Af Emilie Maja Jeppesen og Laura Skov
Den 29. marts delte Roskilde Universitet ny information om en delvis genåbning af campus. Her stod der blandt andet, at der vil være kontrollanter på campus, der kan bede om at se det negative testresultat inden for de seneste 72 timer eller dokumentation for tidligere smitte med COVID-19 som led i en stikprøvekontrol.
Det fremgår ligeledes, at hvis man ikke kan dokumentere, at man tidligere har været smittet, så skal man være testet, inden man ankommer til universitetet.
Stig Plougmand, der er vicedirektør og campusansvarlig på Roskilde Universitet, fortæller, at universitetet har ansat kontrollanter, der skal hjælpe ved testcenteret på campus, men som også skal udføre stikprøvekontrol.
– Vi er både forpligtiget til det, men synes også, at det er rimeligt, at vi laver stikprøvekontroller. Det sender et signal om, at det er vigtigt at blive testet ofte, siger Stig Plougmand.
Han forklarer, at stikprøvekontrollen skal finde sted både i bygningerne på Roskilde Universitet, men også udenfor på campus.
»Vi kan ikke kræve at se en negativ test«
Problemet er bare, at de kontrollanter, som universitet har hyret, har fået besked om, at de ikke kan kræve at se en negativ test af de studerende, der befinder sig udenfor på campus.
– Vi kan ikke kræve at se en negativ test af dem, der går rundt på campus. Vi er guides, og skal kun minde folk om, at de skal huske at tage en test. Det er derfor vi om morgenen bare spørger de studerende, der kommer til campus: ”Har I en negativ test?”, uden at tjekke om de har, siger Khaled Sulaiman, som er ansat som kontrollant.
Han understreger, at han er coronaguide – ikke vagt. Han bekræfter, at de er ansat som guides, hvilket også fremgår af deres selvlysende veste.
– Det er kun i bygningerne, at vi har krav på at se en test. Det er derfor kun dér, at vi laver stikprøver, siger Khaled Sulaiman.
Læs også: Timelange køer: Region Hovedstaden mangler medarbejdere til at teste for Covid-19
Eyyub Kucukavci, der også er ansat som kontrollant, forklarer, at de vagter, der står på Roskilde Universitet, har faste opgaver på campus.
– Vi er fire vagter. En vagt skal stå ved indgangen til RUC, en skal stå ved testcenteret, en skal stå ved parkeringspladsen, og så er der en vagt, som går rundt i bygningerne på campus. Den vagt tjekker tre tilfældige bygninger for studerende og laver stikprøver der og skifter så post med en af de andre vagter, der så tjekker tre andre tilfældige bygninger, siger han.
Men det er bare ikke altid, at der sidder studerende i de bygninger, som bliver tjekket.
Tomme bygninger og gemte studerende
Eyyub Kucukavci fortæller, at vejlederne mangler en oversigt over, hvor der sidder studerende.
– Vi skal bare tjekke tilfældige bygninger. Vi har ikke fået en oversigt over, hvor der sidder mennesker. I går var jeg igennem fire bygninger, hvor tre af dem var tomme, fortæller han.
Stig Plougmand forklarer, at det ikke giver mening for universitetet at give kontrollanterne en detaljeret og løbende plan om hvilke bygninger, der befinder sig studerende i. Han fortæller, at det er en upraktisk opgave.
Dette er til trods for, at flere studerende ikke oplever at få tjekket deres coronatest, når de sidder i universitetets bygninger.
Læs også: Radio: Coronatest i Roskilde er mest for bilister
Tillid til de studerende
Regeringen har netop udmeldt en ny genåbningsplan. Her fremgår det, at videregående uddannelser nu kan have 30 procent fysisk fremmøde, dette gælder dog ikke hovedstadsområdet, der har for høje smittetal.
– Vi har netop vendt den nye udmelding internt og vores vurdering er, at med din viden som vi har nu og det, der er meldt ud, at det ikke har nogen betydning for RUC, siger Stig Plougmand.
Han bekræfter, at RUC vil fortsætte med deres nuværende procedure, som blev udmeldt den 29. marts.
– Vi kører stikprøver og det baseres på tillid. Kontrollanterne skal lave stikprøver, og vi er afhængige af og har tillid til, at de studerende opfører sig ansvarligt og sørger for at blive testet regelmæssigt, siger Stig Plougmand.
Han lover at følge op på kontrollanternes nuværende praksis, for at sikre at der vil blive udført stikprøvekontrol – også udenfor på campus.
Sådan gjorde vi: Journalisterne læste regeringens udmelding den 16. april og kontaktede derefter Roskilde Universitets ledelse samt kontrollanterne på campus.