Efter hærværk, uro og affald: Nu prøver bibliotek igen med længere åbningstider

Billede af Greve Bibliotek fra deres Facebook-side.

På trods af flere hændelser med hærværk, uro og affald har Greve Bibliotek fra d. 1. april genindført deres tilbud om udvidet åbningstid med selvbetjening.

Tilbuddet blev stoppet d. 12. december på grund af en eskalering af forskellige hændelser på biblioteket, efter personalet var taget hjem. Hændelserne var mange og meget forskellige. Det handlede om alt fra støj, til hærværk, efterladt affald, nikotinposer gemt i bøger og sager hvor politiet var involveret.

– Der var en stigende tendens med hændelser. Altså næsten fra årsskiftet til henover sidste sommer, forklarer Thomas Damholt, der arbejder på Greve Bibliotek som voksenlitteraturformidler.

Det forventes, at det kolde vintervejr får uroen til at stige om aftenen, når biblioteker indfører selvbetjening om aftenen, men sidste år var det værre end tidligere, og det eskalerede over sommeren.

Flere forsøg var i spil

Flere løsninger blev afprøvet, inden tilbuddet blev lukket. Ingen af tiltagene var dog holdbare for at løse problemerne dengang.

– Vi prøvede alle mulige forskellige ting inden. Altså, vi var i kontakt med et ”gade-team”, politiet og prøvede en vagtordning, fortæller Thomas Damholt.

Problemer med selvbetjening om aftenen er dog ikke et udelukkende lokalt fænomen.

Det går igen på flere biblioteker i Danmark, mener Thomas Damholt.

“Lad være med at sætte store og stærke vagter på med uniformer”

Forpersonen for Danmarks Biblioteksforening, Paw Østergård, kender godt til de forskellige problemer, der kan komme på et bibliotek med selvbetjening om aftenen, men han tror ikke på, at øget tilsyn med vagter eller lignende er vejen frem.

– Jeg tror, at man skal lade være med at sætte store og stærke vagter på med uniformer. Jeg tror, man skal gøre andre ting. Skabe liv i rummet. Planlægge aktiviteter, fordi biblioteker har en masse muligheder, der ikke kun er udlån. Biblioteker har jo også foredrag, arrangementer og læsekredse. Hvis der sker noget i rummet, så plejer de her problemer ikke at opstå, når personalet er taget hjem, uddyber Paw Østergård.

Læs også: Vil du slippe for at lave aftensmad på torsdag? Hovedbibliotek inviterer til veggie-bolo

Oftere end ikke fungerer det

Åbningstider med selvbetjening på Greve Bibliotek

  • Mandag til fredag: 7-10 og 17-21.
  • Lørdag: 7-10 og 13-17.
  • Søndag: 7-17.

Kilde: Greve Bibliotek

Paw Østergård fortæller, at det i de fleste tilfælde fungerer godt, når biblioteker udvider deres åbningstid med selvbetjening.

De fleste biblioteker lykkes også med at komme problemerne om aftenen til livs med forskellige tiltag.

På Paw Østergårds lokale bibliotek i Albertslund har de selv løst lignende udfordringer.

– Vi har i Albertslund haft værter på. Det er nogen, der går rundt og sætter bøger på hylder på de her tidspunkter i stedet for at gøre det i dagtimerne. Vi har også fået læsekredse og indført reparations- og syværksteder om aftenen, forklarer han.

Indtil videre har der ikke været nye hændelser, siden tilbuddet blev genindført d. 1. april, oplyser Thomas Damholt.

Formand for Greves Kultur- og Fritidsudvalg, Anne Marie Lyduch (V), oplyser, at byrådet vil følge udviklingen sammen med Greve Bibliotek, men politisk har man ikke planer om nye tiltag i denne omgang.

Sådan gjorde vi: Journalisten læste et byrådsreferat, hvor forsøget med den genetableret udvidet åbningstid med selvbetjening behandles. Herefter kontaktede journalisten Greve Bibliotek og Biblioteksforeningen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.