Taxichauffører indsamler bevismateriale mod Uber

Taxichaufførerne i London demonstrede i d. 11. juni 2014 mod Uber. Foto: David Holt
Taxichaufførerne i London demonstrede i d. 11. juni 2014 mod Uber. Foto: David Holt

Taxichauffører i København er nu blevet så trætte af, at Uber-chauffører stjæler deres kunder på ulige vilkår, at de er begyndt at indsamle beviser til politiet. De mener, at Uber-chaufførerne kører ulovligt, fordi de ikke overholder lovningen for taxikørsel, og derfor vil de have politiet til at reagere hurtigere.

– Jeg har kørt med Uber ni gange for at dokumentere, at de tager penge per minut, og det må man ikke ved samkørsel. Jeg er jo selv taxichauffør og kender loven ud og ind, så hvis politiet har brug for hjælp, hjælper jeg dem gerne, fortæller en 26-årig taxichauffør fra København, der ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.

Jeg forstår ikke hvorfor politiet og politikerne ikke gør mere.
Carl Halkier, vognmand, København

Uber blev politianmeldt af Trafikstyrelsen for overtrædelse af taxiloven for fire måneder siden, men taxichaufførerne forstår ikke, hvorfor det tager så lang tid for Københavns Politi at komme til en afgørelse. Fra Uber lyder det, at de blot formidler samkørsel og ikke er et taxiselskab.

Uber findes i det meste af Europa, men er blevet ulovligt i flere lande. Se grafik over Uber i Europa her.

Hvad er Uber?
UberPOP er en amerikansk app, hvor du via GPS kan bestille en privat chauffør. Uber betegner sig selv som en teknologivirksomhed og findes i 55 lande.

Derfor er taxichauffører begyndt selv at køre med Uber, så de kan indsende kvitteringer til Københavns Politi som bevis på, at Uber overtræder loven.

Københavns Politi bekræfter i en mail, at sagen efterforskes, og at materiale fra taxibranchen indgår i sagen. De svarer dog ikke på, hvorfor der ikke er faldet afgørelse endnu, og de kan heller ikke sige, hvornår de forventer at være færdige.

Taxikørsel eller samkørsel?

Ifølge Taxiloven er der tale om erhvervsmæssig personbefordring, altså taxikørsel, hvis chaufføren tjener penge på kørslen. Samkørsel er til gengæld tilladt, hvis chauffør og passagerer deler udgiften til benzin og slidtage.

Ubers chef for Storbriantien, Irland og Norden, Jo Bertram, fortæller, at Ubers app ikke er blevet skabt til, at chaufførene skal tjene penge.

– Samkørselstjenesten UberPOP er designet, så man deles omkring omkostningerne ved at være bilejer i Danmark, og derfor heller ikke med henblik på fortjeneste, skriver Jo Bertram i en mail til Netavisen.

Læs også: Overblik: Uber-taxikrig i hele Europa

På Facebook-siden ’UBER FAKTA’ bliver der delt kopier af kvitteringer samt billeder af biler og chauffører, der kører for Uber. Taxichauffør Carl Halkier har kørt taxi i 25 år og står sammen med en række andre chauffører bag Facebook-siden.

– Jeg forstår ikke hvorfor politiet og politikerne ikke gør mere. Vi har ikke noget i mod konkurrence, men det skal være på fair vilkår. Jeg har kæmpet for at blive vognmand, og det bliver man jo ikke rig af, men det gør ondt at miste kunder på den her måde, siger Carl Halkier.

Dansk Taxi Råd håber på afklaring

Dansk Taxi Råd, der repræsenterer 95 procent af landets taxiselskaber, forstår ikke, hvorfor det tager så lang tid at komme til en afgørelse.

– Hvis du tjener penge på at transportere folk rundt – og det ved vi reelt, at det er der sker med Uber – er det taxikørsel og derfor underlagt taxiloven. Chaufføren skal have en særlig uddannelse, bilen skal opfylde miljøkrav og mange andre ting, fortæller Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd.

Dansk Taxi Råd kan ikke se en målbar nedgang siden Uber kom til Danmark, men Trine Wollenberg fortæller, at det er en stor irritation blandt taxichaufførerne og håber på, at politiet snart bliver færdige med efterforskningen.

4 Responses to "Taxichauffører indsamler bevismateriale mod Uber"