemmer, at vi i bund og grund er sociale væsener, der er afhængige af hinanden, skriver Gitte Harding Transbøl.

Eleverne føler sig alene

16-årige Jasmin Ouedghiri oplever stress tæt inde på kroppen og føler ikke, at der bliver taget nok hånd om hendes sygdom fra skolens side.

– Jeg synes, jeg har manglet en del støtte fra skolen på mit første år. På samme tid var jeg nok heller ikke så god til at række hånden ud efter hjælp. Det er en ond cirkel, som jeg bliver ved med at køre rundt i, forklarer Jasmin Ouedghiri.

Læs også: Travl og stresset? Så flyt fingeren laaaaangsomt

På Rysensteen Gymnasium forsøger de sig med flere initiativer, der skal mindske elevernes oplevelse af ensomhed og stress.

– Vi arbejder intenst på at styrke klassefællesskabet, og vi dyrker værdierne. Vi har indført NORA, der står for nysgerrighed, ordentlighed, rummelighed og ansvarlighed, og prøver at tage udfordringerne gennem disse værdier. Vi taler om IT-politikker. Og for de unge, der har ubetinget brug for hjælp, stiller vi psykologbistand til rådighed, forklarer Gitte Harding Transbøl.

Lyt til nedenstående indslag, og hør mere om Jasmin Ouedghiris personlige oplevelse med stress: