Kræftens Bekæmpelse svarer på den kritik, der hvert år samler sig om, hvorvidt de indsamlede midler fra Knæk Cancer bliver brugt på det, som hele kampagnen handler: at samle penge ind til kræft.
Kræftens Bekæmpelse forsvarer, at det gør en større forskel for forskningen, forebyggelse og patientstøtte inden for området, end hvis der ikke havde været en indsamling overhovedet.
– Vi vil jo aldrig nogensinde kunne indsamle så mange penge til sagen, hvis vi ikke brugte så mange penge på at lave kampagnen, siger projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, Nicoline Thøger Andersen.
Hun understreger vigtigheden af kampagnen og det store fokus, der kommer på midler til kræftforskning i forbindelse med Knæk Cancer.
– På den måde synes vi, at det er en rigtig sympatisk kampagne, for der er ikke noget tidspunkt på året, hvor vi heller kommer tættere på dem, som det hele drejer sig om, siger Nicoline Thøger Andersen.
TV 2 bakker op om denne udtalelse og understreger normaliteten ved det.
– Det er en model, der kører på andre områder og ved andre indsamlinger. Der er altid nogle penge, der går tilbage for at refundere nogle af omkostningerne, siger redaktør ved TV 2, Michael Hansen.
TV 2 har også udgifter og omkostninger ved Knæk Cancer-kampagnen, som de selv betaler.
– Der er klart omkostninger gennem hele året. Det drejer sig om visse programudgifter, og medarbejder- og ressourceforbrug fra stort set alle afdelinger på TV 2, siger Michael Hansen.
Og det har aldrig været intentionen, at TV 2 skulle tjene penge på at lægge sendetid til Knæk Cancer.
– Vi har aldrig tjent én eneste krone på det. Vi har udgifter ved det, men vi synes, at det er en vigtig sag, så derfor gør vi det alligevel, siger Michael Hansen.
Indsamlingen dækker omkostninger ved Knæk Cancer-showet
19 millioner kroner af de indsamlede 163 millioner går til de omkostninger, der er ved at lave så omfattende en kampagne, som Knæk Cancer-kampagnen er. Pengene dækker også de meromkostninger, som TV 2 har ved at føre kampagnen på deres kanal, de ekstrashows, der bliver lavet, og det store liveshow, der skal afslutte den ugelange kampagne.
– Hvis der ikke havde været Knæk Cancer, havde TV 2 vist andre programmer, men de havde ikke lavet et stort indsamlingsshow om lørdagen. Vild med Dans bliver alligevel kørt om fredagen, så det, vi betaler for, er meromkostningen ved blandt andet at have et stort callcenter sat op i studiet, siger projektchefen.
- Fordeling af indsamlede midler hos Kræftens Bekæmpelse
- I år blev der samlet 163.140.992 kr. ind under Knæk Cancer
- Sidste år var beløbet 145.786.179 kr. ind
- Kræftens Bekæmpelses årlige indtæger i 2015 var 756.938.000 kr.
- Heraf blev 210.684.000 kr. brugt til udgifter ved projekter, oplysning og administration
Kilde: Kræftens Bekæmpelse, www.cancer.dk
Gennemsigtighed om indsamlingsmidlerne
Kræftens Bekæmpelse mener, at det er en fair kampagne, og der bliver ikke bevidst skabt uigennemsigtighed om, hvordan pengene fra indsamlingen bliver fordelt. Faktisk mener Kræftens Bekæmpelse, at der er rigtig meget information om, hvad pengene går til, og Kræftens Bekæmpelse har ikke lyst til at lægge skjul på kampagnens udgifter. Det er muligt både at finde information om, hvilke puljer pengene bliver fordelt ud til, og Kræftens Bekæmpelses årsregnskab, hvor det er specificeret, hvad de indsamlede midler bliver brugt til.
– Der vil selvfølgelig altid være folk, der undrer sig, og vi prøver at være så åbne om det og besvare de henvendelser, vi får, siger Nicoline Thøger Andersen.
Selvom Kræftens Bekæmpelse gerne vil være åbne over for, hvordan de fordeler pengene, kan det på grund af principielle og konkurrencemæssige hensyn ikke specificeres, hvordan omkostninger er fordelt ud på hvert program.
– Det er en aftale mellem TV 2 og produktionsselskaberne, at priser ikke offentliggøres. Hvis vi specificererede de penge, vi får fra indsamlingen, og som går videre til produktionsselskaberne, ville vores konkurrenter og alle andre se, hvad vores programmer koster, siger Michael Hansen.
Det er der ifølge TV 2 ikke noget forkert eller uetisk i.
– Det har ikke noget med Knæk Cancer at gøre, men sådan gør vi bare ikke. Det gør andre TV-stationer heller ikke. DR fortæller ikke, hvad Hammerslag koster, og TV3 fortæller ikke, hvad Robinson Ekspeditionen koster, siger Michael Hansen.
Kræftens Bekæmpelse har fået så mange penge under Knæk Cancer-indsamlingen, at alle pengene endnu ikke er fordelt ud på puljer endnu.
– Vi har været i den situation, at vi har fået ekstremt stor støtte til Knæk Cancer. Nu skal vi igang med en proces om, hvor vores hovedbestyrelse skal vurdere, hvilke nye ekstraordinære tiltag, der skal have tilført penge, siger Nicoline Thøger Andersen.